Økologisk Landsforening

Louise Køster fratræder som forperson for Økologisk Landsforening

Del

På et ekstraordinært bestyrelsesmøde søndag den 28. januar har Louise Køster valgt at fratræde som forperson for Økologisk Landsforening, mens Sten Dissing er konstitueret som forperson og Michael Kjerkegaard som næstforperson frem til generalforsamlingen 2. marts 2024.

Foto: Kamilla Bryndum

Louise Køster vælger at trække sig fra bestyrelsen som konsekvens af den seneste tids kritik af utilstrækkelig involvering af foreningens demokratiske bagland i forbindelse med udgivelse af rapporten Fra Foder til Føde II.

”Økologisk Landsforenings medvirken i rapporten Fra Foder Til Føde II, har skabt frustration og utryghed i baglandet. Processen omkring rapporten har ikke være god nok, og den mangelfulde proces og en del af indholdet i rapporten har kostet medlemmer. Jeg gik til valg på at samle det økologiske fællesskab på tværs af værdikæden, og det må jeg sande, at jeg ikke har kunnet,” udtaler Louise Køster og fortsætter:

”Det er vigtigt, at Økologisk Landsforening står stærkt og samlet, så foreningen kan spille den rolle i omstillingen, som den har potentiale til, i en retning og en proces, hvor alle, ikke mindst landmændene, er med. Derfor har jeg valgt at trække mig som forperson for Økologisk Landsforening.”

I november 2023 udgav Økologisk Landsforening sammen med otte andre grønne organisationer rapporten Fra Foder til Føde II. Formålet med rapporten var at udarbejde et inspirations- og debatoplæg, som skulle få politikere i tale, skabe debat og sikre indflydelse op til Svarer-udvalgets anbefalinger til af, hvordan man kan lave en CO2-afgift for landbruget. Økologisk Landsforening blev dog mødt med kritik fra baglandet i forbindelse med udgivelsen af rapporten, specielt fordi den var udgivet uden tilstrækkelig den nødvendige forudgående interne debat, men også fordi den ikke indeholdt en analyse af de samfundsøkonomiske konsekvenser af en hastig omlægning af landbruget.

Louise Køster blev valgt som forperson for Økologisk Landsforening i marts 2022. Helle Borup Friberg, administrerende direktør i Økologisk Landsforening takker Louise Køster for det store arbejde, hun har udført for foreningen de seneste knap to år:

”Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at Louise Køster fratræder før tid, men har samtidig stor respekt for den beslutning, hun har taget. Jeg vil gerne takke Louise for den store indsats og passion for økologien, hun har udvist. Ingen tvivl om, at Louise sætter sig et aftryk i form af, at hun har været med til at skabe begejstring for økologien som løsningsmodel på mange af de bæredygtighedskriser, vi står med i dag.”

Foreningens medlemmer skal vælge en ny forperson på den kommende generalforsamling, som finder sted i Køge lørdag den 2. marts 2024. Frem til generalforsamlingen er Sten Dissing konstitueret forperson, og Michael Kjerkegaard fungerende næstforperson. Sten Dissing kandiderer ikke til posten som forperson.

Økologisk Landsforening har ikke yderligere kommentarer til Louise Køsters fratrædelse og posten som forperson før efter generalforsamlingen den 2. marts 2024.

Kontakter

Om Økologisk Landsforening

I Økologisk Landsforening arbejder vi for en verden, der tænker og handler økologisk – til glæde for mennesker, dyr og vores jord.

Følg pressemeddelelser fra Økologisk Landsforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Økologisk Landsforening

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye