WWF Verdensnaturfonden

Årets U-landskalender støtter natur og grønne skoler i Uganda

Del

I dag sættes årets U-landskalender til salg i hele landet. Kalenderen støtter i år WWF Verdensnaturfondens arbejde i Uganda og sætter samtidig natur og klima på skemaet i de danske skoleklasser.

Elever fra en grøn skole i Uganda
Elever fra en grøn skole i Uganda Jonas Lysholdt Ejderskov/WWF Verdensnaturfonden

Fra i dag fredag den 4. oktober kan årets U-landskalender med Tidsrejsen II som tema købes i supermarkeder, boghandler og legetøjsbutikker over hele Danmark. Overskuddet fra Børnenes U-landskalender går i år ubeskåret til WWF Verdensnaturfondens arbejde med natur på skoler i Uganda.

Uganda er med sit tropiske klima et hotspot for biodiversitet, men naturen i landet er hårdt presset særligt af skovrydning og klimaforandringer. Derfor vil WWF Verdensnaturfonden med 35 grønne skoler sætte natur på skoleskemaet og samtidig engagere børnene i naturbevarende aktiviteter.

På skolerne skal eleverne plante træer, der modvirker klimaforandringer, giver skygge på varme skoledage og frugt til børnene, der ofte kommer i skole uden mad. Desuden lærer eleverne at lave køkkenhaver, der er tilpasset det forandrede klima, og den nye viden kan de tage med sig hjem til landsbyerne i Uganda.

”Vi er meget stolte af at være årets partner på U-landskalenderen og at være med til at sætte fokus på naturens rolle i udviklingsarbejde. Konsekvenserne af naturkrisen er mangeartede, og det er løsningerne også. Dette års projekt er et eksempel på, hvordan vi kan skabe mere natur og bedre betingelser for biodiversiteten, mens vi samtidig sikrer mad, rent drikkevand og uddannelse til lokalbefolkningen i Uganda,” siger Jacob Fjalland, der er miljøfaglig direktør i WWF Verdensnaturfonden.

Danske skoleelever planter træer

U-landskalenderen består foruden den velkendte julekalender af et omfattende undervisningsmateriale udgivet af Udenrigsministeriet/Danida om Ugandas natur og grønne skoler med børnebog, web-univers, opgaver og aktiviteter målrettet 1.-5. klasse. Formålet med undervisningsuniverset er at give danske elever et indblik i et anderledes børneliv. Derudover er der programmer om Uganda for børn på DR.

”Vi er stolte af at præsentere årets U-landskalender sammen med Danida og WWF Verdensnaturfonden og være med til at fortælle børn i Danmark om natur og børneliv i Uganda. Forhåbentlig gør det børnene nysgerrige og klogere på at være barn i vidt forskellige dele af verden,” siger Rikke Warrer, B&U-redaktør i DR.

Som noget nyt i år skal mere end 1000 skoleklasser i løbet af uge 44 plante ét hjemmehørende træ i forlængelse af Børnenes U-landskalender. For hvert træ en dansk skoleklasse planter i skolegården, planter WWF Verdensnaturfonden sammen med VELUX Gruppen 10 træer i Uganda. Der plantes i alt 1.200 træer i Danmark og 12.000 i Uganda.

Om U-landskalenderen:

U-landskalenderen har eksisteret som et samarbejde mellem DR og Udenrigsministeriet – Danida siden 1962. Kalenderen består af først og fremmest af en lågekalender med årets tv-julekalender som tema. Overskuddet fra kalendersalget går hvert år til et projekt i et udviklingsland. I årenes løb er der sammenlagt blevet sendt mere end 200 millioner kroner afsted til særlige projekter for børn i over 40 lande i Afrika, Asien og Latinamerika. I år er WWF Verdensnaturfonden projektpartner, og U-landskalenderen støtter WWF’s projekt grønne skoler i Uganda.

U-landskalenderen koster 50 kroner og kan bl.a. købes i dagligvarebutikker, boghandlere og legetøjsbutikker.

Foruden lågekalenderen består U-landskalenderen af et omfattende undervisningsmateriale og en række tv-udsendelser på DR om årets udviklingsland.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye