
Leoparden kan aldrig slette sine pletter
Inden udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) kommer alt for godt i gang med at fremstille sig selv som klimaets frelsermand og den store ven af Danmarks natur, kan det være hensigtsmæssigt at erindre om samme Løkke Rasmussens voldsomme ødelæggelse af den centrale miljøadministration – og om hans tvivlsomme evner for at optræde på den internationale scene

ANALYSE Ganske forbløffende dukkede lederen af Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, op ved lanceringen af den ’historiske’ aftale om et grønt Danmark i Økonomiministeriet 24. juni 2024. Lars Løkke Rasmussen havde ikke deltaget i forhandlingerne overhovedet, men alligevel deltog han som eneste partileder i mødet med pressen, og han var han også i stand til at give aftalen rosende ord med på vejen.
Den forhenværende Venstre-statsminister – og nuværende formand for Moderaterne og udenrigsminister i SMV-regeringen – var parat til at tage ejerskab til aftalen:
”Med dagens aftale investerer vi milliarder i den største omstilling af det danske landskab i nyere tid. Vi skaber meget mere natur, renere vandmiljø, rejser meget mere skov og gør det muligt at udvikle landbruget til fremtidens grønne konkurrence. Samtidig bliver vi første land i verden med en CO2-afgift på landbruget. Det er endnu et eksempel på, hvad vi kan udrette, når vi fører politik hen over midten.”
Men inden Lars Løkke Rasmussen kommer alt for godt i gang med at fremstille sig selv som klimaets frelsermand og den store ven af Danmarks natur, kan det være hensigtsmæssigt at erindre om samme Løkke Rasmussens voldsomme ødelæggelse af den centrale miljøadministration. Som statsminister i sommeren 2015 udviste han en rystende foragt for netop klima- og miljøproblemerne, da han de facto nedlagde Miljøministeriet.
FOR AT SÆTTE yderligere trumf på udnævnte Lars Løkke Rasmussen samme år årtiers mest naturfjendske fødevareminister til at herske over ruinerne af det, der engang havde været verdens mest fremsynede miljøadministration.
Løkke Rasmussens fødevareminister hed Eva Kjer Hansen, og hun kastede sig straks i armene på de rabiate bondevenner. Protestorganisationen Bæredygtig Landbrug fik lov at skrive med på ministeriets bekendtgørelser og bidrage til den kreative bogføring, der skulle bane vejen for ministerens store landbrugsgavepakke.
Men efter bare otte måneder måtte en vanæret Kjer Hansen opgive ministertaburetten. I februar 2016 mistede støttepartiet, Det Konservative Folkeparti, tilliden til hende, fordi hun gentagne gange havde leveret urigtige oplysninger til Folketinget om konsekvenserne af netop landbrugsgavepakken.
NU KAN DET da ikke blive værre, var vi mange, der tænkte dengang, men det kunne det.
Atter demonstrerede Løkke Rasmussen en foruroligende mangel på politisk tæft for samarbejde hen over midten, da han udnævnte den unge teologistudent og vestjyske landmandssøn Esben Lunde Larsen til ny fødevareminister.
Lunde Larsen gjorde sig straks bemærket med en erklæring om, at syge svin har samme ret til antibiotika som syge mennesker, og da han kaldte en kornmark for smuk natur, sprang kæden af for alvor, også hos rigtig mange landmænd. Ufortrødent fortsatte han Løkke Rasmussens hærværk mod miljømyndighederne med beslutningen i januar 2018 om at deportere hele Miljøstyrelsen til provinsen. En forflytning embedsværket endnu ikke er kommet sig over.
Lunde Larsens evner for at finde pragmatiske løsninger på komplekse udfordringer og indgå fornuftige kompromiser var ikkeeksisterende. Til gengæld behandlede han de storpralende fiskekvotekonger så frisindet, at statsminister Lars Løkke Rasmussen måtte fratage ham ministeransvaret for hele fiskeriområdet. Dels for at komme en kritisk rapport fra Rigsrevisionen i forkøbet og dels for at undgå et politisk mistillidsvotum.
Nogen stor overraskelse vakte det da heller ikke, da fødevareminister Esben Lunde Larsen fik sin fyreseddel den 2. maj 2018. Til gengæld udløste det enorm undren, at Larsen allerede i juli kunne offentliggøre, at han også ville stoppe i Folketinget, fordi han skulle arbejde for den højt respekterede amerikanske organisation World Resources Institute (WRI).
UMIDDELBART VAR det ikke muligt at se, hvilke kvalifikationer Larsen kunne besidde til det job, og det er da heller ikke senere blevet åbenbaret. Velinformerede kilder vil derimod vide, at Løkke Rasmussen måtte betale 7,5 mio. kr. for at få afsat Lunde Larsen til WRI i Washington DC.
Om det er sandt, vides ikke, men en simpel aktindsigt afslører, at den danske regering til og med 2017 støttede WRI med 7,5 mio.kr. om året, mens Løkke Rasmussen-regeringen fordoblede støtten til 15 mio. kr. fra og med 2018. Andre velinformerede kilder dokumenterer også, at Lunde Larsen selv havde forberedt det markante karriereskifte under flere USA-besøg hos WRI, bl.a. i december 2017 hvor han gav et foredrag for WRI-medarbejderne og afholdt møder med WRI-direktøren.
Med til billedet af den energiske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen hører en række pinlige ’faux pas’, som f.eks. da Løkke Rasmussen bollede en hammer under klimatopmødet COP-15 i København i december 2009. Aldrig havde så mange statsledere mødtes i Danmark for at diskutere klima som under COP-15, så statsministerens pinlige replik ”I banged the hammer” gik verden over og udstillede Danmark som en nation af dumrianer.
Se videoen med det fatale optrin her.
I DAG FORSØGER en veltalende Løkke Rasmussen at neutralisere enhver mistro til sine politiske evner med mantraet ”lad os nu se fremad”. Igen og igen prædiker han bredt samarbejde hen over midten, men kast blot et enkelt blik på rollelisten i det nye parti, og du overvældes af mismod.
En ting er, at Rasmussen har ansat sin gamle partikammeret Jakob Engel-Schmidt, der i 2017 er dømt for bilkørsel i kokainpåvirket tilstand, som sekretariatsleder hos Moderaterne om nu også kulturminister, men med den omdiskuterede reklamemand Jeppe Søe som partiets ”kommunikationsdirektør” er der lagt op til konfrontation og konflikt i stedet for konstruktiv kontakt hen over midten. Søe var bagmanden for de 500 traktorer, der blev sendt ind i Århus og København i november 2020 for at intimidere bybefolkningen. Han er også indehaver af internetsiden netfisse.dk.
Leopardens pletter er ikke sådan at slette.
Denne artikel er en let opdateret version af den oprindelige udgave, der blev publiceret på https://pov.international/klima-leoparden-kan-aldrig-slette-sine-pletter/
Nøgleord
Kontakter
Kjeld HansenRedaktør
Tlf:26215326kjeld@baeredygtighed.dkBilleder







Links
Om Gylle.dk
Foreningen GYLLE.DK er en nonprofit, uafhængig sammenslutning, der udgiver et journalistisk nyhedsmedie med kritisk journalistik om natur, klima og landbrug. Mediet bringer nyheder, baggrundsartikler og analyser, der tilbyder engagerede borgere, beslutningstagere, lobbyister og andre indsigt med et præcist fokus på emner og årsagssammenhænge, der sjældent eller aldrig publiceres af traditionelle medier.
Publiceringen følger den amerikanske metode: "Tell the Facts, Name the Names".
Da agroproduktion beslaglægger 63 procent af det yndige land, undgås det næppe, at der af og til vil optræde indlæg, som beskæftiger sig med den omdiskuterede industri og dens stadig færre udøvere. Sådan er det bare!
GYLLE.dk anbefaler, at du abonnerer på bloggens RSS-feed, så du løbende orienteres om nye indlæg.
Velkommen til en verden af viden om alt det, der betyder noget for livet omkring os!
Følg pressemeddelelser fra Gylle.dk
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Gylle.dk
Landbruget overholder hverken aftalerne om mindre kvælstof eller regelret brug af sprøjtegifte - eller beskyttelse af drikkevandet1.3.2025 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hvad betyder det for den grønne trepart, at beskyttelsen drikkevandet er kuldsejlet? Den vigtigste del af aftalen handler om at gøre 140.000 hektar landbrugsjord til ny natur og plante skov på 250.000 hektar, men redder det drikkevandet? Hvis vi ikke har nået det mål til tiden, og der ikke er en plan B, vil det virkelig få folk til at miste troen på sådanne grønne aftaler - og på Landbrug & Fødevarer - i fremtiden
Foråret så sagte kommer28.2.2025 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Overskriften er som mange vil vide titlen på præsten Kaj Munks erindringsbog; den har et strejf af ømhed, som let leder tanken hen på hans folkekære digt om den blå anemone
Danske svinekødsproducenter eksporterer bunker af resistente stafylokokker til den halve verden28.2.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Velkendt er det, at de mange millioner levende danske svin, der ruller over den danske grænse og ud i Europa, er bærere af de resistente CC398 MRSA-bakterier, men nye tal fra Statens Serum Institut viser, at de resistente bakterier også eksporteres til fjerne lande som Brasilien, Uganda og Vietnam, uden at sundhedsmyndighederne løfter en finger
Sig det med blomster, men hvor køber man buketter uden giftrester?27.2.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Danmark opretholder nidkært et miljøværn for borgerne, når det gælder rester af ulovlige pesticider på fødevarer fra både EU og især fra lande udenfor fællesskabet, men hvor der gælder skrappe regler for giftrester på frugt og grønt, så er der frit slag, når det gælder arbejdsmiljøet for de blomsterhandlere, der håndterer afskårne blomster som roser fra Kenya og Etiopien eller prydplanter fra Malaysia og Filippinerne
Landmandens ansvar for din kræftsygdom er ikke længere til diskussion27.2.2025 05:55:00 CET | Pressemeddelelse
Med Danmarks topplacering som det værst kræftramte land i verden sættes der et stort spørgsmålstegn ved landbrugets udstrakte anvendelse af kraftige sprøjtegifte, der kan fremkalde kræftsygdomme. Myndighedernes godkendelser af disse midler tenderer en overtrædelse af menneskerettighedernes helt basale påbud, om statens pligt til at sikre borgerne gode fundamentale livsvilkår herunder retten til sundhed