HK Kommunal har valgt nyt formandskab

Del

Lene Roed er genvalgt som formand, mens Kasper Ejlertsen, Odense, er nyvalgt som næstformand for 44.000 HK’ere i kommuner og regioner.

Lene Roed (60) og Kasper Ejlertsen (49) er nyt makkerpar i spidsen for HK Kommunal
Lene Roed (60) og Kasper Ejlertsen (49) er nyt makkerpar i spidsen for HK Kommunal

Offentligt ansatte lægesekretærer, jobkonsulenter, sagsbehandlere, klinikassistenter, sundhedsadministrative koordinatorer og andre HK’ere kan se frem til et nyt formandskab.

De 360 delegerede på HK Kommunals 11. kongres har netop genvalgt Lene Roed som formand for fagforeningen for en ny fireårig periode. Den 60-årige vejlenser blev valgt uden modkandidater og går ind i sin anden periode som formand for HK Kommunal.

Samtidig valgte kongressen en ny næstformand. Valget faldt efter kampafstemning på virksomhedskonsulent Kasper Ejlertsen (49), Odense. HK Kommunals nye næstformand har de seneste otte år været fællestillidsrepræsentant for HK’erne i Odense Kommunes Beskæftigelses- og Socialforvaltning. Han sidder desuden i Hovedudvalget i Odense Kommune.

Lene Roed er både rørt og meget taknemmelig over HK-medlemmernes store opbakning.

- Det er et stort privilegium for mig at få lov til at fortsætte som formand for alle de dygtige og engagerede HK’ere, der hver dag løfter vigtige velfærdsopgaver i kommuner og regioner, siger den genvalgte HK Kommunal-formand.

Hun erkender samtidig, at der med formandstitlen følger et stort ansvar.

- Det ansvar er jeg klar til at tage på mig. Sammen med HK Kommunals bestyrelse og vores dygtige tillidsvalgte er jeg klar til at kæmpe for at sikre HK’ernes plads på fremtidens arbejdsmarked. Vores kompetencer udgør på mange måder velfærdens fundament. Og så er det afgørende for mig, at HK Kommunal også i fremtiden bliver en stærk, markant og indflydelsesrig fagforening - og dermed det naturlige valg for ansatte på vores overenskomster, siger Lene Roed.

Den nyvalgte næstformand, Kasper Ejlertsen, er stolt og ydmyg over valget.

- Jeg er bogstaveligt talt overvældet over den tillid, mine kolleger har vist mig. Den tillid vil jeg i den grad bestræbe mig på at honorere, siger Kasper Ejlertsen.

Han har som sin ambition at styrke HK Kommunal som en synlig og samarbejdende fagforening, som er den naturlige sparringspartner på både den enkelte arbejdsplads og overfor politiske interessenter.

Og så skal HK Kommunal ifølge Kasper Ejlertsen til enhver tid være med til at sikre arbejdsmiljøet og det gode arbejdsliv for medlemmerne.

- Den største udfordring er krydspresset. Vi er udfordret af, at politikerne fejlagtigt tror, at man kan spare HK’erne væk uden, at det får konsekvenser. Faktum er, at vi er de nødvendige hænder. Det presser i den grad vores medlemmer, siger Kasper Ejlertsen, der også vil fokusere på, hvordan man får sikret et fleksibelt arbejdsliv og en sund work-life balance.

Kort om formand Lene Roed (60)

  • 2020: Nyvalgt formand for HK Kommunal
  • 2010: Formand for HK Kommunal Sydjyllands cirka 7.500 medlemmer
  • 2008: Næstformand for HK Kommunal Sydjylland og fællestillidsrepræsentant for HK’erne i Vejle Kommune
  • 1999: Tillidsrepræsentant for HK’erne i Vejle Kommune
  • 1985: Ansat i skatteforvaltningen i Vejle Kommune
  • Udover sin formandspost er Lene Roed blandt andet næstformand for Forhandlingsfællesskabet, formand for Organisationen af Offentligt Ansatte (OAO) og bestyrelsesmedlem i pensionskasserne Sampension og PKA.

Kort om næstformand Kasper Ejlertsen (49)

  • 2024: Nyvalgt næstformand for HK Kommunal
  • 2017-2021: Byrådsmedlem (S) i Odense Kommune, hvor han blandt andet var formand for kommunens sundhedsudvalg
  • 2016: Fællestillidsrepræsentant for HK’erne i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune
  • 2013: Tillidsrepræsentant samme sted
  • 2011: Ansat i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune
  • Udover sin næstformandspost er Kasper Ejlertsen blandt andet medlem af HK Kommunals ressourcegruppe på beskæftigelsesområdet

Kontakter

Kasper Ejlertsen, næstformand HK Kommunal

Tlf:42162615

Lene RoedFormand for HK Kommunal

Tlf:24216431

Følg pressemeddelelser fra HK Kommunal

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HK Kommunal

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye