Flerårige bevillinger fremtidssikrer kulturtilbud

Del

Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget har godkendt en række flerårige bevillingsaftaler til kulturarrangementer i Guldborgsund. De længerevarende aftaler skal blandt andet bidrage til stabilitet og forudsigelighed for aktører og deres samarbejdspartnere.

Den flerårige beviling til Foreningen Idas Venner betyder, at M/F Ida hvert efterår frem til 2026 vil blive omdannet til et piratskib og byde på sjove og familievenlige aktiviteter på og omkring færgen. Foto: Guldborgsund Kommune
Den flerårige beviling til Foreningen Idas Venner betyder, at M/F Ida hvert efterår frem til 2026 vil blive omdannet til et piratskib og byde på sjove og familievenlige aktiviteter på og omkring færgen. Foto: Guldborgsund Kommune

Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune har ved seneste udvalgsmøde godkendt i alt fire flerårige bevillingsaftaler, der har til formål at støtte borgerrelevante kulturarrangementer. Bevillingsaftalerne er med til at styrke kulturlivet og sikre kontinuitet i de kulturelle tilbud for borgere og besøgende samtidig med, at det gør det lettere at være aktør, mener Ole K. Larsen, formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget:

"De flerårige bevillingsaftaler sikrer både kontinuitet for arrangørerne og en bred vifte af kulturelle arrangementer for borgere i Guldborgsund. Organisationer bag arrangementerne har tidligere vist deres evne til at samle både lokale og besøgende til fantastiske oplevelser, og det kan de fortsætte med at gøre flere år ud i fremtiden. Aftalerne skaber stabilitet og forudsigelighed for aktørerne og deres samarbejdspartnere, hvilket muliggør en langsigtet planlægning. Vi håber, at reduktionen i den administrative byrde for aktørerne og visheden om flerårig støtte vil frigive ressourcer til at opretholde fokus på skabelse og udvikling af disse fremragende kulturarrangementer og initiativer."

Bevillingsaftalerne består af en årlig ydelse i årerne 2024-2026. Følgende arrangementer og tiltag har fået godkendt en flerårig aftale:

Sensommermusik på Fuglsang

Ensemble Storstrøm har fået godkendt en bevillingsaftale på 30.000 kr. årligt i tre år til afvikling af Sensommermusik på Fuglsang. Arrangementet vil, som det også har gjort de senere år, præsentere et mangfoldigt udvalg af musikalske oplevelser for både lokale og tilrejsende.

M/F Ida som piratskib

Foreningen Idas Venner vil årligt modtage 20.000 kr. til at omdanne M/F Ida til et piratskib. M/F Ida, som sejler mellem Stubbekøbing og Bogø, har de seneste år tilbudt sjove og familievenlige aktiviteter på og omkring færgen i efterårsferien, og bevillingsaftalen sikrer, at tiltaget fortsætter.

Orgelfestival

Nysted Orgelmuseums Venneforening har modtaget en bevillingsaftale på 60.000 kr. pr. år til afholdelse af Orgelfestival. Arrangementet fortsætter med at præsentere en række koncerter, der har til formål at fokusere på den nationale og kulturelle arv, som er repræsenteret af bevaringsværdige orgler.

Sommersang på Torvet

Nykøbing Falster Revyen vil årligt modtage 125.000 kr. til Sommersang på Torvet i Nykøbing F. Arrangementet vil fortsætte med at tilbyde gratis koncertoplevelser for byens borgere og besøgende i august måned.

Midlerne til de fire flerårige bevillingsaftaler gives fra Guldborgsund Kommunes FOKUS-pulje.

Om FOKUS-puljen
FOKUS-puljen er en pulje, der kan søges af foreninger, organisationer, institutioner mv., der er placeret i Guldborgsund Kommune.

Formålet med puljen er at understøtte aktiviteter og projekter der gavner fællesskaber og styrker lokale potentialer. Aktiviteter der foregår i Guldborgsund Kommune prioriteres højest. Puljen kan søges via et ansøgningsskema. Læs mere på www.guldborgsund.dk/puljer

Udvalget har besluttet at samle flere puljer i én for at gøre det mere overskueligt, hvor man skal søge. Den nye pulje hedder FOKUS-puljen, som står for F (Fritids- og foreningsliv) O (Oplevelser) K (Kultur) U (Udvikling) og S (samarbejde).

Kontakter

Billeder

Den flerårige beviling til Foreningen Idas Venner betyder, at M/F Ida hvert efterår frem til 2026 vil blive omdannet til et piratskib og byde på sjove og familievenlige aktiviteter på og omkring færgen. Foto: Guldborgsund Kommune
Den flerårige beviling til Foreningen Idas Venner betyder, at M/F Ida hvert efterår frem til 2026 vil blive omdannet til et piratskib og byde på sjove og familievenlige aktiviteter på og omkring færgen. Foto: Guldborgsund Kommune
Download

Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye