Den store fortæller og guldaldermaler Wilhelm Marstrand aktualiseres i særudstilling

Med 90 værker fra Wilhelm Marstrands overvældende og mangfoldige produktion aktualiserer forårets store særudstilling på Nivaagaards Malerisamling dansk guldalders dengang mest populære kunstner.
BEMÆRK: 'Wilhelm Marstrand. Den store fortæller' var planlagt til udstilling på Nivaagaards Malerisamling i foråret 2021, men blev udskudt som følge af corona-nedlukningen i 2021. Udstillingen åbner nu den 21. januar og vises frem til 12. juni 2022.
Den danske guldaldermaler Wilhelm Marstrand (1810-1873) mestrede som få at skildre komplicerede kompositioner med mange farvestrålende figurer i livfuld bevægelse og blev i sin samtid opfattet som et geni. Med sine folkelivsskildringer og en stor fortælleglæde skilte Marstrand sig ud fra tidens øvrige kunstnere. Hans dyrkelse af humor og satire, hverdagsliv og menneskelige anekdoter var uforlignelig - med et udsyn også mod folkelivet i andre lande.
Marstrand skildrer i sine medrivende fortællinger fest, dans, musik og teater og hele det nære menneskelige samvær. Udstillingen 'Wilhelm Marstrand. Den store fortæller' viser dette mangfoldige talent, der både favner hverdagsscener i København, folkerige gadebilleder i Italien, intense portrætter, et ikonisk historiemaleri, enkelte landskabsbilleder samt motiver over Holbergs komedier og Marstrands litterære yndlingsfigur, Don Quijote.
Fest og farver med et socialt aspekt
Som kunstner, professor og direktør på Kunstakademiet spillede Wilhelm Marstrand en væsentlig rolle i den danske guldalder. Hans kunstneriske anseelse har dog siden guldalderens storhedstid været svingende; i sammenligningen med øvrige af tidens mestre er hans værker ofte blevet betragtet som letbenet underholdning og hans farvestrålende motiver som for farverige, lig glansbilleder.
Men Marstrand var også moderne for sin tid. En tid, hvor demokratiet blev født, og nationalfølelsen voksede. Til grund for hans mange teaterscener og folkelivsskildringer ligger der ofte et samfundssyn og en social indsigt. På sine rejser malede Marstrand ikke de store monumenter, men det sprudlende liv omkring sig. Han bevarede et europæisk udsyn, mens Danmark vendte blikket indad, og forenede i sine værker tidens nationale strømninger med et socialt aspekt.

Wilhelm Marstrand, 'En dans i det frie på Ischia', 1847. Ribe Kunstmuseum
Portrætter af store personligheder og tre generationer på Malerisamlingen
Wilhelm Marstrands produktion er både mangeartet i sine motiver og overvældende i omfang. Det var for sine genrebilleder - folkelivsskildringerne, at han nød sin store popularitet. Og han satte i sin karriere betydelige aftryk med historiske værker som de dramatiske vægmalerier i Christian 4.’s Kapel i Roskilde Domkirke, udsmykningen af Københavns Universitets Festsal på Frue Plads og altertavler som i Faaborg Kirke. Men Marstrand slog også igennem som portrætmaler, hvor han skildrede guldalderens store personligheder som H.C. Ørsted, B.S. Ingemann og Johanne Luise Heiberg og modtog en lang række bestillinger fra det førende borgerskab.

Wilhelm Marstrand, Johanne Luise Heiberg, 1858-1859, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot

Wilhelm Marstrand, 'Portræt af Otto Marstrands to døtre og deres vestindiske barnepige, Justina Antoine, i Frederiksberg Have', 1857. Statens Museum for Kunst
Stifteren af Nivaagaards Malerisamling, godsejer Johannes Hage, havde via sin familie et nært forhold til Wilhelm Marstrand, der portrætterede hele tre generationer af familien Hage. Malerisamlingen ejer i dag 40 værker af Marstrand, hvoraf flere indgår i udstillingen sammen med vigtige lån fra museer og private i ind- og udland.

Wilhelm Marstrand, 'Dobbeltportræt af købmand Christopher Friedenreich Hage (1759-1849) og hans hustru Arnette f. Just (1778-1866)'. Nivaagaards Malerisamling
‘Wilhelm Marstrand. Den store fortæller’ er skabt i samarbejde med Fuglsang Kunstmuseum, Skovgaard Museet og Ribe Kunstmuseum. Udstillingen på Nivaagaards Malerisamling er sidste stop i udstillingsrækken, hvor den kan opleves med flere supplerende værker, heriblandt portrættet af Johanne Luise Heiberg (udlånt fra Frederiksborg Slot) og værker fra egen samling.
Der arrangeres en lang række arrangementer i forbindelse med udstillingen på Malerisamlingen, hvor Marstrand og hans værker perspektiveres i foredrag, oplæsninger, koncerter, filmaftener, tegneworkshops og familiearrangementer - følg med på nivaagaard.dk.
Tak til Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Arne V. Schleschs Fond, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Ny Carlsbergfondet, Slots- og Kulturstyrelsen, Sportgoodsfonden, Toyota-Fonden og 15. Juni Fonden for støtte til udstillingen.

Wilhelm Marstrand, 'Kirkefærd i Dalarne i Sverige. Til Leksands sognekirke i Dalarne kommer folket i deres store kirkebåde over Siljansøen om søndagen til gudstjeneste', 1853. Statens Museum for Kunst
_________________________________________________________________________________
Pressefotos kan downloades her.
_________________________________________________________________________________
For yderligere information kontakt gerne kommunikationsansvarlig Kirsten Baltzer Kahr på e-mail kbk@nivaagaard.dk eller tlf. 93 88 01 81.
Kontakter
Kirsten Baltzer Kahr
Kommunikationsansvarlig
kbk@nivaagaard.dk
+45 93 88 01 81
Billeder
Om Nivaagaards Malerisamling:
Nivaagaards Malerisamling er et klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder - og skiftende særudstillinger med nyere eller moderne kunst. Museet ligger i en smuk gammel rododendronpark, der også huser det populære 'Reservat for truede ord' med omkring 100 ord, som er ved at forlade vores sprog
Følg pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Ny særudstilling om Janus la Cours landskaber hengiver sig til stilhed3.7.2025 08:52:07 CEST | Pressemeddelelse
Særudstillingen udforsker den danske 1800-tals maler Janus la Cours kunstneriske univers, der insisterer på stille landskaber. Hvor moderne forstyrrelser er fraværende og en tilbagevenden til samme motiver en kraft.
Bloomsbury sommerferie på Nivaagaards Malerisamling1.7.2025 14:22:57 CEST | Pressemeddelelse
Sommerværkstedet er åbent - det er for alle aldre! Kom og skab dit eget venskabsbillede af gamle duge og lav venner-på-pind i Bloomsburys univers. Fortsæt legen med Vanessa Bell og Duncan Grant i det Bloomsbury-indrettede dukkehus. Og få skærpet sanser og samtaler i parken, hvor tabte fuglestemmer og truede ord møder nutidens fugleliv og unges spirende ord.
Nivaagaards Malerisamling erhverver sjældne 1600-tals værker af flamsk kvindelig kunstner13.6.2025 09:44:39 CEST | Pressemeddelelse
Nivaagaards Malerisamling erhverver to ud af seks kendte malerier af den flamske kunstner Catharina Ykens II, der bliver den første kvindelige maler i museets nederlandske barok-samling. Værkparret To blomsteropstillinger kan opleves på museet fra den 17. juni.
Ellen Hillingsø vækker Howards End til live3.6.2025 14:18:01 CEST | Pressemeddelelse
I anledning af den aktuelle Bloomsbury-udstilling vækkes et af medlemmerne E.M. Forsters roman Howards End til live på Nivaagaards Malerisamling med oplæsning ved Ellen Hillingsø til toner af Beethovens 5. symfoni.
Nye spirende ord er flyttet ind i Nivaagaards Park2.6.2025 15:26:17 CEST | Pressemeddelelse
I dag blev en ny generation af spirende ord anno 2025 plantet i Nivaagaards Park af unge fra 7.-8. klasser i Nordsjælland. Det er seks år siden, at det populære 'Reservat for truede ord' fik selskab af de unges spirende ord - nye ord, der har fundet vej ind i sproget, og måske er kommet for at blive eller blot er på besøg. Nu er de skiftet ud med nye spirende ord: Kom og se, om du kender de unges ord som brain rot, dødnumse og pookie, eller bare er stået helt af som elder millennial!
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum