Flot anerkendelse for uddannelsesindsats i Operation og Intensiv på Regionshospitalet Randers

Del

Hos anæstesilægerne på Regionshospitalet Randers er uddannelse en holdsport, og det er også blevet bemærket i den flotte inspektorrapport, afdelingen fik for nylig.

Fællesbillede af anæstesilægerne på Regionshospitalet Randers
Anæstesilægerne på Regionshospitalet Randers Foto: Helle Brandstrup Larsen, Regionshospitalet Randers

”Generelt får man indtryk af en afdeling, som prioriterer uddannelse med et trygt og lærerigt arbejdsmiljø”.

Sådan indledes konklusionen i den inspektorrapport, der er blevet offentliggjort efter besøg fra Sundhedsstyrelsens inspektorer i Operation og Intensiv på Regionshospitalet Randers den 31. marts. Og spørger man afdelingens uddannelsesansvarlige overlæge, Jacob Keller Andersen, afspejler det meget godt den kultur der er, og i mange år har været, i afdelingen.

- Vi har en speciallægegruppe, der går meget op i at bidrage til at uddanne de yngre læger. Alle er kliniske vejledere og kan give vejledning og supervision i hverdagen, nogle er hovedvejledere og nogle har andre poster i relation til uddannelse. Så det er noget vi prioriterer højt, og en opgave vi løfter i samlet flok. Det er helt klart en holdsport, siger han.

Tæt på topkarakter
I inspektorrapporten scorer Operation og Intensiv topkarakter i 14 ud af de 16 temaer og næsthøjeste karakter i de sidste to. I rapportens konklusion lægges der blandt andet vægt på, at uddannelseslægerne ”har mulighed for supervision døgnet rundt”, at de ”udfordres med opgaver over niveau på en tryg måde”, og at der ”opleves en generelt flad struktur og lydhørhed for nye initiativer og ønsker”.

Afdelingens cheflæge, Nette Møller-Nielsen, er glad for anerkendelsen og stolt over den indsats, der bliver leveret.

- Det er super flot, og det er måske lidt luksus at sige, at det også var forventet. Men uddannelse er et hjertebarn for mig, og jeg synes faktisk, vi gør det mega godt. Vi er ordentlige, vi er nytænkende, og vi læner os ikke bare tilbage og siger, at alt skal være som i gamle dage, siger hun.

Den uddannelsesansvarlige overlæge er også glad for anerkendelsen, men han har ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene.

- Inspektorbesøget har også givet os et incitament til at videreudvikle på vores uddannelsesprogram, og mange af de forslag, inspektorerne er kommet med, er vi allerede i gang med at implementere. Jo dygtigere vi er til at uddanne, jo hurtigere får vi også nogle dygtige uddannelseslæger, der i højere grad kan bidrage til produktionen i afdelingen. Så der er god værdi i hurtigt at få gjort dem gode, lyder det fra Jacob Keller Andersen.

Systematik, struktur og et trygt læringsmiljø
Både cheflægen og den uddannelsesansvarlige overlæge nævner systematik og struktur som et gennemgående tema i afdelingen og i specialet generelt, og det kommer også uddannelseslægerne til gavn.

- Vi er præget af en tradition med mange beskrivelser og kompetencekort. Hele introforløbet er meget detaljeret og velbeskrevet, og det er godt, for de har lært meget lidt om anæstesi i løbet af uddannelsen, så det er en stejl læringskurve. Vi får mange uddannelseslæger, der har haft intro i andre specialer, og de tilbagemeldinger vi får fra dem er, at de aldrig har oplevet noget så systematiseret, fortæller Nette Møller-Nielsen.

Jacob Keller Andersen fremhæver også den psykologiske tryghed, der er kendetegnende for hele afdelingen, som afgørende for, at uddannelseslægerne oplever et trygt læringsmiljø.

- Der kan være meget kontant afregning i vores speciale, og vi kommer ofte ud for noget, der kan kravle under huden på os. Det skal man kunne tale åbent om og lære af, ligesom der skal være plads til at tale om fejl og tvivl og til at stille de svære spørgsmål, uden der bliver kigget skævt til en. Det er der hos os, samtidig med at der er plads til meningsudvekslinger, sort humor og godmodigt drilleri, siger han.

Og spørger man cheflægen er prioritering af uddannelse en vigtig investering i fremtiden.

- Vi kommer ikke til at vælte os i speciallæger i anæstesi, så det er vigtigt, at vi er med til at uddanne fremtidens speciallæger. Og så skal vi jo også være lidt strategiske, så vi forhåbentlig kan indfange dem igen, når de er færdiguddannede. Rekruttering begynder allerede under uddannelsen – det kan man faktisk ikke starte med for tidligt, lyder det fra Nette Møller-Nielsen.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Fællesbillede af anæstesilægerne på Regionshospitalet Randers
Anæstesilægerne på Regionshospitalet Randers
Foto: Helle Brandstrup Larsen, Regionshospitalet Randers
Download
Fællesbillede af anæstesilægerne på Regionshospitalet Randers
Anæstesilægerne på Regionshospitalet Randers
Foto: Helle Brandstrup Larsen, Regionshospitalet Randers
Download

Links

Regionshospitalet Randers

Regionshospitalet Randers er akuthospital for Kronjylland og Djursland og dækker dermed den nordøstlige del af Region Midtjylland. I hospitalets område er der ca. 215.000 indbyggere. Hospitalet har ca. 200.000 behandlinger årligt og beskæftiger hvad der svarer til ca. 1.900 fuldtidsansatte.

Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Randers

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Randers

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye