Nyt notat: SVM har bragt midten tilbage

Det er for tidligt at afskrive SVM-regeringens betydning på længere sigt. Sådan lyder en af konklusionerne i et notat fra Tænketanken Prospekt. Notatet er udarbejdet af historiker, ph.d. Christian Egander Skov og giver en status på SVM-regeringens skæbne efter det første år.

”Man kan ikke komme udenom, at regeringen befinder sig i en vanskelig situation. Den har kun støtte fra omkring en tredjedel af vælgerne. Tilliden til regeringen er også styrtdykket. Samlet set tegner det et billede af en regering, som faktisk agerer på baggrund af et skrøbeligt mandat. Ikke mindst i lyset af det ambitionsniveau, den lagde for dagen i sit regeringsgrundlag.”

Regeringen kan dog allerede nu have fået betydning på den lange bane.

”For det første er en midterregering ikke længere utænkelig. SVM har på den måde brudt et tabu. Trolden er ude af æsken. Måske skræmmer sporene i forhold til en regering over midten, men man kan også forestille sig en mere traditionel centrumhøjre- eller centrumvenstrekoalition. Midten er ikke længere giftig. Den er den politiske magts udgangspunkt, og der har ikke manifesteret sig noget alternativ.”

SVM er gået fra at være en kriseregering, der trumfede sin vilje igennem til nu at optræde som en mild ”samarbejdsregering,” fremhæver notatet.

Christian Egander Skov peger også på, at SVM gennem sit ønske om at etablere en permanent trepartsinstitution bestående af staten og arbejdsmarkedets parter står bag et nybrud, som kan få betydning på længere sigt.

”Pointeringen af Venstres og Socialdemokratiets forbindelse til de folkelige bevægelser var helt central, da Mette Frederiksen i sin tid ville legitimere et samarbejde med Venstre. Det her er også regeringens måde at forholde sig til det problem, at de folkelige bevægelser har mistet tilslutning. Det er en måde at sikre dem ved at knytte dem snævert til staten. Men det er ikke uden risiko. Det lugter jo lidt af teknokrati og magtens lukkede cirkler.”

Christian Egander Skov understreger, at dette både kan ses som et forsøg på at inddrage civilsamfundets institutioner i reformer af velfærden og et forsøg på at binde dem til en politiske linje, der udgår fra regering og embedsværk.

”Det flytter en funktion, vi i kraft af den danske model tidligere har insisteret på som noget, der hørte civilsamfundet til ind i en statslig sammenhæng. Præcis hvad betydningen bliver, ved vi ikke, men det virker som et forsøg på at knytte samfundets vigtigste interessegrupper i form af lønmodtagere og arbejdsgivere til en form for reformpolitik. Det vil også sige at knytte dem til en politisk konsensus, der knytter sig til midten af dansk politik.”

Hele notatet kan læses hos Tænketanken Prospekt.