Erhvervshus Nordjylland

Ét spørgsmål fik Mai til at trodse tvivlen og blive succesfuld iværksætter

Del

Iværksætterlysten blandt danske kvinder er steget med 3% på et år, alligevel udgør kvindelige iværksættere kun en fjerdedel af danske iværksættere. En analyse fra Dansk Erhverv peger på, at yngre kvinder tvivler på egne kompetencer, og det kan være en af årsagerne til, at så få kvinder udlever drømme om egen virksomhed. Mai Brink blev iværksætter for godt tre år siden og kender til tvivlen.  

Mai Brink på sin tegnestuen
Mai Brink på sin tegnestuen

”Min største fjende er mig selv”.

Sådan siger Mai Brink selverkendende.

Hun står bag KARAKTER arkitektur ved Nibe, som hun etablerede i september 2020.

”Jeg har længe drømt om min egen arkitekttegnestue, hvor jeg kunne føre mine tanker ud om, at arkitektur er for alle. Den største forhindring for at springe ud i det var tvivlen på mig selv. Om jeg var god nok, og hvad andre tænkte om mig. Vendepunktet kom, da min papfar spurgte mig: Hvad er det værste, der kan ske? Den sætning tog jeg til mig, og gik i gang”, husker Mai Brink.

Mange kvindelige iværksættere har samme tankemønster som Mai. Ifølge en analyse fra Dansk Erhverv, mener 39% af yngre kvindelige iværksættere ikke, at de har de rette kompetencer til at blive iværksætter.

Rollemodeller og netværk
Kvindelige iværksættere er ofte drevet af at gøre en forskel, hvorimod mandlige iværksættere typisk er drevet af vækst og skalering. Når ¾ af iværksætterne er mænd, så bliver målestokken for en succesfuld iværksætter let lig med vækst og skalering. Og det kan være svært for kvinder at spejle sig i, når de er drevet af andre værdier.

”Undersøgelser viser, at kvindelige iværksættere mangler rollemodeller, når det gælder værdier for virksomheden, ligesom mænd og kvinder vægter bekymringer forskelligt. I Erhvervshus Nordjylland arbejder vi for at skabe et mere nuanceret billede af livet som iværksætter for at bidrage til, at flest mulige kvinder tager springet og derved bidrager til at skabe flere arbejdspladser og vækst i samfundet. Og fordi virksomheder med kvindelige stiftere genererer større omsætning pr. investeret krone, end virksomheder med mandlige stiftere”, forklarer Helle Schrøder, der leder iværksætterindsatser hos Erhvervshus Nordjylland.

For Mai blev netværk afgørende for hendes vej mod egen virksomhed. Alt, hvad der rimede på netværk, events og tilbud til iværksættere, valgte hun at deltage i.

”Jeg stod meget alene, da ordentlighed er en altafgørende faktor for vores virksomhed, så jeg havde bevidst valgt ikke at tage kunder med fra tidligere job, men opbygge virksomheden fra bar bund. Derfor valgte jeg hurtigt at søge sparring i netværk. Mange sagde, at jeg godt nok brugte meget tid på mange netværk. Men jeg så det som en investering, og den investering giver afkast nu”, fortæller Mai Brink.

Inspirationen fandt hun i professionelle netværk, i events for iværksættere og i erhvervsfremmesystemet.

”At gå ind i Startup Cafeen i Aalborg er noget af det bedste jeg har gjort. Det hjalp mig meget, at få sparring om økonomi og markedsføring, og få en mentor tilknyttet. Min mentor hjalp mig videre til Erhvervshus Nordjylland. Her har jeg fået sparring og hjælp til at ansøge fonde, og derved har jeg udviklet min virksomhed hurtigere. Uden hjælp fra Business Aalborg og Erhvervshuset havde jeg ikke udviklet min virksomhed til, hvor den er i dag med tre ansatte, praktikanter, studentermedhjælpere og opgaver i store dele af Danmark”, fortæller Mai Brink.

De mange netværksaktiviteter har også gjort Mai og hendes virksomhed mere synlige, både blandt de større og veletablerede virksomheder i byggebranchen, og inden for iværksættermiljøet. Synligheden har haft indflydelse på, at hun har deltaget i Iværksætterrådet, hvor hun var rådgiver for Aalborg Byråd i forhold til beslutninger om iværksætteri. Og senest er Mai blevet en del af Dansk Industris bestyrelse i Aalborg.

”Vi kvinder bør komme ud og fortælle, hvad vi kan i stedet for at holde os tilbage og banke os selv i hovedet, som jeg også har gjort. Selv om jeg fortsat kan tvivle på mig selv, så tvinger jeg mig ud i nye situationer og relationer. Vi skal stå ved, hvad vi kan, for vi kan lige så meget som andre. Så da DI Aalborg kontaktede mig, vidste jeg, at jeg gerne vil være med til at vise vejen for, at flere kvinder skal bruge deres kompetencer i bestyrelsesarbejde. Det er spændende arbejde, og selv om det i starten var lidt skræmmende, så har jeg en stemme i bestyrelsen, og alle har taget godt imod mig. Det viste sig jo, at der slet ikke var noget at frygte”, smiler Mai Brink.  

Nøgleord

Kontakter

Mai Brink, indehaver af KARAKTER arkitektur tlf.: 2849 8039 - mail: mb@karakterark.dk
Helle Schrøder, projektleder Erhvervshus Nordjylland tlf.: 22665837 - mail.: hsm@ehnj.dk

Billeder

Mai Brink ejerleder af KarakterArkitektur tegner til en kunde
Mai Brink har været iværksætter med KarakterArkitektur siden 2020.
Download
Mai Brink præsenterer tegninger for kunde
Mai Brink præsenterer tegninger for kunde
Download

Links

Om Erhvervshus Nordjylland

Erhvervshus Nordjylland en en del af nordjyske erhvervsfremme og tilbyder gratis og uvildig vejledning til alle små- og mellemstore virksomheder i Nordjylland. Virksomhederne kan få kortlagt deres udviklingsmuligheder af uvildige forretningsudviklere med specialiseret viden inden for områder som: Digitalisering, Grøn omstilling, Internationalisering og Arbejdskraft.

Erhvervshus Nordjylland er knudepunkt i nordjysk erhvervsfremme, og kan åbne dørene for virksomheder til et stort netværk af øvrige offentlige og private aktører. Derudover er Erhvervshus Nordjylland operatør på programmer, der gør det muligt at igangsætte målrettede udviklingsforløb i samarbejde med private rådgivere.

Følg pressemeddelelser fra Erhvervshus Nordjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervshus Nordjylland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye