Skolen og barndommen er forandret grundlæggende

Den skole, som børn oplever i dag, er radikalt anderledes end de skoleerfaringer, som deres bedsteforældre bærer rundt på. Det, der var en skole i nationens, religionens og disciplinens tjeneste, blev i årtierne efter 1945 til velfærdsstatens skole med vægt på demokrati og lige muligheder for alle børn. Hvordan kunne så radikale forandringer blive mulige? Det er afsættet for professor Ning de Coninck-Smiths nye forskningsprojekt EDUTOPIAS: Reforms of everyday school practices. Denmark 1945 – 1975. Projektet er blevet til i samarbejde med lektor Lisa Rosén Rasmussen, der også er ansat på DPU.

”Ideen er at finde ud af, hvad det egentlig er, der flytter skolen. Det blev egentlig sat i gang af et møde, som jeg deltog i tilbage i 2021 med alle fagudvalgene, hvor selv Undervisningsministeriets deltagere ikke rigtig kunne fremhæve noget positivt ved skolereformen fra 2014, og det var jo meget påfaldende, for det er radikalt anderledes end tilfældet var for alle tidligere skolereformer”, siger Ning de Coninck-Smith.

Hun peger på, at der altid har været nogle, som var modstandere af en given skolereform i Danmark. Men det var et kendetegn for reformerne i både 1958, 1975 og 1993, at efter relativt få år så var de kritiske stemmer forstummet, og skolernes medarbejdere havde taget ejerskab for radikale forandringer af skolen.

” Hvis det ikke er politisk handlekraft og store beslutninger på Christiansborg, der kan skabe grundlæggende forandringer, hvad er det så? Vi ved ikke nok om, hvad det egentlig er, der flytter skolen, og dermed heller ikke nok om hvorfor og hvordan det kunne gå til, at tidligere reformer tilsyneladende blev mere rodfæstede i skolens praksis. Projektet skal derfor dykke ned i de forandringer, der skete i årene fra 1945-1975”, siger Ning de Coninck-Smith.

Hun peger på, at et af de helt afgørende elementer i skolereformen fra 1958 var, at der blev indført en paragraf i folkeskoleloven, som åbnede for, at lærerne kunne lave forsøg med andre undervisningsformer og organiseringer i skolen. Med det afsæt kunne samtidens nye reformpædagogiske ideer og visioner om fremtidens gode skole med barnet i centrum og lige muligheder for alle bevæge sig i skolens hverdagspraksis.

Andre forhold, der har haft en væsentlig betydning for skolereformers udvikling i Danmark – eller mangel på samme – er, at kommunerne historisk har spillet en stor rolle for udviklingen af folkeskolerne, og at der samtidig har været en lang tradition for friskoler og privatskoler.

”Det, der er helt afgørende i Danmark, er, at skolen er et lokalt foretagende og har været det siden 1739. Først på sogneniveau og siden på kommuneniveau. Det er skolen fordi, det er de lokale borgere, som skal betale, og skatten ligger på det lokale niveau. Det har givet grundlaget for en meget større variation mellem grundskoler end i mange andre lande og dermed en større mulighed for lokale eksperimenter og udviklingsarbejder. Dertil kommer så friskolernes opståen i sidste halvdel af 1800-tallet som et alternativ til den kommunale skole. Begge dele sætter også i dag grænser for, hvor meget politikerne på Christiansborg kan styre skolens udvikling”, siger Ning de Coninck-Smith og fortsætter:

”Og så sker der ofte det, at den økonomiske udvikling kommer ind og spænder ben for reformerne. Lige efter 1975-loven kom der en oliekrise, som ændrede betingelserne. Ligesom statsbankerotten i 1814 betød, at det blev Biskop Balle og hans allierede, der vandt kampen om skolen frem for brødrene Rewentlow, der syntes, at skolen skulle lære børnene alt muligt. Kirkens folk havde fra starten sagt, at skolens formål var, at børnene skulle lære at kende deres plads og have lidt bibelundervisning, og det kostede ikke så meget, da landet var rabundus.”

EDUTOPIAS projektet

EDUTOPIAS-projektet består af fire indbyrdes sammenknyttede projekter om skoleforsøg, læreruddannelse, skolebyggeri og lilleskoler. Sammen kaster de lys på, hvordan periodens aktører gennem hverdagens arbejde og eksperimenter fik mod og tro på, at det var muligt at forandre skolen. Projektet dykker på den baggrund ned i en forståelse af skolereformer som komplekse, indviklede og potentielt også modstridende hverdagsprocesser, der ikke blot indebærer ændringer af skolens struktur, men også af relationen mellem lærere, forældre og elever.

EDUTOPIAS tager samtidig tråden op fra Dansk skolehistorie: hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år, der udkom i fem bind tilbage i 2014, og som Ning de Coninck-Smith sammen med Charlotte Appel var en af hovedkræfterne bag.

”Det bærende i Dansk skolehistorie var at se på både kontinuitet og brud i skolens udvikling. Det handlede om give et billede af skiftende tiders skolegang og dens betydning for elever, lærere og forældre. I Dansk skolehistorie havde vi et hverdagsperspektiv nedefra med skolens aktører i centrum frem for kun at se på de store nationale reformatorer af skolen. Med det nye projekt får vi bundet de sidste knuder i skolehistorien”, siger Ning de Coninck-Smith.

40 års forskning i skolens og børnelivets historie

Projektets opstart falder sammen med, at Ning de Coninck-Smith nu kan fejre sit 40-års jubilæum som forsker i uddannelses- og barndomshistorie. Det startede, da hun kom til den daværende Danmarks Lærerhøjskole som nyuddannet historiker i 1984, og siden var hun forbi Odense Universitet og UC-Berkeley, inden hun vendte tilbage til det nystartede DPU.

”Jeg tror, det blev mit store held, at jeg aldrig blev ansat ved Historisk institut i København. Jeg kunne godt forestille mig, at jeg ville være blevet mast i det faglige miljø, som dengang var det dominerende. I stedet kom jeg til Odense, hvor der var et meget inspirerende miljø præget af nye tilgange til børns liv og kultur, og som var meget åbent over for at udforske børnene i historien”, siger Ning de Coninck-Smith.

Det blev således starten på en lang udforskning af både barndommens, ungdommens og uddannelsernes kulturhistorie, hvor Ning de Coninck-Smith også er nået forbi de materielle forandringer i skolernes arkitektur, legepladsernes opståen og udvikling, legetøjet og børnenes beklædning.

Moderne børn må gerne blive beskidte

”Grundlæggende kan man se på de materielle forandringer, hvordan børnene bliver sat fri i løbet af det 20. århundrede. Hvis man ser på børns legetøj eller påklædning i den pæne del af befolkningen, så havde de noget meget fint legetøj, og de var klædt meget voksenfint, hvis vi går 100 år tilbage. Der er vi jo ovre i noget helt andet i dag”, forklarer Ning de Coninck-Smith og fortsætter:

”Legetøjet er nu umiddelbart tilgængeligt, og ikke kun noget, som tages frem ved særlige lejligheder, og tøjet skal helst give børnene mulighed for at kunne være ude og lege – og bevæge sig og blive beskidte.”

Grundlæggende forandringer i synet på børn afspejles også i ændringer i arkitekturen, hvor legepladser skyder op i byerne og bliver en central del af indretningen af skoler og daginstitutioner. Børnenes beklædning bevæger sig i forlængelse heraf fra matrostøj til nutidens flyverdragter, så børnene kan være endnu mere uden for på institutionernes legepladser. Og det ændrer så også de voksnes beklædning, fx når pædagogerne er nødt til også at trække i flyverdragterne for at kunne være ude med børnene i flere timer.

”Man kan sige, at vores børn er blevet frisat, men så kommer der jo så hele den der pædagogiske indpakning, som er rundt omkring børnene, for de er jo ikke frisat til hvad som helst. Her er forventningspresset på ungerne nok vokset samtidig”, siger Ning de Coninck-Smith.

Hun peger på, at det ikke kun er forventninger om, at de skal sidde pænt og tale ordentligt som i gamle dage. Det er f.eks. også en forventning om at skulle bruge sin barndom fornuftigt ved at gå til en masse aktiviteter.

”Vi får færre børn, og igennem de sidste fem årtier har vi samtidig haft de første generationer af børn, hvor forældrene har haft to gode indtægter. De materielle vilkår for langt de fleste børn er fuldstændig uovertrufne i historien. Det betyder jo også, at forældrenes investering følelsesmæssigt og økonomisk i børnene er stor. Man kan sige, at for generationerne frem til slutningen af 1950’erne, der skulle børn helst overses, men i dag skal børn både ses og høres. Også i skolen og i børnehaven”, siger Ning de Coninck-Smith.

De videregående uddannelsers historie siden oldtiden

Det er imidlertid ikke kun forandringerne af barndommen og grundskolen, Ning de Coninck-Smith har været engageret i. Hun har også undersøgt både gymnasiet og de videregående uddannelsers historie og er dykket ned i, både hvad der skete, da læreruddannelserne og universiteterne i årene efter 1945 for alvor blev åbnet for kvinderne, og da gymnasiet efter 1960 gradvist blev omformet og åbnet for nye grupper af unge, der havde forældre fra arbejderklassen eller landbruget.

”Det var jo pigerne, der meget kort tid efter 1945 kom i flertal i mellemskolen og siden i realskolen. Det gik lynhurtigt. Og så rykkede de ind på lærerseminarierne, som blev den brede befolknings universiteter. Man glemmer at studerende på læreruddannelsen engang blev undervist på universitetsniveau”, siger Ning de Coninck-Smith og fortsætter:

”Når nye grupper træder ind i gamle institutioner, så udfordres normerne. Både for institutionerne og for de unge selv. Uddannelse er jo ikke bare et spørgsmål om at blive klogere. Det handler også om krop, tøj, mad og om ens netværk, og konsekvenserne i form af kulturelle sammenstød kan for nogle være ret alvorlige.”

Hun peger på, hvordan gymnasierne forandrede sig, da de nye grupper kom ind, og hvordan der opstod en opfattelse af, at for mange af de forkerte unge kom i gymnasiet, da flere end 10 procent af en ungdomsårgang pludselig fik en studentereksamen.

”Det kunne næsten få karakter af moralsk panik i medierne og blandt dele af det politiske spektrum med store bekymringer omkring rygning og alkohol til gymnasiefesterne, og forestillinger om disciplinkrise og pjækkeri blandt de nye grupper af gymnasielever”, siger Ning de Coninck-Smith.

Nogle af de samme træk kunne man også se, da Aarhus Universitet i årene efter anden verdenskrig blev åbnet for de første kvindelige studerende.

”Da kvinderne kom ind på Aarhus Universitets meget mandligt dominerede univers, fik de sådan en underlig mellemposition, som min Ph.d.-studerende Pernille Svare Nygaard har vist i studiet af de kvindelige studerende på uddannelserne i husholdning og sundhedspleje i efterkrigsårene. De var ikke rigtig agtede, men huset ville gerne have de uddannelser, som kvinderne især søgte ind på. Det er det samme i dag, hvor universiteterne gerne vil have nye grupper ind, men der kan være nogle svære kulturelle oversættelser”, siger Ning de Coninck-Smith.

Aktuelt er Ning de Coninck-Smith da også blevet en af redaktørerne for et nyt internationalt værk i seks bind om de højere uddannelsers globale historie fra oldtiden og til i dag, som udgives af Bloomsbury Publishing. Hun har redigeret bindene om middelalderen og om 1800-tallet.

”Ideen i det er den samme, som var grundlaget for Dansk skolehistorie, nemlig at se uddannelse som noget, der bliver skabt i forskellige sammenhænge og af nogle bestemte aktører. Nu så over hele verden. Vi har haft et forsimplet billede af, hvad højere uddannelse er, så vi ser på mange flere former for uddannelse end blot universiteternes videnskabshistorie”, siger Ning de Coninck-Smith.

Et nysgerrigt menneske

Når man spørger Ning de Coninck-Smith om, hvad der er hendes egen drivkraft som historiker, og hvilken forskel hun tænker, at hendes forskning har gjort, så bliver svaret lidt eftertænksomt.

”Jeg er jo grundlæggende bare et meget nysgerrigt menneske, og jeg synes, det er sjovt og vigtigt at blive klogere på, hvad der sker i verden. Det har været min drivkraft som historiker. Men jeg synes også, det bliver sværere at være et genuint nysgerrigt menneske, fordi verden er blevet så rædselsfuld. Det påvirker mig meget, hvad der sker i Mellemøsten, i Ukraine og i USA. Jeg synes problemstillingerne i den store verden er af en sådan kaliber, at min egen indsats undertiden godt kan føles lidt ligegyldig”, siger Ning de Coninck-Smith og afslutter:

”Men jeg bilder mig da ind, når jeg bliver kontaktet og er ude og holde foredrag, at folk kan bruge min forskning til at tænke over, hvordan vi har det med vores børn og med skolen, og hvis vi tænker fremad, hvad der får betydning for den barndom og skole, vi skal have her i landet.”

Festforelæsning på DPU

Ning de Coninck-Smiths 40-års jubilæum bliver markeret med en festforelæsning på DPU den 11. oktober ved kollegaen fra Dansk skolehistorie Charlotte Appel, der sætter fokus på skolevæsen, skolelove og erindringspolitik i Danmark og Norge.

• Læs mere om arrangementet 

Yderligere information

Forskningsprojektet EDUTOPIAS: Reforms of Everyday School Practices. Denmark 1945 – 1975 forløber fra 2024 til 2027 og er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond.

• Læs mere om EDUTOPIAS på projektets hjemmeside