Aarhus Universitet: Arts

Danske arkæologer skal bidrage til udforskning af Keops-pyramiden

Del

Professor i arkæologi på Aarhus Universitet Søren Sindbæk og et team af danske arkæologer skal deltage i et forskningsprojekt ved Keops-pyramiden.

Søren Sindbæk er med et team på fem danske arkæologer 6. januar rejst til Keops-pyramiden i Egypten for at deltage i The Giza Plateau Mapping Project. Her skal de den næste måned bidrage til Ancient Egypt Research Associates’ (AERA) undersøgelse af, hvordan den omtrent 4500 år gamle, enorme pyramide blev bygget.

”Vi er meget stolte og ydmyge over at få lov til at arbejde sammen med AERA. De har gjort et fantastisk arbejde siden 1980’erne med at udforske den menneskelige historie om pyramiderne,” fortæller Søren Sindbæk og fortsætter:

”Det er kæmpestort, at et dansk team bliver inviteret til at samarbejde på en af de vigtigste arkæologiske pladser i verden. Det er en enestående mulighed, man ikke vil misse.”   

3D-laserscannere skal lave opmålinger

At det netop er et team af danske arkæologer, som AERA har inviteret til at bistå udforskningen, skyldes deres særlige ekspertise med 3D-laserscannere.

”Vi er blevet inviteret med på grund af de teknikker, vi udviklede, da vi for et par år siden gennemførte projekt Northern Emporium om Ribe i vikingetiden. Da vi gravede dernede, havde vi brug for en metode til at holde styr på de meget tynde lag af gulve, som vi gravede frem. Der fandt vi frem til at bruge 3D-laserscannere, som ikke har været brugt på arkæologiske udgravninger før. De udsender laserstråler, som laver en opmåling af flere millioner punkter af ens overflade. Det er en ekstrem præcis og detaljeret fremgangsmåde,” forklarer Søren Sindbæk om 3D-laserscannerne.

Området ved Keops-pyramiden, de skal opmåle, er på størrelse med et par fodboldbaner og er for nylig blevet ryddet og gjort tilgængeligt for forskning. Herved er mange nye spor fra byggeriet kommet frem. Håbet er, at den nye brug af teknologi kan bringe forskerne endnu tættere på svar på, hvordan et af verdens syv underværker blev til.

”Vi skal prøve, om vi kan komme videre med de her helt grundlæggende spørgsmål om bygningsprocessen. Altså, hvordan bygger man en Keops-pyramide? spørger Søren Sindbæk.

Et vindue ind til verdens første byer

At opføre en pyramide har været en kolossal civilisatorisk opgave, der samtidig fortæller en historie om indretningen af oldtidens samfund i Egypten. For når man ser på pyramiderne ved Giza, så er der aldrig nogen, der indtil da har organiseret noget i den størrelsesorden før, fortæller Søren Sindbæk.

På den måde taler de danske arkæologers kommende projekt ind i Urban Network Evolutions’ forskning i urbanismens udvikling fra hellenismen til middelalderen. Som et vindue til de netværk og den kompleksitet, vi definerer som byer, som her opstår for første gang.

”Man troede engang, at pyramiderne var bygget af slaver. Mark Lehner (direktør og præsident for AERA, red.) og hans team har været med til at finde ud af, at arbejdet i stedet var organiseret som en slags samfundstjeneste eller værnepligt, hvor unge mænd fra hele landet blev kaldt sammen i en bestemt periode,” forklarer Søren Sindbæk.

Samtidig er udforskningen af området også et spørgsmål om at få sporene dokumenteret, før det er for sent.

”Det er helt nødvendigt. Hver dag går der tusinder af turister her, og de spor, som skal hjælpe os til at forstå byggeprocessen, risikerer at blive slidt væk. Så i den forstand er det også et bidrag til verdens kulturarv,” siger Søren Sindbæk.

Søren Sindbæk og hans forskerteam har modtaget 81.000 kroner fra Carlsbergfondet til projektet. 

Om Centre For Urban Network Evolutions

Center for Urban Network Evolutions (UrbNet) er et banebrydende arkæologisk forskningsinitiativ, der udforsker udviklingen af ​​urbanisme og by-netværk fra den hellenistiske periode til middelalderen. Centret er baseret på Aarhus Universitet, Institut for Kultur og Samfund, og er finansieret som et Center of Excellence af Danmarks Grundforskningsfond. UrbNet blev indviet 30. januar 2015

Læs mere om: Ancient Egypt Research Associates (Aera)

Kontakter

Søren Sindbæk – Professor ved afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier
Mail: farksms@cas.au.dk
Tlf: +45 40878334

Billeder

Søren Sindbæk og direktør i AERA, Mark Lehner, ved Giza i 2022. (Foto: Line Broen)
Søren Sindbæk og direktør i AERA, Mark Lehner, ved Giza i 2022. (Foto: Line Broen)
Download

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts

Trivselsfremme i skolen kræver helhedsorienteret indsats19.4.2024 10:08:16 CEST | Pressemeddelelse

Trivsel og mistrivsel blandt skoleelever er et af tidens helt store spørgsmål, men hvad siger forskningen om trivsel og trivselsfremme i skolen? En ny forskningsoversigt fra DPU i e-bogsserien ’Pædagogisk indblik’ giver en indføring i både dansk og international trivselsforskning. Den anbefaler, at vi løfter blikket fra enkeltelever og anlægger et helhedssyn på trivsel, og at skolerne i deres arbejde med at fremme trivsel altid tager udgangspunkt i de konkrete elever i den konkrete skole.

Nedlukninger blev en midlertidig undtagelsestilstand i familielivet22.3.2024 09:20:36 CET | Pressemeddelelse

Covid-19 påvirkede familier meget forskelligt og synliggjorde strukturelle uligheder i Danmark. For de fleste børnefamilier blev nedlukningsperioderne dog en parentes. Men for unge, der var teenagere og midt i deres formative år, har nedlukningerne fået mere langvarige konsekvenser. Ikke mindst for deres evne til at indgå i fællesskaber med jævnaldrende. Sådan lyder det fra forskere på DPU, der har undersøgt familielivet under pandemien.

Debatarrangement med Glenn Bech: Er kunsten blevet en legeplads for den hvide middelklasse i byerne?4.3.2024 12:06:00 CET | Pressemeddelelse

I årevis har teatre, museer og andre kunstinstitutioner forsøgt at udvide deres publikum – men med begrænset succes. Er kunsten mangfoldig nok, når den hovedsageligt samler en urban, hvid middelklasse – og hvad kan man gøre ved det? Det er spørgsmålet, som forfatter Glenn Bech og et stærkt panel vil diskutere tirsdag den 19. marts på Teatret Svalegangen til debatserien ”Art of Assembly”.

Ny europæisk undersøgelse: Danske unges følelse af europæisk identitet bliver større – men langt færre forventer at stemme til EU-Parlamentsvalg22.2.2024 10:10:45 CET | Pressemeddelelse

Danske skoleelever i 8. klasse har store forventninger til Europas fremtid, ligesom de i høj grad ser sig selv som europæere. Men sammenlignet med 8. klasseelever fra andre europæiske lande er de danske elever bemærkelsesværdigt skeptiske over for fælles regler for samarbejde og arbejdskraftens fri bevægelighed i Europa, og færre danske elever end tidligere forventer at stemme til fremtidige EU-parlamentsvalg.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye