Akademikerne

OK24: Aftale mellem RLTN og Akademikerne sikrer markante lønforhøjelser allerede fra april til ansatte i regionerne

Del

De 36.000 ansatte akademikere i regionerne, herunder bl.a. læger, farmaceuter, hospitalsfysikere, jordemødre, fysioterapeuter, ergoterapeuter, psykologer og administrativt ansatte, har netop indgået et ny toårigt overenskomstforlig med en samlet økonomisk ramme på 8,8 %.

Forliget sikrer en betydelig reallønsforbedring de kommende to år. Der er generelle lønstigninger på i alt godt 6,50 %. Derudover forbedres pensionsindbetalingerne med ca. 2 procentpoint, og der er aftalt en række løntillæg. Det største lønhop kommer allerede til april 2024, hvor der er aftalt generelle lønstigninger på 4 %.

Ud over løn er der forbedringer i forhold til bl.a. fleksibilitet, barsel, tillidsrepræsentanter og chefer. Derudover indeholder aftalen konkrete initiativer om et partssamarbejde om udvikling af de regionale arbejdspladser samt et løft af børne- og ungdomspsykiatrien.    

Lisbeth Lintz, formand for Akademikerne udtaler:

”Vores højest prioriterede krav til OK24 var løn. Vi sikrer nu en reallønsfremgang inden for perioden, og det er jeg glad for. Derudover kommer der en ekstraordinær lønforhandling i slutningen af 2025, hvor formålet er at sikre, at den lønmæssige forskel, vi oplevede ved indgangen til OK24 i forhold til lønudviklingen i den private sektor, håndteres senest ved udgangen af 2025. Oveni kommer den såkaldte reguleringsordning fremover til at følge en mere retvisende indeksering. Alt sammen sikrer, at lønningerne på det regionale område vil blive løftet og fremover udvikle sig i takt med lønningerne på det private arbejdsmarked”, siger Lisbeth Lintz.

En nyskabelse i overenskomstforliget er oprettelsen af en såkaldt opsparingskonto, der betyder, at ansatte fremover får bedre mulighed for at finansiere pauser eller sporskifte i et langt arbejdsliv. Aftalen betyder, at den del af pensionsindbetalingerne, der kan veksles fra pension til løn eller opsparing bliver hævet. Samtidigt er der aftalt et markant løft af pensionsprocenten på op til 1,99 procentpoint, så den nu for grupper omfattet af den fællesakademiske overenskomst kan udgøre hele 20,57 %.

”Vi har aftalt en opsparingskonto, der bygger bro til fremtiden. Det er en arbejdslivs- eller livsfasekonto, som giver den enkelte mulighed for at skabe et økonomisk grundlag for at kunne tage pauser eller foretage skift i arbejdslivet. De akademiske medarbejdere efterspørger fleksibilitet. Jeg synes, kontoen giver mange perspektiver i forhold til at få mere fleksibilitet og bedre muligheder for at kunne tage pauser i et langt arbejdsliv.” 

For at imødekomme de store udfordringer med arbejdskraftsmangel på de regionale arbejdspladser i disse år, er der aftalt et nyt partssamarbejde mellem RLTN og Akademikerne. Overskriften er ”Sammen om udvikling af de regionale arbejdspladser”, og initiativet har til formål at styrke samarbejdet og dialogen på tværs af faggrupper, ledelseshierarkier samt imellem parterne.

”Arbejdskraftsudfordringerne kommer til at præge det regionale arbejdsmarked i mange år fremover. Vi er som part klar til at tage ansvar og løfte vores del af opgaven i forhold til at sikre arbejdspladser, der passer til fremtidens behov. Jeg ser meget frem til at fortsætte den gode dialog om håndteringen af de forskellige udfordringer i den regionale sektor, så vi i fællesskab kan sikre attraktive regionale arbejdspladser til gavn for borgere, patienter og de regionale medarbejdere”, siger Lisbeth Lintz, formand for Akademikerne.

Det nye forlig indeholder også et målrettet løft af børne- og ungdomspsykiatrien. En presset rekrutteringssituation rammer området hårdt, og derfor er det aftalt, at der i børne- og ungdomspsykiatrien fremover gives et særligt pensionsgivende tillæg til psykologer, afdelings- og overlæger samt ergo- og fysioterapeuter.

Læs hele aftalen her 

Akademikerne.dk/forlig-for-36-000-akademikere-i-regionerne

Kontaktoplysninger:

 For yderligere kommentarer, kontakt Akademikernes formand Lisbeth Lintz på 2488 8442.

Akademikerne varetager interesser for knap 480.000 medlemmer på det offentlige og private arbejdsmarked.

Kontakter

Om Akademikerne

Akademikerne er en partipolitisk uafhængig paraplyorganisation for 28 faglige organisationer, der organiserer akademisk uddannede i Danmark. Akademikerne repræsenterer pr. 1. januar 2022 ca. 465.000 medlemmer med en lang videregående uddannelse.

Akademikerne samarbejder med medlemsorganisationerne for at sikre et attraktivt akademisk arbejdsmarked. Akademikerne skal øge akademikernes indflydelse i samfundet.

Følg pressemeddelelser fra Akademikerne

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Akademikerne

150.000 akademikere siger et stort ja til nye offentlige overenskomster15.4.2024 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse

97,9 pct af de afgivne stemmer, og samtlige 26 medlemsorganisationer i Akademikerne, har stemt ja til overenskomstaftalen OK24. Samtidig er stemmeprocenten på 43 pct. hvilket er en stigning på 27 pct sammenlignet med foregående afstemning. Afstemningsresultatet betyder, at 150.000 offentligt ansatte akademikere i staten, regionerne og kommunerne nu kan se frem til markante forbedringer i at indrette arbejdslivet fleksibelt samt markante lønstigninger.

Hovedorganisationen Akademikerne er vokset med 50 pct. på 10 år11.4.2024 09:13:00 CEST | Pressemeddelelse

Medlemsantallet i den akademiske fagbevægelse fortsætter med at stige. Væksten betyder, at medlemstallet nu har passeret 490.000, hvilket er en fremgang på mere end 50 pct. over 10 år. Hovedorganisationen Akademikerne er dermed snublende tæt på en halv mio. medlemmer. De seneste års vækst skyldes især, at antallet af privatansatte medlemmer er steget, så de udgør over 50 pct. af de erhvervsaktive medlemmer.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye