Jelling-forsker modtager ’arkæologiens Oscar’
Erik Westerby-prisen går i år til Nationalmuseets seniorforsker Anne Pedersen for hendes mangeårige forskning i Jelling, som for nyligt resulterede i den hidtil mest omfattende forskningsudgivelse om stedet.
Den største pris inden for arkæologi i Danmark, den prestigefyldte Erik Westerby-prisen, går i år til Anne Pedersen, ph.d. og seniorforsker på Nationalmuseet, som i mange år har forsket i særligt Jelling-komplekset.
Med prisen følger 100.000 kroner som anerkendelse for hendes enestående indsats, der for nyligt resulterede i tre store forskningsværk om netop Jelling.
”Prisen er en stor overraskelse, som jeg naturligvis er både meget glad og beæret over at modtage. Det er en stor anerkendelse af mit arbejde, så det betyder utrolig meget for mig,” siger Anne Pedersen.
Selvom hun har beskæftiget sig med Jelling i et kvart århundrede og netop udgivet det hidtil mest omfattende forskningsværk om stedet, er hun sikker på, at det sidste punktum om Jelling langtfra er sat endnu.
”Dengang vi begyndte på Jelling-projektet, blev vi fra flere sider mødt med tvivl, om vi egentlig ville finde noget nyt og blive klogere på stedet, for monumenterne har jo været undersøgt af arkæologer i 200 år. Men det viste sig hurtigt, at der var meget at komme efter, og jeg er overbevist om, at vi også i fremtiden vil udvide vores forståelse af stedet. Jelling-komplekset skal ikke ses isoleret, men sættes i en større ramme, og jo klogere vi bliver på vikingetiden, desto mere vil vi også forstå af Jelling. Men det er jo netop det, der gør arkæologi så spændende,” siger hun.
Prisen blev overrakt i dag i Nationalmuseets festsal, hvor Rane Willerslev, der er direktør for Nationalmuseet og formand for Erik Westerby-fondet, holdt tale.
”Anne Pedersen fortjener prisen, fordi hun med stor dygtighed og kløgt har ledt Nationalmuseets omfattende og mangeårige forskningsarbejde om Jelling, der spiller en nøglerolle i vores historie som nation,” siger Rane Willerslev, der i sin tale også havde en overraskelse.
Her afslørede han, at Anne Pedersen også modtager Nationalmuseets særlige bronzemedalje, slået i 2007 i anledningen af museets 200-årsjubilæum. Medaljen er kun uddelt 23. gange, og Anne Pedersen bliver således den 24. modtager.
Medaljen er slået af Den Kgl. Mønt og bærer på forsiden en afbildning af Solvognen og teksten ”NATIONALMUSEET 1807 – 2007”. På bagsiden ser man en hånd, der holder en bog med teksten ”INDSAMLING – BEVARING – FORSKNING – FORMIDLING”.
Fokus på Jelling og vikingetid
Anne Pedersen (f. 1955) blev ph.d. fra Aarhus Universitet i 1996 med en afhandling om vikingetidens grave med våben og hesteudstyr. Siden 1991 har hun arbejdet på Nationalmuseet med særligt fokus på vikingetiden og herunder Jelling, hvor hun var med til at etablere den første udstilling på Kongernes Jelling, der blev indviet i år 2000.
Hun var en af de ledende kuratorer ved Nationalmuseets internationale udstilling Viking i 2013-2015 og bidrog til særudstillingen Togtet i 2021. I 2017 var hun medarrangør af den internationale 18th Viking Congress, der blev afholdt i København og Ribe.
Hun har desuden i mange år beskæftiget sig med behandling og publicering af danefæ, særligt inden for vikingetiden og den ældre middelalder. Fundene har givet et meget større kendskab til datidens materielle kultur, end vi havde tidligere, og de rummer et stort forskningsmæssigt potentiale.
Fakta om prisen
Erik Westerby-Fondet er oprettet til minde om Erik Westerby (1901-1981), der ydede en banebrydende indsats ved udforskningen af den ældre stenalders levn i Danmark. Fondet har uddelt Erik Westerby Prisen næsten hvert år siden 1983.
Seneste modtagere af Erik Westerby Prisen:
2023: Pauline Asingh, arkæolog og leder af udstillingsudvikling på Moesgaard Museum.
2022: Else Roesdahl, professor emeritus ved Aarhus Universitet. Et rejse- og forskningslegat på 50.000 kroner blev uddelt til Mads Dengsø Jessen, seniorforsker ved Nationalmuseet.
2021: Andres S. Dobat, lektor og ph.d. ved Aarhus Universitet og adjungeret kurator ved Moesgaard Museum, Torben Trier Christiansen, museumsinspektør, ph.d. ved Nordjyske Museer og Peter Jensen Maring, Ph.d. ved Moesgaard Museum og Aarhus Universitet
2020: Ingen uddeling
2019: Lis Helles Olesen, arkæolog, museumsinspektør på Holstebro museum (samt et opmuntringslegat på 20.000 kroner til Peter Jensen)
2018: Poul Otto Nielsen, arkæolog, mag. art., overinspektør på Nationalmuseet
2017: Kristian Kristiansen, professor, dr.phil. i arkæologi og bronzealderekspert, Göteborg Universitet
Nøgleord
Kontakter
John Fhær Engedal NissenKommunikationsmedarbejderNationalmuseet
Tlf:41 20 68 49jni@natmus.dkBilleder
Nationalmuseet
Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum. Det ligger i Prinsens Palæ i København, hvor det har haft adresse siden 1849.
Nationalmuseet består foruden af besøgsstedet i København også af en forsknings-, samlings og bevaringsafdeling, der tager sig af konservering og bevaring af Danmarks kulturskatte samt forskning i både kulturhistoriske og naturvidenskabelige emner.
Der er 18 besøgssteder knyttet til Nationalmuseets organisation, som Rane Willerslev er direktør for.
Følg pressemeddelelser fra Nationalmuseet - Museer, forskning og bevaring
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Nationalmuseet - Museer, forskning og bevaring
Nationalmuseets forskere vil udvikle bæredygtigt plastik fra affald13.7.2024 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Inspirationen stammer fra de allerførste plastikopskrifter fra 1920’erne, hvor træ var råstoffet og ikke fossile brændstoffer som i dag. Men i stedet for at fælde skove vil forskerne udnytte papirskrald.
Unge sejler Danmark rundt på bæredygtigt tøjbyttetogt27.6.2024 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Nationalmuseets store skonnert Bonavista har lagt kursen mod 13 danske havne, og skibet er lastet med gratis tøj. Formålet er at fremme bæredygtig tøjbrug og klimaansvar.
Nationalmuseet køber syv sjældne mønter fra L. E. Bruuns samling13.5.2024 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med penge fra støtteforening har Nationalmuseet anvendt en forkøbsret til at erhverve syv yderst sjældne mønter fra Lars Emil Bruuns møntsamling, inden denne sælges på auktion.
Ny forskning: Vigtig person fra Vindelev har været en del af den europæiske elite i jernalderen6.4.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En gård i den lille jyske by Vindelev har formentlig huset en meget vigtig og international personlighed, viser ny forskning i Vindelevskatten, som er udgivet i internationalt forskningstidsskrift.
Udbetaling af danefæ slår rekord for tredje gang på få år29.2.2024 06:00:03 CET | Pressemeddelelse
Der findes så mange historiske genstande, at udbetalingerne for danefæ slår rekord for tredje gang indenfor få år. Særligt unge, kvinder og endda familier har taget detektorhobbyen til sig og er dermed med til at redde genstande, før de risikerer at gå tabt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum