FOA: Stor stigning i vold mod plejehjemspersonale vækker stor bekymring
28.2.2024 10:25:17 CET | FOA | Pressemeddelelse
TV2 har undersøgt omfanget af voldsepisoder mod plejehjemspersonalet i Danmark, og både niveauet og udviklingen bør få alarmklokkerne til at ringe. Når plejehjemsbeboere i vid udstrækning lider af demens, skal medarbejderne klædes godt på via uddannelse og faglig sparring, mener fagpolitisk ordfører i FOA Maria Klingsholm.

Hver dag udsættes 14 plejehjemsmedarbejdere for vold.
TV2 har via rundspørge og aktindsigt undersøgt omfanget af vold mod ansatte på plejehjem, og resultatet er gruvækkende. Fra 2019 til 2023 er der sket en stigning på 43 procent.
”Ingen skal udsættes for vold, når de går på arbejde, og at omfanget ikke bare er stigende, men stærkt stigende, bekymrer mig voldsomt,” siger Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører i FOA.
TV2’s tal viser, at der i 2019 var 3.623 episoder med vold eller trusler mod personalet. I 2023 var hele 5.186, og da tallene kun bygger på svar fra to tredjedele af landets kommuner, er tallet potentielt en hel del højere.
Et stigende antal beboere på landets plejehjem lider i større eller mindre grad af demens, og med stigningen stilles der nye krav til, hvordan hverdagen på plejehjemmet skal planlægges og indrettes. Her er det essentielt, at medarbejderne sikres de fornødne kompetencer og værktøjer til både at forebygge og håndtere vold, mener Maria Klingsholm:
”Vi skal sikre, at alle, der arbejder med demente, er oplærte og uddannede til at håndtere den uforudsigelighed, deres arbejdsdag byder på. Og så skal man være klædt på til at kunne stå i konflikterne uden at føle skyld og skam,” siger hun.
Vold og trusler om vold har længe været et kendt problem i ældreplejen, men TV2’s tal får alligevel FOAs fagpolitisk ordfører til at spærre øjnene op. Hun påpeger, at man er nødt til at bryde den negative spiral, hvor flere udfordringer påvirker hinanden i en skidt retning.
Når den kommunale økonomi er så presset, som det er tilfældet, presser man medarbejderne, der mest af alt bare gerne vil gøre et godt stykke arbejde. Presset fører til sygemeldinger, og sygemeldinger fører til underbemanding og et for stort forbrug af vikarer, der ikke har samme forudsætninger for at håndtere de svært demente borgere. Alt sammen påvirker risikoen for, at voldsepisoder opstår. Vold og trusler om vold fører så til yderligere sygemeldinger, og så begynder spiralen forfra.
”Der er ikke noget quick fix her desværre – det bliver et langt, sejt træk at få nedbragt antallet af voldsepisoder. Men vi kan jo starte med at sikre, at kommunerne har de økonomiske forudsætninger for at kunne sikre et passende antal medarbejdere i ældreplejen. Det vil være en god start,” siger Maria Klingsholm.
I den mere lavpraktisk del af håndteringen handler det om at sikre, at medarbejderne får den fornødne faglige sparring, og så er det vigtigt altid at være to i vagt, når der er risiko for vold og lignende.
”Vi skal hele tiden lære af de situationer, der opstår, og medarbejderne skal have at vide, at det ikke er dem, den er gal med. I en presset hverdag skal vi desuden insistere på, at man altid er to, når der er risiko for vold. De voldsomme episoder kan komme syn lyn fra en klar himmel, og i sådanne situationer er det vigtigt ikke at stå alene,” siger Maria Klingsholm.
Nøgleord
Kontakter
Maria KlingsholmFagpolitisk ordfører
46 97 24 17
Om FOA
FOA er Danmarks tredjestørste fagforbund - med ca. 167.000 medlemmer fordelt på 32 afdelinger. Størstedelen er ansat i kommuner og regioner, og vi organiserer også privatansatte.
Følg pressemeddelelser fra FOA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra FOA
FOAs hovedbestyrelse anbefaler et ja til de nye overenskomster23.3.2026 09:56:23 CET | Pressemeddelelse
På et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde har en enig hovedbestyrelse i FOA besluttet at anbefale forbundets medlemmer at stemme ja til de nye overenskomster.
Mona Striib: Børnetid vil give tiltrængt frihed og fleksibilitet til børnefamilierne21.3.2026 10:41:33 CET | Pressemeddelelse
FOAs formand tager godt imod Socialdemokratiets forslag, som gennem trepartsforhandlinger vil give børnefamilierne mere tid og fleksibilitet.
På nyt museum kan du møde den truede danske velfærd, før den forsvinder18.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
FOA åbner Det Danske Velfærdsmuseum på Christiansborg Slotsplads onsdag den 18. marts. Museet fejrer den velfærd, som er presset - og som kan gå tabt, hvis vi ikke gør noget nu.
FOA: SF’s ældreudspil vil løfte kvaliteten for ældre og ansatte13.3.2026 07:14:39 CET | Pressemeddelelse
Med et nyt ældreudspil vil SF garantere en værdig ældrepleje i fremtiden. Fagforeningen FOA tager godt imod planen.
Mona Striib: Værdig og retfærdig pension er afgørende for ny regering5.3.2026 13:25:16 CET | Pressemeddelelse
Socialdemokratiets pensionsudspil får stor ros fra Danmarks tredjestørste fagforbund. Det giver håb om, at vi kan skabe et mere retfærdigt pensionssystem, siger FOAs forbundsformand Mona Striib.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum