Nivaagaards Malerisamling

Ny særudstilling: Da hverdagen stjal billedet - i Holland og Danmark

Del

I 1600-tallets frodige hollandske kunstliv fandt et markant nybrud sted, da malerne i stigende grad kastede sig over skildringen af hverdagens begivenheder og genstande. I 1800-tallet fulgte Danmark trop med samme motiver i kunsten, der siden blev fremhævet som den danske guldalder. Nivaagaards Malerisamling sammenstiller berømmede mesterværker og glemte skatte fra de to perioder i en ny ambitiøs udstilling.

Stille stunder og hårdt slid, sprudlende selskaber og drukfester, kærlighed og slagsmål, lusekæmning og madlavning – samt alle pauserne indimellem.

Den 28. januar 2024 åbner Nivaagaards Malerisamling dørene til sin storslåede særudstilling: Da hverdagen stjal billedet - i Holland og Danmark om to perioder i kunsthistorien, der med 200 års mellemrum brød med tidligere tiders fremstillinger i kunsten og lod hverdagen indtage lærreder og udsmykninger i hjemmene.

Udstillingen fokuserer på genremaleriet – folkelivsskildringer, hvor anonyme mennesker spiller hovedrollen i fortællende motiver i hverdagens omgivelser. Billederne er ofte sanselige og humoristiske, pudsige eller moraliserende. Og så er de fulde af detaljer: glitrende kobberkedler, bløde tekstiler og reflekser i et ølglas.

Genremalerierne er ikke dokumentariske, men konstruerede fortællinger om det levede liv; som det kunne ses, høres, lugtes og smages. De rammer fortsat lige ind i vores egne livsfortællinger og fremkalder nærvær, medfølelse, afstandtagen eller et smil i mødet med mennesker fra en svunden tid, skildret af en række af verdenshistoriens største kunstnere.

Som små vinduer åbner malerierne op til intime rum, vilde verdener, utæmmelige følelser, stor skønhed, begær og sult efter livet. Det er disse forsøg på at begribe det daglige liv og de følelser, det rummer, som udstillingen sætter fokus på med mere end 100 værker og indlån fra førende museer og privatsamlinger i Holland, USA, Frankrig, England, Sverige og Danmark.

Hverdag og sanselighed - med 200 års mellemrum

1600-tallets nederlandske og flamske kunstnere retter i stigende grad blikke og pensler mod hverdagens genstande og begivenheder og skabe banebrydende nye fortællinger i billedkunsten om almindelige menneskers liv. Samtidig udvikler de stilleben, landskabsmaleri og marinemaleri. Lige siden har hollandsk barok været beundret og elsket for at skildre den almindelige befolknings liv, med saft og kraft, i bordelscener, kroscener, lysfyldte interiører og muntre gader.

Mængden af malerier eksploderer nærmest i 1600-tallets Holland og spreder sig over den vestlige verden, også til Danmark, hvor motiverne ligger på nethinden som en væsentlig del af den kunst, der former sig op til og i løbet af den danske guldalder. Her begynder kunstnerne først i 1800-tallet at male den nære verden omkring dem: København inden for voldene, borgerskabets stuer og de travle folk i det offentlige byrum, kunstnerne selv, deres venner, kunder og familier.

Mens revolutionen præger andre steder i Europa, er det en stille, velordnet og moralsk verden, de danske guldaldermalere fremstiller. Her findes ikke den samme form for erotik og løssluppen livsglæde som i det hollandske maleri, men en mere tyst form for sanselighed. Og så sitrer humoren stadig i karikerede fortællinger over samfundets persongallerier. I både Holland og Danmark opnår genrebillederne stor popularitet i deres samtid, men i forhold til de tilbedte ’gamle hollændere’ underkendes flere af de danske genremalere i eftertiden.

Barok og guldalder – i samling og aktuel forskning

Nivaagaards Malerisamlings stifter Johannes Hage (1842-1923) var barn af dansk guldalder, og et hollandsk genrebillede blev hans første køb. For museet er det en stor glæde at vise den ambitiøse udstilling Da hverdagen stjal billedet – i Holland og Danmark, som for første gang i et internationalt format sammenføjer to af museets tre samlingsområder; nederlandsk/flamsk 1600-tals kunst og den danske guldalderkunst i 1800-tallets første halvdel.

Udstillingen baserer sig på kunsthistoriker Kasper Lægrings post.doc. forskningsprojekt, finansieret af Ny Carlsbergfondet og huset af Aarhus Universitet, om hollandsk og dansk genremaleri. Sideløbende har udstillingen haft gavn af det igangværende arbejde og foreløbige resultater af forskningen i den nederlandske og flamske samling på Nivaagaards Malerisamling, støttet af Kulturministeriets Forskningspulje og udført af museets specialkonsulent, prof. em. dr. Jørgen Wadum og den hollandske kunsthistoriker, dr. Angela Jager.

Udstillingen er muliggjort med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Da hverdagen stjal billedet - i Holland og Danmark

28. januar - 16. juni 2024

Pressebilleder

Downloades her

Kontakter

Kirsten Baltzer Kahr
Kommunikationsansvarlig
kbk@nivaagaard.dk
+45 93 88 01 81

Billeder

Om Nivaagaards Malerisamling:

Nivaagaards Malerisamling er et klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder - og skiftende særudstillinger med nyere eller moderne kunst. Museet ligger i en smuk gammel rododendronpark, der også huser det populære 'Reservat for truede ord' med omkring 100 ord, som er ved at forlade vores sprog

Følg pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling

Nye spirende ord er flyttet ind i Nivaagaards Park2.6.2025 15:26:17 CEST | Pressemeddelelse

I dag blev en ny generation af spirende ord anno 2025 plantet i Nivaagaards Park af unge fra 7.-8. klasser i Nordsjælland. Det er seks år siden, at det populære 'Reservat for truede ord' fik selskab af de unges spirende ord - nye ord, der har fundet vej ind i sproget, og måske er kommet for at blive eller blot er på besøg. Nu er de skiftet ud med nye spirende ord: Kom og se, om du kender de unges ord som brain rot, dødnumse og pookie, eller bare er stået helt af som elder millennial!

Fernisering 2. juni kl. 11: Unge planter nye spirende ord i Nivaagaards Park – rapperen Carmon optræder27.5.2025 12:26:53 CEST | Presseinvitation

Der er gået seks år, siden det populære 'Reservat for truede ord' fik selskab af de unges spirende ord - nye ord, der har fundet vej ind i sproget, og måske er kommet for at blive eller blot er på besøg. Nu er de ikke spirende længere, og på mandag den 2. juni kl. 11 indvies næste generation af spirende ord anno 2025, frembragt af 200 elever fra 7.-8- klasser i Nordsjælland. Kom og se, om meme og giz er blevet erstattet af nye udtryk eller er gået ud af sproget igen, hvilke af de spirende ord fra 2019, der er blevet optaget i ordbogen, og om du kender de nye spirende ord, eller bare er stået helt af som elder millennial!

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye