Vores vandforbrug får verdenshavene til at stige
19.2.2024 11:14:00 CET | DTU - Danmarks Tekniske Universitet | Pressemeddelelse
Nyt studie fra DTU slår fast, at havniveaustigningerne udelukkende er menneskeskabte, og at vores brug af vand udgør en overraskende stor del af problemet.

Menneskets brug af vandressourcer påvirker havniveaustigninger næsten lige så meget som afsmeltning af isen på Antarktis. Det er en af de overraskende konklusioner i et nyt studie fra DTU, der rykker ved vores hidtidige opfattelse af ændringer i verdenshavene.
“Det er ret overraskende, at vores brug af vandressourcer har så stor en effekt på havniveaustigningerne,” siger Carsten Bjerre Ludwigsen, der er postdoc på DTU Space og førsteforfatter på et nyt studie om havniveaustigninger, som han sammen med kollegaer fra Australien og Tyskland netop har publiceret i Nature Communications.
Til sammen udgør vores vandforbrug knap en tiendedel af de samlede havniveaustigninger, mens Antarktis står for 12% af stigningerne, viser studiet.
Et eksempel på vores vandforbrug kan være, når en region rammes af tørke eller oplever øget befolkningstilvækst, og man derfor bliver nødt til at pumpe mere grundvand op. En del af det vand ryger ud i havet igen i form af spildevand, og det kan aflæses direkte i oceanerne. På samme vis kan en dæmning, der rives ned, føre til at mere vand udledes til havet.
100% menneskeskabte
Inden for forskningen opdeler man årsagerne til, at verdenshavene stiger i to kategorier. For det første bliver oceanerne varmere, og de højere temperaturer får vandet til at udvide sig og dermed stiger vandstanden. Den anden del er det man kalder masseændringer, som omfatter alle andre faktorer – såsom afsmeltning af is fra Grønland og Antarktis samt vores vandforbrug.
I studiet har forskerne brugt data fra satellitten GRACE til at analysere de sidste 20 års observationer af masseændringer i oceanerne. Der er en stor naturlig variation af vandmasserne på jorden, der bl.a. påvirkes af vejrfænomener som El Niño og La Niña, der styrer, hvor meget det regner over havene. Fra år til år kan det føre til ret markante udsving i havniveauet, men når man kigger på de seneste 20 år, så forsvinder det samlede udsving.
”Det viser, at havniveaustigningerne er 100% menneskeskabte og der er ikke nogen naturlige udsving, der kan forklare dem,” siger Carsten Bjerre Ludwigsen.
27.000 kilometeristerninger
Samlet set er verdenshavene steget med 74,4 mm over de seneste 20 år. Det svarer til 27.000 isterninger på 1x1x1 km eller hvis man kom det hele ind i Østersøen, så ville vandstanden stige ca. 60 meter.
Ikke overraskende viser studiet, at størstedelen af masseændringerne kommer fra afsmeltning af is på Grønland, som står for hele 38% af masseændringerne og næsten en fjerdedel af de samlede havniveaustigninger.
Den nye viden kan bruges til vores modellering af verdenshavene.
”Det påvirker vores nuværende forståelse af klimaforandringer og informerer, hvordan vi laver fremtidige prognoser for havniveaustigninger. Der bliver det vigtigt, at vi i højere grad tager højde for vores vandforbrug og i og med, at klimaet bliver varmere og varmere, så kan man forestille sig, at vi får brug for mere og mere grundvand og det vil påvirke havniveauet,” siger Carsten Bjerre Ludwigsen.
Fakta: Hvor kommer havniveaustigningerne fra?
Grønland: 23%
Antarktis: 12%
Gletsjere: 18%
Menneskeligt vandforbrug: 9%
Gennemsnitlig global atmosfærisk masse: -2%
Stigende havtemperatur: 40%
Kontakter
Carsten Bjerre LudwigsenPostdocDTU Space
Tlf:41115059caanlu@dtu.dkDTU - Danmarks tekniske universitet
DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet.
Følg pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet
DTU og Fredericia går sammen om fremtidens energiløsninger10.4.2026 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
DTU opretter hub i Fredericia for at udvikle fleksible studie‑ og forskningsaktiviteter i tæt samarbejde med lokale aktører. Det skal understøtte den grønne omstilling og bidrage til, at Danmark bliver en førende nation inden for bæredygtige og smarte energisystemer.
DTU’s rektor til ny regering: Undgå milliardtab – uddan flere ingeniører28.3.2026 05:00:00 CET | Pressemeddelelse
Beskæringer i DTU’s bacheloroptag koster samfundet op mod en halv mia. kr. årligt, viser ny rapport. Universitetets rektor Anders Bjarklev opfordrer en ny regering til at droppe SVM-regeringens beskæringsplan og uddanne flere ingeniører.
Satellit fangede unikt fingeraftryk fra gigantisk jordskælv i Stillehavet26.3.2026 20:00:00 CET | Pressemeddelelse
En ph.d.-studerende fra DTU Space er medforfatter på et nyt Science-studie, der viser, hvordan satellitdata kan forbedre modeller til varsling af tsunamier verden over.
DTU er det mest patentsøgende universitet i Europa24.3.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
113 gange i 2025 søgte DTU patent på en ny teknologi opfundet af en ansat forsker. Dermed stiger universitetet helt til tops på en ny opgørelse fra Det Europæiske Patentkontor.
Imponerende stigning i kvote 2-ansøgere til DTU18.3.2026 09:56:19 CET | Pressemeddelelse
Antallet af kvote 2-ansøgere til både diplomingeniør- og bacheloruddannelserne på DTU er steget markant.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum