Institut for Fødevarers ”systemorienterede anarkist” fejrer 40-års jubilæum

Blandt jordbær og chiliplanter i de højteknologiske væksthuse i Skejby, går Institut for Fødevarers ”grand old man” Carl-Otto Ottosen rundt og kigger til planterne.

Han har været med på holdet i 40 år - også længe før fødevareforskning hørte under det, vi i dag kender som Aarhus Universitet.

Forskeren havde knap lært at gå, før han satte fødderne i et drivhus for første gang. Hans familie havde nemlig et gartneri, hvor den planteinteresserede dreng brugte flere somre blandt stueplanter og tomater.

Dobbeltuddannelse

Interessen for det grønne voksede kun med årene, og derfor var han heller ikke i tvivl om, at han skulle begynde på universitet og læse biologi efter gymnasiet.

”Jeg tror, jeg overvejede at blive laborant i et helt kvarter,” siger han og griner.

Tvivlen kom først senere, og den ledte ham de første skridt ned ad stien mod det, der i dag er en imponerende akademisk karriere.

I 1983 forsvarede han sin master i botanik med speciale i bestøvning af kaprifolier.

Men tvivlen nagede undervejs i studiet, da der ikke var mange job, så samtidigt søgte han ind på landbohøjskolen, hvor han afsluttede en masteruddannelse i 1984.  

”Min master-afhandling handlede om, hvor mange blade, der må sidde på tomater i væksthus. Da jeg havde præsenteret det, var der en ældre herre, der rejste sig op og sagde: ”Hvis det er rigtigt, så kan jeg spare en million kroner om året”,” siger han.

Den ældre herre viste sig at være en af de største tomatgartnere i Danmark.

Og Carl-Otto Ottosen viste sig at have ret.

Grønne blade og en vis størrelse

Gennem karrieren har han arbejdet med alt fra jordbær til stuebirk.

”Jeg plejer normalt at sige, at jeg er sådan set ligeglad med, hvilken art jeg arbejder med, bare den har grønne blade og en vis størrelse,” forklarer forskeren.   

Nogle planter har dog vist sig mere samarbejdsvillige end andre. Særligt en sydafrikansk busk, der bruges til at lave te, kan stadigvæk give ham mareridt:

”Rooibos er nok den mest besværlige plante, jeg har arbejdet med. Det var umuligt at få den til at gro. Til sidst blev vi nødt til at importere fem kilo af den sandede jord, den er vant til at gro i, og så lykkedes det takket være vores dygtige gartner Ruth.”

Men selvom ikke alle planter har været lige samarbejdsvillige, og ikke alle projekter har givet det resultat, han har håbet på, har det aldrig været svært for forskeren at se det højere formål med sit arbejde.

Tænde og slukke som vinden blæser

At mindske ressourceforbruget i væksthusproduktionen har været en vigtig del af Carl-Otto Ottosens forskning.

Men faktisk er det kun den ene halvdel af hans forskningsområde, forklarer han.

”Min forskning er tobenet. Det første handler om, hvordan man kan optimere plantevæksten og minimere ressourceforbruget,” siger han.

Et af de forskningsprojekter, han er mest stolt af, har vist, hvordan industrien har kunnet nedbringe energiforbruget i drivhuse med 30 procent.

I øjeblikket er han meget optaget af, om man bedre kan udnytte de tidspunkter, hvor strømmen er billig.

”For så kan man jo tænde og slukke for strømmen, som vinden blæser. Eller som solen skinner. Bogstaveligt talt,” siger forskeren.

Klimaresistente sorter

”Det andet ben af min forskning er det arbejde, der ligger i at teste og udvælge de sorter, der er mest robuste overfor klimaforandringer,” siger han.

Her bruges det, der kaldes fænotyping. Fænotypen, dvs. plantens udseende og egenskaber, er bestemt af både arv og miljø: altså forholdene, som den gror under, og de egenskaber, der ligger i plantens gener. I fænotyping udvælger man sorter baseret på disse egenskaber.

Arbejdet med fænotyping er vigtigt, når man undersøger, hvor klimaresistent en plante er. Her er det nemlig ikke kun genetikken, der spiller ind. 

I et af de største projekter, hvor han sammen med forskerkollegaer har kigget på fænotyper, har de screenet 1247 hvedesorter for at finde dem, der var mest modstandsdygtige overfor klimaforandringer.

Arbejdet har hjulpet med at udvælge de sorter, der med fordel kan bruges i fremtidens landbrug.

Selvom hans karriere allerede har strakt sig over flere årtier, er der stadig flere spændende projekter end der er timer i døgnet. Professoren skal ofte holde sig tilbage for ikke at søge penge til nogle af alle de spændende idéer til projekter, han selv får, eller der kommer forbi hans bord.

Spændende arbejdsplads og gode kollegaer

Spurgt til, om han kan lide at arbejde i de nye faciliteter i drivhusene i Agro Food Park smågriner forskeren lidt.

”Jeg har været med til at bestemme, hvordan her ser ud. Så det ville lidt være at skyde mig selv i foden at sige, at de ikke var gode,” siger han og uddyber:

”Vi er en højt specialiseret afdeling, og vi har nogle fantastiske faciliteter”.

Han fortæller, at de ofte oplever, at både det fysiologiske og tekniske udstyr, de har på FOOD, men også de kompetencer, de ligger inde med, er efterspurgte, også i store samarbejdsprojekter.   

”På et tidspunkt var der en fransk forsker, der ringede og spurgte: ”Har I udstyr til at dosere CO₂?” Og da svaret var ’selvfølgelig,’ spurgte han straks, om vi ville være med til et projekt,” siger han.

Samtidig har instituttet i sig selv også en bredde, der gør, at de har mange forskellige kompetencer samlet på ét sted.

”En ting er de gode faciliteter, men vi har også nogle sindssygt dygtige medarbejdere,” forklarer han.

På instituttet har han samtidig oplevet en stor frihed i, hvad han har arbejdet med.

”Jeg har altid fået lov til at definere mine projekter selv. Der er aldrig kommet en chef og har sagt ’nu skal du lave det her,’ og den frihed har gjort, at jeg er blevet hængende, tror jeg,” siger han og uddyber:

”Jeg er blevet, fordi der er ikke nogen, der har forsøgt at styre mig. Nogle ville måske sige, at det er fordi, man ikke kan styre mig. Jeg tog engang en personlighedstest, der sagde, at jeg er en ”systemorienteret anarkist”. Da jeg fortalte det til min kone sagde hun, at det var meget præcist,” siger han med et smil.

Fremtidens fødevarer

Hvis du spørger Carl-Otto Ottosen, er hverken hans eller instituttets rolle fremadrettet svær at definere.

”Vi skal fortsætte med at forske i, hvordan vi kan bruge færre og færre ressourcer på at lave bedre og bedre fødevarer,” siger han.

Men også forsyningssikkerheden ligger ham meget på sinde.

”En måde at forsøge at klimasikre den danske grøntsagsproduktion er at begynde at dyrke flere grøntsager i væksthuse. Men helt generelt sigter vi efter at udvikle produktionen af lokale fødevarer,” siger professoren.

”Og det skal kombineres med arbejdet med screening for klimatolerance, så vi ved hvilke sorter, det giver bedst mening at dyrke. Det bliver også vigtigt i fremtiden,” konkluderer han.

 

Min fynske have

Selvom størstedelen af hans arbejde er dedikeret til planter, fylder havearbejde også en stor del af hans fritid.

Han og hustruen har netop opkøbt mere jord for at udvide deres egen biodiverse have i det frodige fynske landskab.  

I øjeblikket huserer der 40 forskellige fuglearter i haven, og forskeren er spændt på, hvor mange forskellige dyr det vandhul, familien etablerede bagerst i haven i foråret, kommer til at tiltrække.

”Vi er altid på jagt efter nye arter til haven,” siger han begejstret.