Ville du turde lukke en fremmed ind i dit hjem? Og lege, at han er dig? Ja? Så får du nu chancen!
Det internationalt lovpriste berliner kunstnerkollektiv Gob Squad kommer til Aarhus Teater fra 7. februar 2024 med den interaktive forestilling IS ANYBODY HOME? På scenen er et enkelt menneske, som inviteres til at se en livestreamet film. En film, som vel at mærke foregår i personens eget hjem, hvor Gob Squads performere flytter ind. Nu søger Gob Squad og Aarhus Teater tre aarhusianere mellem 18 og 28 år, som har lyst til at være gæst for en aften.
”Dette er hoveddøren til, hvor du bor, ikke sandt? Og dette er din nøgle? Er der nogen hjemme? Ok, jeg går ind... Dette er dit værelse, dit helt eget private værelse, ikke sandt? Og denne store dobbeltseng. Den er din, ikke? Alt sammen kun for dig. Ok, jeg er udmattet. Jeg vil lægge mig ned, og jeg vil falde i søvn. Og når jeg vågner, vil jeg være tryg og rolig. Men først og fremmest, fortæl mig... Hvad drømmer jeg om?”
Citat fra forestillingen på Volksbühne, Berlin
EN LIVE FILM
IS ANYBODY HOME? er en live interaktiv film, der leger med tanken om, hvordan det vil være at leve en andens liv i en time. Hver aften skaber Gob Squad en ny forestilling baseret på aftenens gæst og liv. Gæsten får sin helt egen plads i en blød seng på Aarhus Teater Scala, mens en af performerne fra Gob Squad besøger gæstens hjem. Undervejs vil de spørge gæsten om det, de finder i lejligheden – og om gæstens drømme, håb og tanker.
I Gob Squads forestilling bliver empati og idéen om at dele andres oplevelser ført til det ekstreme. Grænserne for privatliv og ejendom forhandles konstant, senge soves i, og kroppe overtages. Hvor begynder du, og hvor slutter jeg? Er dette et mareridt eller en drøm, der går i opfyldelse?
AUDITION: SKAL DU VÆRE MED I FORESTILLINGEN IS ANYBODY HOME?
Vi leder efter tre aarhusianere mellem 18 og 28 år, der hver især skal medvirke i forestillingen.
Du skal ikke være skuespiller, men du føler dig tryg ved at blive filmet og er åben for at dele dit hjem med offentligheden. Du får din egen seng på publikumsrækkerne, imens en af performerne fra Gob Squad besøger dit hjem.
Du må max bo 20 minutters kørsel fra teatret, da performeren afhenter nøglen til din lejlighed ved forestillingens start og derefter drager afsted til din bopæl.
Forestillingen og prøver foregår på engelsk, så du vil også skulle tale engelsk.
Hvis du er interesseret i at deltage, så send en kort video (max 5 min), hvor du filmer dig selv på dit yndlingssted i dit hjem, imens du på engelsk fortæller lidt om stedet og dig selv.
Du uploader din video via Aarhus Teaters hjemmeside - se link længere nede i pressemeddelelsen. Deadline: 1. december 2023.
Din deltagelse er lønnet.
Prøver afholdes den 7. februar 2024 fra klokken 12.00-18.00.
Forestillingen spiller d. 7., 8. og 9. februar 2024 fra klokken 20.00.
OM GOB SQUAD
Eksperimentet er en helt ny forestilling fra det tysk-britiske kunstnerkollektiv Gob Squad, der består af syv performere med base i den tyske hovedstad. IS ANYBODY HOME?, der havde urpremiere i december 2022, er produceret i samarbejde med det banebrydende og legendariske Volksbühne i Berlin.
Gob Squad har i mere end 20 år gæstet alle kontinenter med deres særegne og visionære forestillinger og performances, hvor lyd og videoteknologi er centrale elementer. For Gob Squad er teknologien ikke kun med til at fremmedgøre os, den kan også skabe nye former og muligheder for intimitet. Ved at kradse i det 21. århundredes kaotisk pixelerede overflade ønsker de at finde ind til hverdagens magi og hverdagslivets mirakler.
Kontakter
Yderligere oplysninger fås hos kommunikationschef Morten Daugbjerg, tlf. 4213 4700 / presse@aarhusteater.dk
Billeder
Links
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Teater
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Teater
Ny Thomas Helmig-teaterkoncert kickstarter 125-års jubilæum på Aarhus Teater og åbner Aarhus Festuge 202528.11.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Thomas Helmigs ikoniske sangunivers har i fire årtier sat sit aftryk i danskerne på tværs af generationer. Til august går to af Aarhus’ to store kulturinstitutioner sammen og hylder en af byens og Danmarks allerstørste kunstnere med en groovy og varmblodet TEATERKONCERT THOMAS HELMIG. Forestillingen får urpremiere 28. august 2025 på Aarhus Teater, og Aarhus Festuge afholder sit 60-års jubilæum med gallaåbning 29. august 2025. Billetsalget til de første forestillinger er åbnet.
Landets to største teatre præsenterer Danmarkspremiere på prisvindende musical20.11.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det er blevet en ny tradition, at landets to største teatre - Det Kongelige Teater og Aarhus Teater - forener de kunstneriske kræfter til glæde for publikum i hele Danmark. Den kommende sæson er ingen undtagelse. Til foråret 2026 er der nemlig Danmarkspremiere på den hjertegribende Grammy-, Tony- og Olivier Awards-vindende musical DEAR EVAN HANSEN, der handler om længslen efter at blive set og høre til. Billetsalget er netop åbnet.
VIA University College og Aarhus Teater indgår nyt samarbejde30.10.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
VIA University College og landets næststørste teater skaber ny teaterpædagogisk efteruddannelse i Anvendt scenekunst. Efteruddannelsen er for lærere, pædagoger, formidlere og andre, der ønsker at beskæftige sig med æstetiske læreprocesser, scenekunst og drama.
Fra Sdr. Bjert til Aarhus Teater: Frank Thiel fejrer 25 år som skuespiller15.8.2024 11:33:55 CEST | Pressemeddelelse
Skuespiller Frank Thiel er drevet af et ønske om, at hans arbejde – på scenen, på skærmen og som kommunikationscoach – kan forløse andre mennesker. I år fejrer han sit 25-års jubilæum med forestillingen Blodbadets Gud, der spiller på Aarhus Teater fra den 5. september. Selve jubilæet fejres på Aarhus Teaters Scala-scene efter forestillingen den 25. september.
TRO, HÅB & KÆRLIGHED - urpremiere på teaterversion af Bjarne Reuters elskede romanklassiker20.3.2024 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Aarhus Teater indleder den nye sæson 2024/25 med en musikspækket sceneudgave af Bjarne Reuters romanklassiker Når snerlen blomstrer om den både famlende og fandenivoldske ungdom. Urpremiere på Aarhus Teater 31. august.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum