Danmarks "grønne" tænketank Concito har skiftet farve
Den grønne tænketank Concito er nu blevet til Danmarks sorte tænketank, når den argumenterer for, at pesticider er nødvendige også i fremtidens landbrug. Men muldlaget i jorden udpines, hver gang der sprøjtes imod svampe, uønskede planter og insekter

Af Fie Graugaard, stifter af Hanegal Landbrug, Hanegal A/S, Organic Future Aps, Organic Plant Protein A/S, 19. April 2024
Jorden rystede ved læsning af Landbrugsavisen d. 13. april 2024 (bragt på web 16. april), hvor Concitos seniorkonsulent Tavs Nyord er citeret for at sige: ”Af klimamæssige årsager har vi desværre behov for pesticider”.
Argumentet bag denne rimelig ekstreme udtalelse skulle være, at fremtiden har brug for ”arealeffektiv produktion”. Denne effektive udnyttelse af de dyrkede arealer kræver så – ifølge Tavs Nyord - at der anvendes pesticider.
Tavs Nyord bør betale sine skolepenge tilbage!
Alle med "jord i hovedet", inkl. forskere kloden rundt, ved, at skal vi kunne brødføde os selv i fremtiden – og ikke blot de næste 10 år - kræver det en frugtbar og modstandsdygtig jord. Det får vi ikke ved at udpine muldlaget. Og muldlaget i jorden udpines, hver gang der sprøjtes med pesticider imod svampe, uønskede planter og insekter. Livet i jorden bliver slået ihjel – og dyrkningsjorden bliver mere og mere sårbar.
Dertil kommer alle de øvrige ting, som pesticiderne smadrer, såsom rent grundvand, insekter, som bl.a. er forudsætningen for afgrødernes bestøvning og livet i naturen omkring os - og det er fattigt at tro, at naturen er adskilt fra menneskene.
Nedbrydning af jorden
Det meget intensive og ”arealeffektive” landbrug dyrkes desuden oftest i monokulturer: Meget store marker med de afgrøder, der giver den største EU-støtte, og ikke hvad der giver det sundeste sædskifte. Et godt sædskifte med varierende afgrøder vil tillade jorden at opbygge humus, ikke hummus, hvis Concito skulle være i tvivl om stavemåden?
Vi lærte jo ikke noget om levende jord og humus i skolen, så ikke alle ved hvad vores fælles madpakke består af. Men uden en frugtbar jord – intet liv. Så Tavs Nyord har nok slet ikke lært dette? I så fald mangler tænketanken at få tanket op!
Et tilstrækkeligt indhold af humus i jordlaget er forudsætningen for:
- sunde afgrøder
- jordens vandbindingsevne
- binding af CO2 i muldlaget
- planternes optagelse af næringsstoffer
- modstandsdygtigheden overfor plantesygdomme
- muldlaget modstandsdygtighed overfor vejrlig og klimaforandringer.
De seneste 80 år er humusindholdet i dansk dyrkningsjord reduceret med 80 pct. – det er da til at huske!
Fra et humusindhold i jorden på i gennemsnit ca. 8 pct. til nu under 1,6 pct. Kloge folk med "jord i hovedet" vil mene, at der skal være minimum 5 pct. humusindhold i en sund og modstandsdygtig dyrkningsjord. Så vi går ganske enkelt mod ørkendannelse i den danske landbrugsjord.
At Concito så anbefaler, at vi skal huske at bruge pesticider og godt med kvælstof, er slemt for blodtrykket her hos en økologisk jordbruger og fødevareproducent.
Fyld tanken op!
Det skal dog retfærdigvis nævnes, at Tavs Nyord er citeret for at nævne, at man jo også kan påvirke arealeffektiviteten ved at folk ændrer kostvaner.
Hvis Concitos bekymring handler om tilstrækkelige forsyninger af mad til mennesker, så kan det anbefales at fokusere på mere plantebaseret mad, forbyde madspild, måle udbytter fra landbruget i næringsstoffer og tanke op med tænkning, der rækker længere frem end de næste 10 høstår.
Vi kan brødføde 10 milliarder mennesker, hvis 80 pct. af proteinerne kommer fra planter og 20 pct. fra store græssende dyr, som primært lever på de marginale jorde, lyder konklusionen i en rapport fra Wageningen University.
Der er noget, der tyder på, at tænketanken kun tænker på CO2. Klimavenlige handlinger handler ikke kun om CO2! Hvis ikke vi tænker i helheder, så vil mange forhold blive ekstremt sårbare, og vi vil smadre fødevaregrundlaget og det gode liv på kloden.
Citat fra Concitos hjemmeside: ”CONCITO er Danmarks førende klimatænketank. Vores formål er at omsætte relevant viden til klimahandling og derved accelerere den grønne omstilling både i Danmark og internationalt.”
Anbefalingen til Concito vil derfor være: Få fat i relevant viden og pas på med troværdigheden som ”førende klimatænketank”. Husk, at grøn ikke kun er håbets farve og bevar uafhængigheden - hvis den er eksisterende?
Med håb om en fremtid for det gode liv på kloden.
Dette indlæg har været bragt i Økonu.dk den 19. april 2024. Vi gengiver det her med forfatterens tilladelse.
Kontakter
Kjeld HansenRedaktør
Tlf:26215326kjeld@baeredygtighed.dkFie Graugaard
Tlf:40114547fie@organicplantprotein.dkBilleder




Links
Om Gylle.dk
Foreningen GYLLE.DK er en nonprofit, uafhængig sammenslutning, der udgiver et journalistisk nyhedsmedie med kritisk journalistik om natur, klima og landbrug. Mediet bringer nyheder, baggrundsartikler og analyser, der tilbyder engagerede borgere, beslutningstagere, lobbyister og andre indsigt med et præcist fokus på emner og årsagssammenhænge, der sjældent eller aldrig publiceres af traditionelle medier.
Publiceringen følger den amerikanske metode: "Tell the Facts, Name the Names".
Da agroproduktion beslaglægger 63 procent af det yndige land, undgås det næppe, at der af og til vil optræde indlæg, som beskæftiger sig med den omdiskuterede industri og dens stadig færre udøvere. Sådan er det bare!
GYLLE.dk anbefaler, at du abonnerer på bloggens RSS-feed, så du løbende orienteres om nye indlæg.
Velkommen til en verden af viden om alt det, der betyder noget for livet omkring os!
Følg pressemeddelelser fra Gylle.dk
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Gylle.dk
Landbruget overholder hverken aftalerne om mindre kvælstof eller regelret brug af sprøjtegifte - eller beskyttelse af drikkevandet1.3.2025 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hvad betyder det for den grønne trepart, at beskyttelsen drikkevandet er kuldsejlet? Den vigtigste del af aftalen handler om at gøre 140.000 hektar landbrugsjord til ny natur og plante skov på 250.000 hektar, men redder det drikkevandet? Hvis vi ikke har nået det mål til tiden, og der ikke er en plan B, vil det virkelig få folk til at miste troen på sådanne grønne aftaler - og på Landbrug & Fødevarer - i fremtiden
Foråret så sagte kommer28.2.2025 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Overskriften er som mange vil vide titlen på præsten Kaj Munks erindringsbog; den har et strejf af ømhed, som let leder tanken hen på hans folkekære digt om den blå anemone
Danske svinekødsproducenter eksporterer bunker af resistente stafylokokker til den halve verden28.2.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Velkendt er det, at de mange millioner levende danske svin, der ruller over den danske grænse og ud i Europa, er bærere af de resistente CC398 MRSA-bakterier, men nye tal fra Statens Serum Institut viser, at de resistente bakterier også eksporteres til fjerne lande som Brasilien, Uganda og Vietnam, uden at sundhedsmyndighederne løfter en finger
Sig det med blomster, men hvor køber man buketter uden giftrester?27.2.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Danmark opretholder nidkært et miljøværn for borgerne, når det gælder rester af ulovlige pesticider på fødevarer fra både EU og især fra lande udenfor fællesskabet, men hvor der gælder skrappe regler for giftrester på frugt og grønt, så er der frit slag, når det gælder arbejdsmiljøet for de blomsterhandlere, der håndterer afskårne blomster som roser fra Kenya og Etiopien eller prydplanter fra Malaysia og Filippinerne
Landmandens ansvar for din kræftsygdom er ikke længere til diskussion27.2.2025 05:55:00 CET | Pressemeddelelse
Med Danmarks topplacering som det værst kræftramte land i verden sættes der et stort spørgsmålstegn ved landbrugets udstrakte anvendelse af kraftige sprøjtegifte, der kan fremkalde kræftsygdomme. Myndighedernes godkendelser af disse midler tenderer en overtrædelse af menneskerettighedernes helt basale påbud, om statens pligt til at sikre borgerne gode fundamentale livsvilkår herunder retten til sundhed
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum