TV 2 Danmark

TV 2 opnår tilfredsstillende 2023-resultat trods strukturelle udfordringer og omsætningsfald

Del

De strukturelle udfordringer i mediebranchen indebar i 2023 et markant fald særligt i TV 2s traditionelle tv-reklameomsætning. På trods af det skærpede udfordringsbillede leverer TV 2 på begge sine bundlinjer i form af stærkt public service-indhold med stor gennemslagskraft i den danske befolkning og et økonomisk resultat, der er tilfredsstillende i forhold til statens afkastforventning som ejer af TV 2.

Danskernes medievaner er i opbrud, og derfor rammer de strukturelle udfordringer branchen og TV 2 med hård styrke: Den traditionelle reklameomsætning er under pres, og dansk public service-indhold konkurrerer om brugernes opmærksomhed med internationale techgiganter og sociale medier. Årsresultatet for 2023 viser, at TV 2 trods de skærpede udfordringer formår at navigere i en digital fremtid, hvor den traditionelle omsætning falder, mens væksten drives af den digitale omsætning.

  • TV 2s omsætning i 2023 er 3.798 mio.kr. og er faldet med 1,5 procent i forhold til 2022
  • Abonnementsomsætningen på 2.168 mio.kr. er steget med 6,5 procent
  • Reklameomsætningen på 1.569 mio.kr. er faldet med 9,5 procent
  • Årets resultat før særlige poster (EBIT) er 289 mio.kr. mod 340 mio.kr. i 2022
  • Antallet af TV 2 Play-abonnenter vokser fortsat, og TV 2 Play er den mest sete streamingtjeneste i Danmark i 2023

TV 2s bestyrelse indstiller til generalforsamlingen, at der udloddes et udbytte på 228,5 mio.kr. for 2023 til den danske stat, hvilket modsvarer statens afkastforventning.

- De strukturelle udfordringer ramte for alvor TV 2 i 2023. Det har betydet hårde og nødvendige beslutninger og prioriteringer, der sikrer, at vi fortsat flytter vores omsætning mod digitale aktiviteter, hvor der er vækst. Det er helt afgørende for os, at vi fastholder TV 2s gennemslagskraft og relevans for danskerne, og derfor glæder det mig, at ni ud af ti danskere bruger tid sammen med TV 2 hver uge. Brugerne viser os stor tillid ved at gøre TV 2 Play til den største streamingtjeneste i Danmark. Bag succesen ligger en stærk portefølje af nyheder, sport, dansk programindhold samt partnerskaber med internationale film og serier, afgørende investeringer i teknologisk udvikling og ikke mindst en flot indsats fra TV 2s medarbejdere i et udfordrende år, siger TV 2s adm. direktør, Anne Engdal Stig Christensen.

TV 2 Play er største streamingtjeneste i 2023
Hver dansker ser i gennemsnit TV 2 Play 12 minutter dagligt svarende til 16 procent af forbruget i det danske streamingmarked, hvilket gør TV 2 Play til den største streamingtjeneste i Danmark i 2023. TV 2-familiens seerandel blandt alle danskere er 52,4 procent i 2023 – et fald på 0,8 procentpoint. Den gennemsnitlige daglige seertid for TV 2-familien i målgruppen 3 år+ er 65 minutter mod 69 minutter i 2022 svarende til et fald på 6 procent. Den samlede tv-sening på tværs af alle tv-familier er faldet med 4 procent.

- Den centrale opgave for TV 2 er at nå bredt ud til den danske befolkning med faktabaseret journalistik og relevant public service-indhold, der kan bidrage til den demokratiske samtale. I et internationalt perspektiv står public service utroligt stærkt i Danmark, men uden fortsat stor udbredelse og gennemslagskraft risikerer vi at miste relevans og betydning. Vi er i disse år strukturelt udfordret af et faldende annoncemarked, frafald fra tv-pakkerne, udenlandske streamingtjenester og techgiganter samt en vanskelig, men bunden opgave med at nå de unge. TV 2 konkurrerer fra et dansk udgangspunkt på et mediemarked med stærke internationale konkurrenter, men er godt rustet til at navigere i den nye virkelighed, siger TV 2s bestyrelsesformand, Jimmy Maymann.

Stærk start på 2024 hos danskerne
I starten af 2024 har danskerne søgt mod de store fællesskaber, og tronskiftet samt det danske herrelandshold i håndbold ved EM i januar og premieren på sidste sæson af ‘Badehotellet’ har samlet befolkningen hos TV 2.

Ud over en række fiktionspremierer som Thomas Vinterbergs episke familiedrama ’Familier som vores’ og dækning af Europaparlamentsvalg og amerikansk præsidentvalg bliver 2024 et markant sportsår med blandt andet EM i herrefodbold, OL, Tour de France og Superliga fra sommeren 2024. Sport er public service-indhold, der samler danskerne, og sportsbegivenheder tiltrækker og fastholder i særlig grad nye brugere til TV 2 Play, og er dermed en afgørende faktor for at sikre fortsat vækst på et gradvist mættet streamingmarked.

- Det bliver fantastisk at dele så mange fælles oplevelser med danskerne i 2024 samtidig med, at vi skaber værdi til brugerne med vores unikke mix af nyheder, kvalitetsprogrammer, sport og dansk fiktion. Vores investeringer i blandt andet sportsrettigheder og teknologi gør, at vi kigger mere optimistisk ind i 2024 med omsætningsvækst, der er selve fundamentet for, at vi kan levere public service-indhold på kommercielle vilkår til danskerne, siger TV 2s adm. direktør, Anne Engdal Stig Christensen.

De strukturelle ændringer i mediemarkedet ventes at fortsætte i 2024, hvilket forventes at få effekt på den traditionelle reklame- og distributionsomsætning, hvor fravalget af tv-pakker antages at fortsætte.

I 2024 forventer TV 2 en omsætningsvækst på 7 procent samt et resultat før finansielle poster (EBIT) på 275-300 mio.kr. svarende til en EBIT-margin på 7-8 procent.

Samtidig med årsrapporten udgiver TV 2 også sin ansvarlighedsrapport, der gør status på ESG-indsatserne inden for klima og miljø (E), sociale faktorer (S) og governance (G).

Læs TV 2s ansvarlighedsrapport, målsætninger og initiativer her.

Læs TV 2s årsregnskabsmeddelelse her og TV 2s årsrapport her.

Nøgleord

Kontakter

TV 2 Danmark er en medievirksomhed med store digitale ambitioner og en mangeårig stærk position på det danske tv-marked. Vi arbejder hver dag for, at alle danskere via TV 2 Play, tv2.dk og alle vores kanaler kan holde sig opdateret og underholdt eller tage del i den offentlige debat. TV 2 Danmark er ejet af den danske stat, og vi driver public servicevirksomhed på kommercielle vilkår. På tværs af alle vores platforme er vi i kontakt med over 80 procent af danskerne i løbet af en uge. Vi bor på Kvægtorvet i Odense og på Teglholmen i København.

Følg pressemeddelelser fra TV 2 Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra TV 2 Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye