Tiden er kommet til at investere i velfærden til de mange
Startskuddet lyder mandag til årets økonomiforhandlinger mellem regeringen og KL. Helt centralt i forhandlingerne står et løft af servicerammen. For elastikken i kommunerne er tæt på at springe. Sker dét, bliver konsekvenserne meget alvorlige for hele den danske samfundsmodel og sammenhængskraft.
I dag starter årets økonomiforhandlinger for alvor, når der er sættemøde i Finansministeriet. For KL’s forhandlerduo, formand Martin Damm og næstformand Jacob Bundsgaard, står det helt centralt, at aftalen skal føre til et løft af servicerammen ud over demografien.
”År efter år har vi i kommunerne været nødsaget til at spare på vores folkeskoler, daginstitutioner og ældrepleje – på kernevelfærden. Der er brug for, at vi begynder at investere i velfærden for de mange. Og der er brug for bæredygtige rammer, så det bliver muligt at styrke den almene velfærd, uden at det går ud over de specialiserede tilbud. Hvis elastikken først springer i kommunerne, frygter jeg, at konsekvenserne bliver meget alvorlige. For hele den danske velfærdsmodel og for sammenhængskraften i vores land,” siger KL’s formand Martin Damm.
Derfor ønsker KL, at KL og regeringen går sammen om at løfte de almene velfærdstilbud for de mange. Det gælder fx på folkeskoleområdet, hvor det er vigtigt, at man løfter almentilbuddet med henblik på at kunne rumme flere elever i almentilbuddet. Og det gælder fx på sundhedsområdet.
”Tiden er kommet til at prioritere det nære sundhedsvæsen. Vi har i de sidste 20 år investeret massivt i specialiserede sygehuse, men kun i mindre omfang i de nære sundhedstilbud for de mange. Men nu ser vi ind i en tid, hvor de mange flere ældre betyder, at det i de kommende år er i det nære sundhedsvæsen, at væksten ligger,” siger KL’s næstformand Jacob Bundsgaard og fortsætter:
”Regeringen selv og sågar Danske Regioner har peget på, at det er i det nære, at behovet for investeringer ligger. Så lad os nu gøre alvor af det med de her forhandlinger.”
Med forhandlingerne vil KL også gerne tage hul på drøftelsen af, hvordan vi sammen kan komme videre med klimatilpasningen og sikre, at de kommunale beredskaber er rustet til de trusler, der allerede banker på.
Det statslige bureaukrati skal ned
Med til forhandlingerne har Martin Damm og Jacob Bundsgaard også helt nye beregninger, der viser, at regeringer og Folketing fra 2017 til 2023 nærmest 1-til-1 har brugt det samme på at øge den statslige administration, som man har brugt på at styrke velfærden i kommunerne.
Således er der brugt hele 11,2 mia. kr. ekstra alene i lønkroner til flere administrativ ansatte i staten. Til sammenligning er der i samme periode alt i alt brugt 11,7 mia. kr. ekstra til hele den kommunale velfærd, bl.a. til at dække de stigende udgifter, når der kommer flere ældre, flere børn, flere borgere med et handicap m.fl. Derfor har KL en forventning om, at staten reducerer udgifterne til administration, så det kan føres over til velfærd i kommunerne.
”Valget står mellem bureaukrati og velfærd. For den tid og de ressourcer, som vi i kommunerne lige nu bruger på at opfylde statens administrative krav, kunne være brugt på omsorg over for de ældre, børnene eller de sårbare i vores samfund. Og det samme kunne pengene,” siger Martin Damm og fortsætter:
”Der er brug for, at vi får taget livtag med statens evigt voksende bureaukrati. Vi vil sige til finansministeren, at der skal tempo i at få gennemført regelforenklinger, samtidig med at regeringen kan frigøre et betydeligt råderum ved at rulle væksten i centraladministrationen tilbage.”
Anlægsrammen skal op
Et centralt tema bliver desuden anlægsrammen, som ved de seneste aftaler har ligget på et historisk lavt niveau.
”Regeringen kan ikke længere undskylde den lave anlægsramme med inflation og kapacitetsudfordringer i byggesektoren. I kommunerne står vi med et massivt behov for at renovere og bygge nyt, så vi kan tilpasse rammerne om vores hverdag og velfærd til nutidens forventninger og behov. Oven i det kommer høje materialepriser, nødvendige tiltag for klimatilpasning og et stort efterslæb på bl.a. de kommunale veje og bygninger. Konklusionen er klar: Anlægsrammen skal være meget højere,” siger Jacob Bundsgaard.
Kontakter
KL's pressevagt
Tlf:33703333Om KL
KL er interesseorganisation for de 98 kommunalbestyrelser og arbejder for, at kommunerne har de bedst mulige rammer til at prioritere velfærd og økonomi og til at udvikle kommunen lokalt. KL bidrager til – sammen med kommunerne – at videreudvikle det danske kommunestyre og lokaldemokrati. KL er samtidig arbejdsgiverorganisation og forhandler overenskomster for kommunernes ca. 500.000 ledere og medarbejdere.
Læs mere: www.kl.dk
Følg pressemeddelelser fra KL
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra KL
Aarhus Kommune vil stå i spidsen for EU-projektet LIFE ACT13.12.2024 13:29:27 CET | Pressemeddelelse
Aarhus Kommune og KL er klar til at stille sig i spidsen for at sikre, at vigtige EU-midler til klimatilpasning fortsat kommer de danske kommuner til gavn. Klimatilpasningen laves lokalt.
Beredskaberne skal rustes bedre til klima, cyberangreb og grøn teknologi10.12.2024 14:16:13 CET | Pressemeddelelse
Der er brug for mere materiel, mere uddannelse og flere øvelser til de kommunale beredskaber samt en grundig analyse af fremtidens behov, hvis vi skal skabe tryghed for danskerne, lyder det fra KL forud for forhandlinger om en beredskabsaftale.
Peter Rahbæk Juel bliver KL’s nye næstformand6.12.2024 12:42:18 CET | Pressemeddelelse
En række rokeringer i KL’s bestyrelse og udvalg er på plads.
Styrk vores alle sammens sikkerhed – styrk det kommunale beredskab2.12.2024 07:04:36 CET | Pressemeddelelse
De kommunale beredskaber er i frontlinjen, når det kommer til danskernes sikkerhed. Derfor skal de også fremtidssikres og gøres stærkere, mener KL, som i et nyt udspil giver 5 anbefalinger til hvordan.
KL tager godt imod politisk aftale om rød løber for produktionsvirksomheder21.11.2024 15:02:37 CET | Pressemeddelelse
Det er positivt, at regeringen og aftalepartierne gør det tydeligt, at den røde løber for produktionsvirksomheder skal rulles ud i alle dele af Danmark. Sådan lyder det fra KL-formand Martin Damm i en reaktion på dagens politiske aftale.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum