Ny forskning skal fremme cirkulært byggeri og grøn omstilling
Byggeriet står for en kæmpe del af samfundets affaldsproduktion og energiforbrug, og det skal ændres for at gøre branchen bæredygtig. Forskere fra Aarhus Universitet og Lunds Universitet i Sverige leder et nyt forskningsprojekt, der skal minimere affald og etablere rammer og metoder til genbrug af byggeriets efterladenskaber.
Når man bygger nye konstruktioner i dag, kender man detaljerede specifikationer for hvert enkelt byggemateriale helt ned til den mindste skrue, gipsvæg eller træstykke. Det er nødvendigt for at imødekomme de standardiserede krav, byggeriet skal leve op til.
Så hvad gør man med gamle byggematerialer, man piller ud af konstruktioner, der måske har halvtreds år på bagen – og hvor man slet ikke i samme grad kender materialernes styrke og holdbarhed? Det er et af de spørgsmål, som et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitet og Lunds Universitet skal forsøge at besvare. For vi kommer ikke uden om genbrug i byggebranchen som et yderst vigtigt led i den grønne omstilling.
”Vi er nødt til at betragte bygninger som materialebanker: Hvad findes der af materialer og moduler i en given bygning, og hvordan genbruger vi dem, når tiden er inde? Men modsat nye materialer, hvor der typisk er en producent, der garanterer en kvalitet, så er det ikke sikkert, at der lige er en stemplet godkendelse af en komponent, der er udtaget fra en gammel bygning. Her er vi nødt til at lave en form for test for at sikre passende kvalitet, f.eks. tilstrækkelig styrke, stivhed og holdbarhed, men hvordan gør vi det på en måde, der ikke medfører en stor ekstraregning? Det er nogle af de ting, vi kigger på i dette projekt,” siger professor Lars Vabbersgaard Andersen fra Aarhus Universitets Institut for Byggeri og Bygningsdesign, der leder den danske del af projektet.
Byggebranchen genererer i dag ca. 40 pct. af samfundets samlede affald og står for en tilsvarende del af energiforbruget. I enhver form for bæredygtig fremtid skal de andele mindskes betragteligt.
Byggebranchen gemmer på et meget stort uforløst potentiale for grøn omstilling, og projektet, der går under navnet ASCEND (Advancing Sustainable Circularity for Eco-friendly Net-zero Developments), vil netop tage fat i det store potentiale og den store opgave der ligger i at fremme genbrug i byggeriet.
”Overordnet set er formålet med projektet at få hele byggebranchen til at tænke meget mere genbrug og meget mere regenerativt. Vi har endnu ikke særlig meget erfaring med at udtage byggematerialer fra eksisterende byggeri til genbrug i nyt. Nedbrydning i dag omfatter typisk brug af bulldozere, men det at lave en selektiv og skånsom nedbrydning af en bygning, hvor man får de rigtige ting ud i den rigtige rækkefølge, der sikrer både kvalitet og sikkerhed er en væsentlig problemstilling,” siger Lars Vabbersgaard Andersen.
Derfor skal der i projektet bl.a. udvikles digitale tvillinger for eksisterende bygninger, således at man ved hjælp af digital kortlægning ikke kun designer bygninger i deres opførelsesfase, men også i deres nedbrydnings- eller ombygningsfaser. For at blive i analogien med materialebanker vil disse digitale hjælpemidler kunne give et overblik over saldo på kontoen i materialebanken.
Og så skal der bl.a. også udvikles klassificeringsmetoder, hvor kvaliteten af genbrugsmaterialer og komponenter bestemmes af ikke-destruktive prøvningsmetoder, forklarer professoren:
”Vi er nødt til at sikre, at genbrugsmaterialer ikke møder tekniske eller politiske barrierer, hvis det her skal fungere i stor skala. Sådanne barrierer er der rigtig mange af i øjeblikket, og rigtig meget har at gøre med, at genbrugsbyggerier vil involvere materialer, der måske har ændret egenskaber over årene. Et gammelt stykke træ opfører sig f.eks. ikke som et nyt. Og nybyg med såddanne materialer kræver ikke-standardiserede byggesystemer. Det strider mod de Eurocode-standarder, byggeriet skal følge i dag. Derfor kræver genbrugs-standarder i byggeriet en hel del politisk velvilje med f.eks. tilskud eller incitamentsordninger, for indtil vi når frem til det punkt i byggeriet, at de processer der skal til for at genbruge byggematerialer er blevet så velkendte, at de ikke fordyrer byggeriet – og at vi altså har en standard for den form for byggeri – er der en adgangsbillet, der skal betales fra den enkelte bygherre,” siger Lars Vabbersgaard Andersen.
Projektets samlede budget er på 3,8 mio. euro (28,4 mio. kr.), og det er støttet af EU’s Interreg Øresund-Kattegat-Skagerrak (ÖKS) pulje. Lunds Universitet koordinerer projektet, og de øvrige deltagere i projektet, ud over Aarhus Universitet, er: A:Gain ApS, AART Architects Sverige AB, BF Balkong branschen, BM Byggeindustri, Building Green / Insight Events, Byggrådet, CDM A/S, Dacke Consulting AB, Eskilstuna kommunfastigheter AB, Glastjänster för GBF, Glascentrum I Sverige AB, Green Dozer ApS, Mycoteam AS, Svensk Planglasförening Service AB, Svenskt Trä, Skogsindustrierna AB, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma AS, Treano Bygg AB og We Build Denmark.
Nøgleord
Kontakter
Lars Vabbersgaard AndersenProfessorAarhus Universitet, Institut for Byggeri og Bygningsdesign
Tlf:31121781Tlf:31121781lva@cae.au.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
De første crowdfundede solceller er nu installeret på Aarhus Universitets tage4.9.2024 10:27:38 CEST | Pressemeddelelse
Aarhus Universitet lægger tage til rådighed for installation af solceller købt af studerende, medarbejdere og også byens borgere. De første solceller er nu installeret, og håbet er, at flere organisationer og virksomheder vil tage idéen til sig, der handler om at alle kan tage del i den grønne omstilling.
Institut for Fødevarers ”systemorienterede anarkist” fejrer 40-års jubilæum1.9.2024 08:03:00 CEST | Pressemeddelelse
Fødevareforsker Carl-Otto Ottosen fejrer 1. september 40-års jubilæum. Selvom han har arbejdet med det samme felt i fire årtier, har han aldrig kedet sig.
Fra hulkort til højhastighedscomputere: 50 år i forskningens tjeneste30.8.2024 11:30:00 CEST | Pressemeddelelse
PORTRÆT: Det var egentlig meningen, at seniorforsker Per Madsen fra Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning (QGG) skulle have overtaget forældrenes gård ved Horsens. Men ryggen sagde nej, så i stedet blev det forskningen, der kaldte. Den 1. september kan Per Madsen fejre 50-års jubilæum i Statens tjeneste.
Disse planter kan booste biodiversiteten på tidligere landbrugsarealer30.8.2024 08:03:00 CEST | Pressemeddelelse
Når du tager landbrugsjord ud af drift, kan du med fordel give en hjælpende hånd til de urter og græsser, som bedst understøtter biodiversiteten. Aarhus Universitet har netop afleveret en liste med anbefalede plantearter til Landbrugsstyrelsen.
Bæredygtigt byggeri er ikke nok – sådan skaber vi et paradigmeskifte i byggeriet28.8.2024 13:08:10 CEST | Pressemeddelelse
Aarhus Center for Regenerativt Byggeri er officielt skudt i gang og med sig starter en bevægelse mod det regenerative byggeri, der ikke blot er bæredygtigt, men som giver mere tilbage til natur, miljø, klima og samfund, end det tager.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum