Ny udstilling: Mælkeveje - koen i kunst og kultur
Legende kalve, uskyldige malkepiger - og klimasyndige bøffer… Til sommer fejres koen og dens vigtige plads i dansk kunst- og kulturhistorie, når Nivaagaards Malerisamling den 29. juni åbner dørene til udstillingen 'Mælkeveje – koen i kunst og kultur' og familieværkstedet MUUH! i hele sommerferien.
Koens stærke symbolværdi i den danske fortælling er under stærk forandring. Hvad skyldes dens særlige plads i historien, og hvilken rolle kommer den til at spille fremover?
Fra at være urmoder i nordisk mytologi og nationalsymbol i guldalderen til nu at være centrum for debatter om metanudledninger, mejeriproduktion og dyrevelfærd udfoldes koen og dens betydning for fortællingen om Danmark som landbrugsland og dansk identitet i udstillingen Mælkeveje - koen i kunst og kultur.
Særudstillingen viderefører museets interesse for relationen mellem ude og inde, kunst og natur - og lader samtidskunst af bl.a. Allan Otte, Lea Porsager, Torben Ribe, Magnus Andersen, Mie Edelgart, Michala Paludan og Kåre Frang gå i sanselig dialog med 500 års værker fra Malerisamlingen, når koen bliver omdrejningspunkt for temaer som køn, klima, forbrug og identitet.
Hele sommerferien inviterer familieværkstedet MUUH! indenfor til et kreativt univers med skønne materialer og en huskunstner ved bordet, der guider børn og voksne til at skabe egne værker og fortællinger om den højt elskede og omstridte ko.
På marken bag Nivaagaards Park kan gæsterne også opleve frilandskøer udsat til naturpleje i det historiske og naturrige landskab.
Fra skattet til omstridt husdyr
Når det danske landbrug de senere år er blevet centrum for diskussioner om metanudledning og klimaafgifter, er det især koen, der pryder avisernes forsider. Koen har ellers været et af vores højest skattede husdyr og er helt centralt placeret i fortællinger om danskhed.
I den nordiske mytologi er koen Audhumbla en slags urmoder, og Gefionmyten fortæller, at Sjælland blev pløjet ud af Skåne af en gudinde og hendes fire sønner, forvandlet til okser. I den danske guldalder og generationerne efter kom romantiske malerier af køer i høj kurs, og i årtier var koen ophav til Danmarks største eksportvare, smør.
Da Folketingssalen skulle dekoreres i 1949, blev det med Olaf Rudes store malerier med græssende kreaturer under egetræer. Men siden er den danske kvægbestand halveret, og i kommuner stoppes skolemælksordninger og servering af oksekød i offentligt regi af klimahensyn. De senere år har flere danske kunstnere derfor også brugt koen og dens afledte produkter som udgangspunkt for udforskninger af dansk industrilandbrug, dets miljøkonsekvenser og samtidens forbrugs- og madkulturer.
Prøv en ko-vandseng og duft et urteapotek
Samtidskunsten i udstillingen byder på værker af Allan Otte (f. 1978), Helle Hee Degaardt (f. 1967), Peter Stuhr (f. 1951), Maria Thorsen (f. 1943), Søren Aagaard (f. 1980), Magnus Andersen (f. 1987), Theodor Nymark (f. 1997) og Kåre Frang (f. 1992) samt nye værker skabt særligt til udstillingen af Torben Ribe (f. 1978) og tilpasset eller versioneret eksisterende værker af bl.a. Lea Porsager (f. 1981), Michala Paludan (f. 1983) og Mia Edelgart (f. 1984).
Porsager har i flere år arbejdet med de ko-vandsenge, som indendørs malkekøer skal have adgang til, og som simulerer blødheden fra en eng. Porsagers værk Erasure Beds + drooping horns (2023) installeres, så besøgende kan røre og sidde på ko-vandsengene og læse et digt om koens særlige tiltrækningskraft.
Paludan samler i den smukke installation Udvortes/indvortes danske planter, der er blevet brugt i forbindelse med graviditet, fødsler, amning, aborter mm. De samme remedier blev typisk brugt til både mennesker og køer, f.eks. til at stimulere mælkeproduktionen, og danner dermed et tværartsligt fælles urteapotek. Paludan installerer værket i en ny version med friske urter og blomster, der vil bringe duftende dansk natur ind i salene.
Samtidsværkerne sættes i dialog med klassiske værker af bl.a. Claude Lorrain, Lorenz Frølich, J. F. Willumsen, Theodor Philipsen, J. Th. Lundbye, Christen Købke, Oluf Høst m.fl., samt en række historiske og aktuelle materialer. Disse inkluderer bl.a. gamle filmklip, mælkereklamer og genstande fra nutidens industrilandbrug udlånt af Landbohøjskolen.
Sommerferieværksted MUUH!
I skolernes sommerferie lørdag den 29. juni - søndag den 11. august vil der hver dag i museets åbningstid være fri adgang til det kreative værksted MUUH! Her kan børn og voksne skabe deres egne tekstilcollager med ko-skabeloner, saks og lim, nål og tråd. Foruden udstillingens mange værker med koen i centrum, kan man lade sig inspirere af de gamle mejerireklamer, som hænger i værkstedet. Der vil være bogstaver, som kan sys og limes på, så egne budskaber om den følsomme, drøvtyggende og til tider udskældte ko kan komme frem.
Var man blandt sidste års sommergæster, der tilbragte timer i det kreative værksted i Alfons Åberg-udstillingen, så vil man også elske at besøge denne sommers ferieværksted MUUH!
Værkstedet er udviklet i samarbejde med kunstner Sisse Hoffmann og vil hver dag være bemandet med en kreativ vejleder kl. 11-14.
Velkommen til gæster i alle aldre - vi ses på muuuuuhseet!
Mælkeveje - koen i kunst og kultur
29.6.–22.9.2024
Udstillingen er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Grosserer L.F. Foghts Fond.
Billeder
Om Nivaagaards Malerisamling:
Nivaagaards Malerisamling er et klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder - og skiftende særudstillinger med nyere eller moderne kunst. Museet ligger i en smuk gammel rododendronpark, der også huser det populære 'Reservat for truede ord' med omkring 100 ord, som er ved at forlade vores sprog
Følg pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Kunstnerkolonien i Hornbæk - og på Nivaagaards Malerisamling4.12.2024 10:57:48 CET | Pressemeddelelse
DR’s kommende sæson af Kunstnerkolonien er optaget i Hornbæk og Nivå i Nordsjælland, hvor kunstnerne henholdsvis boede og havde værksteder, og tv-ferniseringen med værker af seks markante samtidskunstnere fandt sted på Nivaagaards Malerisamling. Det hele kan opleves fra den 28. december, når serien får premiere på DR - og i virkeligheden fra den 10. januar, hvor Nivaagaards Malerisamling slår dørene op til udstillingen med værkerne fra Kunstnerkolonien i Hornbæk i et nyt møde med museets kunstsamling.
Jul på Malerisamlingen22.11.2024 12:18:54 CET | Pressemeddelelse
Jul på Nivaagaards Malerisamling er juleklip til hjerternes fest den første søndag i advent, fællespisning og fællessang der synger julen ind, oplæsning af Selma Lagerlöfs 'Sankt Lucia' ved skuespiller Karen-Lise Mynster med Lucia-optog, gratis introduktioner hver torsdag i den aktuelle Kvium-udstilling WETLAND og julefrokost på museet 2. juledag.
Historisk nyudgivelse om museets hollandske og flamske samling21.11.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Den 28. november 2024 udgives det første store katalog over Nivaagaards Malerisamlings hollandske og flamske samling Dutch and Flemish Painting at The Nivaagaard Collection. Det rigt illustrerede katalog bringer fornyet opmærksomhed til den betydningsfulde danske samling af 57 hollandske og flamske malerier. For første gang i over et århundrede er denne samling blevet grundigt undersøgt, hvilket har resulteret i nye indsigter og opdagelser på baggrund af kunsthistorisk og teknisk forskning. Nivaagaards Malerisamling inviterer på udgivelsesdagen til et gratis foredrag med forskerne Jørgen Wadum og Angela Jager, der præsenterer highlights fra bogen og de tre års forskning, der ligger til grund for den historiske udgivelse.
Friedrichs farver på Nivaagaards Malerisamling13.11.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
FOREDRAG: Lilian Munk Rösing har høstet flotte anmeldelser for sin seneste udgivelse Friedrichs farver, der kaster et nyt blik på romantikkens store landskabsmaler Caspar David Friedrich. 2024 markerer 250-året for hans fødsel, og tirsdag 19. november besøger Lilian Munk Rösing Nivaagaards Malerisamling og fortæller om Friedrichs liv og fascinationen af farverne og billedrummet i hans malerier.
Nivaagaards Malerisamling erhverver Carl Blochs mesterportræt af H.C. Andersen12.11.2024 13:49:17 CET | Pressemeddelelse
Carl Blochs Portræt af H.C. Andersen fra 1869 er et af de bedste portrætter udført af eventyrdigteren i levende live – selv om modellen selv fandt sit hår for gråt og ærgrede sig over en fedtplet på tøjet. Nivaagaards Malerisamling har siden 2019 haft portrættet deponeret fra en schweizisk privatsamler, som ikke måtte føre det ud af landet pga. eksportforbud. Nu er det lykkedes museet at erhverve værket, der præsenteres nyrestaureret i en særophængning med et udvalg af samlingsværker fra H.C. Andersens elskede Italien.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum