Børn med skjult sproghandicap risikerer at blive tabt af samfundet
Børn med sprogforstyrrelsen DLD bliver misforstået. Hjælpen er svær at få, fordi diagnosen ikke er anerkendt i Danmark. Nu skal ny bog hjælpe med råd og vejledning til børn og forældre, og mere viden og information til lærere, fagprofessionelle og politikere.
Forestil dig, at du har masser af ting at byde ind med i en samtale, men du kan ikke finde ordene, så derfor forbliver du tavs. Du kan faktisk heller ikke følge med i den samtale, der foregår mellem dine skolekammerater. Nogle vil måske synes, du er genert, introvert, eller måske ligefrem dum. Men det er du ikke, du har bare et skjult handicap i form af en udviklingsmæssig sprogforstyrrelse, kaldet DLD.
Det er virkeligheden for 7-9 procent af alle børn, der ifølge internationale undersøgelser lider af DLD. Sprogforstyrrelsen er derfor langt mere udbredt end fx ADHD, der vurderes at ramme 2-3 procent af alle skolebørn.
DLD er for mange børn et uopdaget handicap, og det kan have vidtgående konsekvenser for børnene, hvis ikke de får hjælp, forklarer professor i udviklingspsykologi ved Institut for Kommunikation og Psykologi ved Aalborg Universitet, Kristine Jensen de Lopéz, der sammen med kollegaen Hanne B. Søndergaard Knudsen har skrevet bogen ’Kort og Godt om sprogforstyrrelsen DLD’.
”Det kan få voldsomme personlige konsekvenser for børn med uopdaget DLD helt ud i voksenlivet, fordi de uden hjælp kan få svært ved at få en uddannelse, og dermed kan det også blive svært for dem at komme ind på arbejdsmarkedet. Vi risikerer at tabe de her børn på gulvet, hvis ikke de får den rette hjælp og støtte,” siger Kristine Jensen de Lopéz.
DLD er en udviklingsmæssig sprogforstyrrelse. Udenlandske studier fra primært Storbritannien viser, at 7-9% af alle børn har DLD. Det svarer til 1-2 børn i hver skoleklasse på hver årgang. Kendetegnet ved DLD er, at man har svært ved at lære og bruge det talte sprog, men i mange tilfælde også det skrevne sprog. Kort sagt betyder det, at barnet har svært ved forståelse, anvendelse og produktion af sprog.
Udfordringen er, at mange ikke kender til DLD og aldrig har hørt om det. Konsekvensen af det manglende kendskab til DLD er, at mange børn ikke bliver udredt eller får den nødvendige støtte.
Skjult handicap med social slagside
DLD er et skjult handicap, som ikke forsvinder med alderen. Skjult, fordi du ikke kan se eller høre på et barn, om han eller hun har DLD. Derfor bliver mange børn med DLD overset og misforstået. Bogen er derfor et vigtigt skridt for at udbrede kendskabet til sprogforstyrrelsen. I Danmark er DLD ikke en anerkendt diagnose, og derfor eksisterer der ikke nationale retningslinjer, som sikrer ensretning og lige vilkår i forhold til tests, udredning og hjælp. Derfor er det særligt svært for børn med DLD at få den rigtige hjælp.
Det er et stort problem ifølge Kristine Jensen de Lopéz, fordi manglende viden og anerkendelse af DLD fører til, at børn med DLD bliver og føler sig misforstået af omverdenen – det kan i yderste konsekvens føre til mistrivsel, stress, angst og depression.
”DLD er enormt indgribende i børns liv. Vi lever i en verden, hvor sprog er omdrejningspunktet for alt, og derfor får sprogforstyrrelsen også en social slagside. Børn med DLD har svært ved at begå sig i samfundet, svært ved at møde nye mennesker eller indgå i samtaler med venner, fordi ordene ikke kommer af sig selv”, siger Kristine Jensen de Lopéz.
FAKTA OM DLD
• DLD er en udviklingsmæssig, livslang sprogforstyrrelse, som ikke forsvinder med alderen. Børn med DLD har gode muligheder for et godt liv, samt at komme godt igennem skolen og få job og uddannelse i voksenlivet, hvis de bliver udredt og får hjælp tidligt.
• Nogle børn med DLD har svært ved det talte sprog. De har svært ved at forstå, hvad de bliver fortalt. Derfor kan de også have svært ved at indgå i samtaler. Andre børn med DLD har også svært ved forstå dét de læser, forstå dét der står ’mellem linjerne’, analysere tekster, lære grammatiske regler, bøjninger af udsagnsord eller forstå matematikstykker, hvor der indgår skrevet tekst.
• Der findes ikke standardiserede udredningsredskaber til ældre børn og voksne. Derfor er det nærmest umuligt at blive udredt som voksen og nærmest umuligt at få hjælp til at håndtere sin sprogforstyrrelse
Børn med DLD er i stor risiko for:
• At udvikle lavt selvværd
• At få angst
• At få stress
• Ensomhed
• Urolig og udadreagerende adfærd eller at barnet trækker sig ind i sig selv
DLD i tal sammenlignet med andre diagnoser:
• 1 % af alle børn har en Autisme diagnose*
• 2-3 % af alle skolebørn har en ADHD-diagnose*
• 7-9 % af alle børn har DLD
• 12 % af alle 9. klasses elever har en ordblinde-diagnose*
* adhd.dk, autismeforeningen.dk, ordblindeforeningen.dk
Bogen 'Kort og godt om sprogforstyrrelsen DLD' kan blandt andet købes her.
Pressekontakt
Kristine Jensen de Lopéz
Professor ved Institut for Kommunikation og Psykologi
Tlf.: +45 2782 2224
Mail: kristine@ikp.aau.dk
Hanne B. Søndergaard Knudsen
Lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi
Tlf.: +45 5171 9580
Mail: hannebsk@ikp.aau.dk
Jane Grønning Johansen
Presserådgiver ved Aalborg Universitet
Tlf.: +45 9356 2377
Mail: janegj@adm.aau.dk
Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Livø-anbragtes stemmer vakt til live i projekt fra Aalborg Universitet6.12.2024 05:25:00 CET | Pressemeddelelse
Næsten 3.000 stykker historisk graffiti på Livø Anstaltens kornloft giver et unikt indblik i livet for de 743 mænd, som fra 1911 til 1961 var tvangsanbragt på øen. Specialestuderende fra Aalborg Universitet har kortlagt og tematiseret alle tegninger og tekststykker.
Smerteundervisning kan give knæpatienter nyt håb28.11.2024 11:40:53 CET | Pressemeddelelse
Tusindvis af danskere lever med kroniske smerter efter at have fået nyt knæ. Nu viser et forsøg fra Aalborg Universitet, at undervisning i smerteforståelse har en positiv effekt på patienternes smerter. Derfor bør smerteundervisning tænkes ind som et tilbud til de mange, der føler sig ladt i stikken.
Eksperternes råd om AI i gymnasiet25.11.2024 12:03:23 CET | Pressemeddelelse
Forud for Gymnasielærerdagen 2024 har tre eksperter fra Aalborg Universitet samlet en stribe gode råd til gymnasielærere og -elever, der skal navigere i en undervisning, hvor kunstig intelligens er et nyt fænomen.
Nyt Nationalt Center for Sundhedstjenesteforskning på Aalborg Universitet25.11.2024 10:05:32 CET | Pressemeddelelse
Et flertal i Folketinget etablerer et Nationalt Center for Sundhedstjenesteforskning på Aalborg Universitet. Centeret skal blandt andet måle, om sundhedsreformen lever op til løfterne om ”tilgængelighed” og ”faglig kvalitet”.
Ny stor AI-satsning på Aalborg Universitet13.11.2024 09:47:24 CET | Pressemeddelelse
Aalborg Universitet vil flytte videnskaben indenfor AI fremad, derfor bliver der nu etableret otte nye forskningsteams, som får navnet ”AI:X”, hvor forskere og Ph.d.-studerende bliver sat sammen på tværs af institutter for at levere ny og banebrydende forskning inden for AI.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum