Kirurgisk afdeling i Randers vinder uddannelsespris

Del

Kirurgisk Fællesafdeling på Regionshospitalet Randers er årets vinder af Sundhedsstyrelsens pris for bedste uddannelsesafdeling.

På billedet står der fem personer: Chefsygeplejerske Alice Linderoth, ledende uddannelsesansvarlige overlæge, Marlene Julia Sørensen, afdelingslæge og uddannelseskoordinerende yngre læge, Susanne Haas, cheflæge Anne-Sofie Kannerup og uddannelseskoordinerende overlæge Annette Schlemmer.
Fra venstre: Chefsygeplejerske Alice Linderoth, ledende uddannelsesansvarlige overlæge, Marlene Julia Sørensen, afdelingslæge og uddannelseskoordinerende yngre læge, Susanne Haas, cheflæge Anne-Sofie Kannerup og uddannelseskoordinerende overlæge Annette Schlemmer. Foto: Helle Brandstrup Larsen, Regionshospitalet Randers

Sundhedsstyrelses uddannelsespris gives til den uddannelsesafdeling, der gør noget specielt for den lægelige videreuddannelse i form af særlige uddannelsesinitiativer og målrettede uddannelsestiltag, der fremmer det gode uddannelsesmiljø.

Kirurgisk Fællesafdeling på Regionshospitalet Randers fik topkarakter i samtlige 16 kategorier, da Sundhedsstyrelsens inspektorer var på besøg i januar sidste år. Inspektorerne var under deres besøg blevet imponerede over ”en forbilledlig uddannelseskultur, der bygger på fællesskabsfølelse og gennemsyrer hele afdelingen”. Blandt andet fremhæves fokus på oplæring i rollen som leder og et tværfagligt syn på uddannelse.

- Afdelingen har opbygget en helt særlig uddannelseskultur, der involverer hele afdelingen på tværs af faggrupper, og det gør, at uddannelseslægerne får et bredt samlet blik på området, siger Claus Malta Nielsen, Enhedschef i Sundhedsstyrelsen i begrundelsen for prisen.

En stor anerkendelse
Prisen blev modtaget af ledende uddannelsesansvarlige overlæge, Marlene Julia Sørensen, afdelingslæge og uddannelseskoordinerende yngre læge, Susanne Haas, og cheflæge Anne-Sofie Kannerup.

- Jeg er utrolig stolt og ikke mindst glad på hele afdelingens vegne over, at medarbejdernes indsats og prioritering af uddannelse anerkendes. Vi leder tværfagligt og samarbejder tværfagligt, så det er også naturligt at uddanne tværfagligt. Det er en fælles indsats, der er uvurderlig for kolleger indenfor alle faggrupper, både nuværende og kommende, og ikke mindst til gavn for patienterne, lyder det fra afdelingens cheflæge. 

Hospitalets lægefaglige direktør, Lone Winther Jensen, er stolt på afdelingens vegne.

- Jeg vil gerne sige stort tillykke til Kirurgisk Fællesafdeling, der leverer en utrolig flot og beundringsværdig indsats på uddannelsesområdet. Afdelingen fik meget flotte tilbagemeldinger efter inspektorbesøget, så det er fuldt fortjent, at de får årets uddannelsespris med hjem, siger hun.

Gode uddannelser i Randers
God uddannelse af fremtidens medarbejdere har høj prioritet på Regionshospitalet Randers, hvor uddannelse ses som en fælles opgave på tværs af huset. De seneste år har der været særligt fokus på lægeuddannelserne, hvor seks forskellige afdelinger har haft besøg af Sundhedsstyrelsens inspektorer.

Det er der kommet flotte rapporter ud af fra både Kirurgisk Fællesafdeling og Medicinsk Afdeling, der begge fik maxpoint, samt Røntgen og Skanning, Laboratorieenheden - Patologi og Gynækologi og Obstetrik. Senest har inspektorerne i februar været forbi Ortopædkirurgisk Afdeling, der også har fået flotte ord med på vejen. 

- Vi har et generelt højt niveau på huset, og jeg er meget stolt over den indsats, der bliver lagt i afdelingerne. Medarbejdernes store engagement, og lyst til at lære fra sig, er helt essentielt for, at vi i Randers kan blive ved med at give fremtidens læger en rigtig god uddannelse, siger lægefaglig direktør Lone Winther Jensen. 

Det er første gang en afdeling på Regionshospitalet Randers vinder Sundhedsstyrelses uddannelsespris, der er blevet uddelt hvert år siden 2006. I 2022 vandt akutafdelingen i Randers den anden uddannelsespris kaldet ”årets højdespringer”, fordi den på kun to år var lykkedes med at vende et udfordret uddannelsesmiljø i en positiv retning.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Uddannelsespris til Kirurgisk Fællesafdeling, Regionshospitalet Randers
Uddannelsespris til Kirurgisk Fællesafdeling, Regionshospitalet Randers
Download

Regionshospitalet Randers

Regionshospitalet Randers er akuthospital for Kronjylland og Djursland og dækker dermed den nordøstlige del af Region Midtjylland. I hospitalets område er der ca. 215.000 indbyggere. Hospitalet har ca. 200.000 behandlinger årligt og beskæftiger hvad der svarer til ca. 1.900 fuldtidsansatte.

Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Randers

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Randers

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye