Frugt og grønt under lup: Kun ét dansk æble indeholdt for meget sprøjtemiddel

Del

Dansk frugt, grønt, korn og kød indeholder færre sprøjtemiddelrester end tilsvarende udenlandske, viser den danske pesticidkontrol.

Når du køber dansk frugt og grønt er det meget sjældent, at indholdet af sprøjtemiddelrester er højere end de tilladte grænseværdier. Det viser den årlige pesticidrapport 2022 fra Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.

- Når du vælger dansk frugt og grønt, får du generelt færre pesticidrester med i købet, end når du køber frugt og grønt fra udlandet. Samtidig viste kontrollen også, at langt de fleste varer fra udlandet overholder grænseværdien for pesticidrester i fødevarer. Hovedparten har intet indhold eller lave niveauer af pesticidrester, siger kontorchef i Fødevarestyrelsen Henrik Dammand Nielsen.

I konventionelt dyrket frugt fra andre EU-lande blev der fundet pesticidrester under grænseværdien i 83 pct. af prøverne. Det samme gjorde sig gældende for 86 pct. af prøverne fra tredjelande. Til sammenligning blev der fundet restindhold under grænseværdien i 51 pct. af de danske frugtprøver.

I konventionelt dyrkede grøntsager fra andre EU-lande var der restindhold under grænseværdien i 58 pct. af prøverne, mens 56 pct. af prøverne fra tredjelande indeholdt pesticidrester. I konventionelt dyrkede danske grøntsager var der kun restindhold under grænseværdien i 20 pct. af prøverne.

Ingen sundhedsrisiko

Af i alt 2.176 fødevareprøver, hvor også korn, kød og babymad blev analyseret, blev der fundet 34 prøver med indhold, der blev vurderet sundhedsmæssigt uacceptabelt. Det svarer til, at der i 1,6 pct. af samtlige fødevareprøver fra ind- og udland blev fundet sundhedsmæssigt uacceptable overskridelser af grænseværdien. Disse produkter blev tilbagekaldt, og der blev udsendt en varsling til andre EU-lande.

I danske prøver blev der kun fundet indhold over grænseværdien i én prøve af æble, hvor overskridelsen dog ikke udgjorde en sundhedsmæssig risiko for forbrugerne.

Indholdet af pesticidrester er generelt så lavt, at det ikke udgør en sundhedsmæssig risiko. Og selv hvis du en gang imellem spiser et stykke frugt eller grønt, som marginalt overskrider grænseværdierne, er din sundhed heller ikke truet, understreger kontorchef i Fødevarestyrelsen Henrik Dammand Nielsen:

- Men pesticidrester i fødevarerne skal holdes under grænseværdien. Derfor har vi løbende kontrol med pesticidrester i både danske og udenlandske fødevarer, og virksomhederne skal trække varerne tilbage, hvis der konstateres sundhedsmæssigt uacceptabelt indhold af pesticidrester.

Læs hele Pesticidrapporten 2022

FAKTA

Sådan undgår du pesticidrester

Beregninger fra DTU Fødevareinstituttets overvågningsrapport (2012-2017) viser, at gennemsnitsdanskeren kan nedsætte sit pesticidindtag med en tredjedel ved at vælge danske konventionelle varer, hvor det er muligt – dvs. stadig spise udenlandske appelsiner, men altid vælge danske æbler. Ved valg af økologiske fødevarer kan indtaget reduceres yderligere.

Lave grænseværdier i EU

 EU-grænseværdier for pesticidrester i fødevarer fastsættes altid på niveau med eller lavere end den sundhedsmæssigt acceptable grænse. Der må ikke anvendes mere pesticid end nødvendigt for at opnå den ønskede effekt på skadevolderen. Ofte vil en overskridelse af grænseværdien derfor ikke have en sundhedsmæssig betydning.

Følg pressemeddelelser fra Fødevarestyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Fødevarestyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye