“Verden bliver et bedre sted”: Snart kan du slippe for at forlade koncerten for at hente øl

Del

Hvordan gør man verden til et bedre? Måske umuligt at svare på. Men tirsdag kom en forsamling af studerende med 35 gode bud på konkrete projekter, der skal gøre netop det. Det gjorde de som led i de regionale mesterskaber i Start Up Programme - en konkurrence i innovation.

Dagens vindere.
Dagens vindere. Foto: Fonden for Entreprenørskab

“Det handler ikke bare om at stifte virksomheder, men at verden bliver et bedre sted.”

Sådan satte Steen Enemarks Kildesgaard, rektor på KEA - Københavns Erhvervsakademi, rammen for en dag i innovationens tegn ved åbningen af de regionale mesterskaber i Start Up Programme - en entreprenørskabskonkurrence arrangeret af Fonden for Entreprenørskab.

“Vi kan se gevinsterne ved, at vores studerende bliver trænet i den selvstændige måde at tænke på, som er nødvendig for at arbejde entreprenant,” fortsatte han.

Og de projekter, som 35 hold af studerende fra uddannelsesinstitutioner i den østlige del af landet er i gang med at udvikle, skal fremover være med til at gøre netop det, som rektoren fremhævede - altså, gøre verden til et bedre sted.

Med for eksempel stolen “Sook”, udviklet af to studerende fra KEA, som skal gøre pædagoger, forældre og andre omsorgsydere i stand til at sidde på gulvet med børn - uden de gener, der ellers kan komme af den slags positioner.

Eller sådan noget som “SIF’s”, der har lavet sutter, hvor det kun er gummidelen, man behøver at skifte ud - for at spare penge og plastik.

Idéerne stak i alle retninger. Men uanset var dagens vigtigste mission for deltagerne at overbevise rækken af frivillige dommere fra alle grene af erhvervslivet om, at deres idé fortjente en podieplads. Og sikre sig en plads til Danmarksmesterskabet i entreprenørskab til juni.

Og hvem var så i stand til at gøre det?

Førstepladsen i Start Up-kategorien - som betyder, at de studerende har arbejdet på idéen udelukkende på indeværende semester - gik til Tab Up. Holdet af studerende fra Cphbusiness har forvandlet fadølsanlægget til en rygsæk. En idé, der skal sælges til festival- og koncertvenues. Således slipper gæsterne for at forlade deres gode spot for at få genopfyldt koppen.

“Det har bare givet endnu mere blod på tanden, at vi skal videre til DM. Vi havde slet ikke regnet med at vinde her,” siger Frederik Vestergaard, som er en af idémagerne bag Tab Up.

“Vi har klart fået noget selvtillid og tro på os selv - så nu skal det ud i virkeligheden.”

Andenpladsen landede hos Securope. En gruppe studerende fra Svendborg Internationale Marine Academy, SIMAC, har tænkt på en løsning, der skal forhindre drukneulykker på havnene - et reb, der hænger mellem stiger og kaje. Når man tager fat i det, udløses en alarm, og det kan desuden bruges til at finde hen til stigen, er man faldet i vandet. 

Mens vinderen af Grow Up-kategorien - som betyder, at de studerende har brygget på projektet i lidt længere tid - gik til MEWI fra KEA. Mette Hansen, som står bag, har udviklet en efterfødselstrusse med design til isbind og varmeposer.

De tre hold er altså sikrede en plads til DM. Samtidig blev der uddelt pladser til kategorivindere samt tre wildcards. Derfor kan man bl.a. møde følgende hold og projekter til DM i starten af juni:

  • Tab Up

  • Securope

  • MEWI

  • Bedo-meter

  • Travel Vision

  • Sewscribe

Med partnerskab sammen med EY modtager de tre vindende hold pengepræmier på henholdsvis 10.000 dkk til Start Up-førstepladsen og 5.000 til Start Up-andenpladsen og Grow Up-vinderen.

Dagens deltagere kommer fra følgende uddannelsesinstitutioner:

  • KEA - Københavns Erhvervsakademi

  • SIMAC - Svendborg International Maritime Academy 

  • Cphbusiness

  • Københavns Professionshøjskole

  • VIA University College

Kontakter

Om regionale mesterskaber i Start Up Programme

Start Up Programme afholder Regionalt Mesterskab på KEA i København. De Studerende har mulighed for at deltage i et ud af tre spor; "Start Up", for idéer opstået i indeværende skoleår (efter august 2023), "Grow Up", for idéer opstået forud for indeværende skoleår (før august 2023) samt "Del din idé" som er for studerende der ønsker sparring og feedback på deres idéer uden et konkurrence element.

Fra det Regionale Mesterskab er det således muligt at kvalificere sig til Danmarksmesterskabet, der afholdes d. 4. juni på Københavns Nationalmuseum.

Om Fonden for Entreprenørskab

Etableret i 2010 arbejder Fonden for Entreprenørskab med at fremme entreprenørskab for alle, for det giver børn og unge evner til at skabe, forandre og gøre en forskel i verden. Det er Fonden for Entreprenørskabs vision, og det vi er drevet af i vores arbejde på skoler og uddannelser.

Fonden for Entreprenørskab hjælper skoler og uddannelser med at fremme entreprenante og innovative evner hos elever og studerende. Målet er, at entreprenørskab skal være en naturlig del af undervisningen på alle uddannelsesniveauer i Danmark.

Helt konkret arbejder Fonden for at sikre, at alle elever og studerende færdiggør skole og uddannelse med evner til at tænke nyt, se muligheder og omsætte ideer til værdi som både talentfulde iværksættere og værdifulde medarbejdere til gavn for Danmark. Vi kalder det entreprenant dannelse.

Fonden for Entreprenørskab er desuden det centrale nationale videncenter og omdrejningspunkt for udvikling af entreprenørskab i undervisningen på alle uddannelsesniveauer i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Fonden for Entreprenørskab

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Fonden for Entreprenørskab

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye