TRO, HÅB & KÆRLIGHED - urpremiere på teaterversion af Bjarne Reuters elskede romanklassiker
Aarhus Teater indleder den nye sæson 2024/25 med en musikspækket sceneudgave af Bjarne Reuters romanklassiker Når snerlen blomstrer om den både famlende og fandenivoldske ungdom. Urpremiere på Aarhus Teater 31. august.
Tro, håb & kærlighed er Bille Augusts filmatisering af Bjarne Reuters store ungdomsroman Når snerlen blomstrer. Den skildrer medrivende og hjertevarmt den både smukke og svære teenagetid, hvor længslerne og trængslerne står i kø på tærsklen til at blive voksen. For første gang kan publikum opleve denne på en gang tidstypiske og eviggyldige fortælling om ungdomsliv og uskyldstab på en teaterscene ledsaget af masser af musik fra samtiden.
En gribende fortælling om kærlighed og venskab
Historien er sat i 1963. Året, hvor den amerikanske præsident John F. Kennedy bliver myrdet i Dallas, Texas. Men også året, hvor fire karismatiske fyre fra Liverpool sætter millioner af hormonblomstrende teenagere i hvinende svingninger med rock’n’roll-hittet Twist and Shout. Det er en legendarisk tid i musikken med mange store hits på tværs af genrer og kunstnere: fra Gitte Hænning og Bjørn Tidmand til Beach Boys og The Beatles.
Da Bjørn får øje på Anna til en koncert, smelter han fuldkommen. Kirsten står på sidelinjen og er jaloux. Bjørns ven Erik tænker nok på piger, men han er hæmmet af livet med en psykisk syg mor og ikke mindst kuet af sin dominerende far. Anna bliver gravid med Bjørn, men det er før aborten blev fri, og Anna må i stedet til en af tidens hemmelige kvaksalvere. Alle må de tage deres første skridt ind i de voksnes rækker - og for nogen er det mere brutalt end for andre.
Tryllebindende trekløver på scenen
I spidsen for et musikalsk hold af Aarhus Teaters skuespillere får du et tryllebindende trekløver med Emil Busk Jensen i rollen som Bjørn, Mette Klakstein som Anna og Reumertnominerede Emil Prenter som den forpinte Erik.
Emil Busk Jensen siger:
"Forestillingen handler i store træk om den uskyldige teenagekærlighed, men også om den barske og onde side af ungdomslivet. Den fortælling glæder jeg mig helt vildt til at være med til at vise på scenen. Jeg er fra en generation, der er født længe efter udgivelsen af roman og film i begyndelsen af 80’erne, og jeg har endnu ikke læst Bjarne Reuters Når snerlen blomstrer eller set Bille Augusts Tro, håb og kærlighed – derfor har jeg en helt jomfruelig og fordomsfri tilgang til materialet.”
Tro, håb & kærlighed er sat i scene af den prisbelønnede norske instruktør Peer Perez Øian. Han stod i 2022 i spidsen for den Reumertpræmierede forestilling Omstigning til paradis på Aarhus Teater sammen med den norske komponist og arrangør Gaute Tønder, der også skaber det musikalske univers til denne forestilling. Den erfarne og alsidige Jonas Fly kreerer scenografien.
Tro, håb og kærlighed får urpremiere på Aarhus Teaters Store Scene 31. august 2024.
Bjarne Reuter og Når snerlen blomstrer
Bjarne Reuter (f. 1950) er en af de mest produktive og prisvindende forfattere i Danmark. I 1983 skrev han romanen Når snerlen blomstrer, der er en selvstændig fortsættelse af Zappa, og handler om Bjørn og hans nye kammerater. Når snerlen blomstrer er en forrygende og nostalgisk beretning om fester, forelskelser, venskaber, kliker og forældre i starten af 1960'ernes Brønshøj, hvor Bjarne Reuter selv er opvokset.
I 1984 udkom Bille Augusts ungdomsfilm Tro, håb og kærlighed, baseret på Bjarne Reuters Når snerlen blomstrer. Her kunne man bl.a. opleve Bjørn og Annas kærlighedshistorie (spillet af Adam Tønsberg og Camilla Søeberg), der afsluttes med en smertelig abort hos en illegal jordemoder. Rollen som den forpinte Erik spilledes af Lars Simonsen.
Både roman og film betegnes i dag som monumentale værker inden for den danske litteratur- og filmhistorie.
Forestillingen på Aarhus Teater er baseret på Bjarne Reuter og Bille Augusts manuskript til filmen "Tro, håb & kærlighed" og Bjarne Reuters bog "Når snerlen blomstrer".
Nøgleord
Kontakter
Yderligere oplysninger hos kommunikationschef Morten Daugbjerg, tlf. 4213 4700 / presse@aarhusteater.dk
Billeder
Links
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Teater
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Teater
Ny Thomas Helmig-teaterkoncert kickstarter 125-års jubilæum på Aarhus Teater og åbner Aarhus Festuge 202528.11.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Thomas Helmigs ikoniske sangunivers har i fire årtier sat sit aftryk i danskerne på tværs af generationer. Til august går to af Aarhus’ to store kulturinstitutioner sammen og hylder en af byens og Danmarks allerstørste kunstnere med en groovy og varmblodet TEATERKONCERT THOMAS HELMIG. Forestillingen får urpremiere 28. august 2025 på Aarhus Teater, og Aarhus Festuge afholder sit 60-års jubilæum med gallaåbning 29. august 2025. Billetsalget til de første forestillinger er åbnet.
Landets to største teatre præsenterer Danmarkspremiere på prisvindende musical20.11.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det er blevet en ny tradition, at landets to største teatre - Det Kongelige Teater og Aarhus Teater - forener de kunstneriske kræfter til glæde for publikum i hele Danmark. Den kommende sæson er ingen undtagelse. Til foråret 2026 er der nemlig Danmarkspremiere på den hjertegribende Grammy-, Tony- og Olivier Awards-vindende musical DEAR EVAN HANSEN, der handler om længslen efter at blive set og høre til. Billetsalget er netop åbnet.
VIA University College og Aarhus Teater indgår nyt samarbejde30.10.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
VIA University College og landets næststørste teater skaber ny teaterpædagogisk efteruddannelse i Anvendt scenekunst. Efteruddannelsen er for lærere, pædagoger, formidlere og andre, der ønsker at beskæftige sig med æstetiske læreprocesser, scenekunst og drama.
Fra Sdr. Bjert til Aarhus Teater: Frank Thiel fejrer 25 år som skuespiller15.8.2024 11:33:55 CEST | Pressemeddelelse
Skuespiller Frank Thiel er drevet af et ønske om, at hans arbejde – på scenen, på skærmen og som kommunikationscoach – kan forløse andre mennesker. I år fejrer han sit 25-års jubilæum med forestillingen Blodbadets Gud, der spiller på Aarhus Teater fra den 5. september. Selve jubilæet fejres på Aarhus Teaters Scala-scene efter forestillingen den 25. september.
Ville du turde lukke en fremmed ind i dit hjem? Og lege, at han er dig? Ja? Så får du nu chancen!21.11.2023 12:23:18 CET | Pressemeddelelse
Det internationalt lovpriste berliner kunstnerkollektiv Gob Squad kommer til Aarhus Teater fra 7. februar 2024 med den interaktive forestilling IS ANYBODY HOME? På scenen er et enkelt menneske, som inviteres til at se en livestreamet film. En film, som vel at mærke foregår i personens eget hjem, hvor Gob Squads performere flytter ind. Nu søger Gob Squad og Aarhus Teater tre aarhusianere mellem 18 og 28 år, som har lyst til at være gæst for en aften.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum