EWII A/S

Plattenslagere og storsvindlere i el-branchen slipper med påtaler og påbud!

Del

Åbent brev til Justitsminister Peter Hummelgaard og Klimaminister Lars Aagaard fra Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII Koncernen. 

De danske el-forbrugere ender gang på gang i nettet hos uhæderlige el-selskaber, fordi I, som har det øverste ansvar, ikke tager opgaven alvorligt. De brodne kar kan stort set uden konsekvenser, svindle og bedrage løs, mens de mange ordentlige selskaber bliver overladt til at håndtere en dyb tillidskrise til branchen. 

Den 3. november 2023 offentliggjorde Forsyningstilsynet, at de har givet påbud eller påtaler til fire energihandelsvirksomheder, Modstrøm A/S, b.energy A/S, Dansk Strøm ApS og Edison EL ApS. Årsagen er, at virksomhederne ikke har “overholdt lovgivningens regler om slutafregning i forbindelse med leverandørskift.” I sin substans har virksomhederne beholdt forbrugernes penge – det man i andre sammenhænge kalder tyveri, og som man ved systematisk, forsætlig vildfarelse af forbrugeren kalder bedrageri.

Ingen af selskaberne er tiltalt for tyveri eller bedrageri. De har modtaget en påtale eller et påbud!

Jyllands-Posten har omtalt, at Modstrøm A/S har tilbageholdt 131 millioner kroner af kundernes penge. Beløbene for de øvrige virksomheder er ikke kendte, men man skal ikke sjusse sig frem længe, før man må nå den konklusion, at der er tale om andre store beløb.

SKAT sender straffesager til Politiet, hvis der forsætligt unddrages skat eller moms for mere end 250.000 kroner. Strafferammen for bedrageri er i grove tilfælde op til 8 års fængsel. Sådan er det ikke i el-branchen. Her har Folketinget besluttet sig for at lave et slaraffenland for plattenslagere, lommetyve og storsvindlere. Efter Lov om Forsyningstilsynet §13 kan man få en bøde, hvis man ikke overholder et påbud.

Modstrøm A/S, der tilbageholdt 131 millioner kroner, har blot fået en påtale. En påtale!

Det er ikke nye sager. Det er gentagne gamle historier om forskellige virksomheder, og I gør intet.

Lige nu er mindst to andre vildledningsnumre i gang.
I det ene ringer selskaber til potentielle kunder og fortæller, at de er billigst med henvisning til Forsyningstilsynets myndighedsunderstøttede hjemmeside, elpris.dk, hvor de er højt placeret.

Dog laver selskaberne et "skjult" tillæg til netselskabernes tariffer, som oplyses på side 109 i et bilag - men som ikke skal oplyses på Forsyningstilsynets hjemmeside. Det er fuldt lovligt, helt håbløst og et resultat af, at man på netop el-området ikke har samme pligt til at oplyse én samlet pris, som når man sælger gulerødder.

I det andet vildledningsnummer ringer selskaber i uoverensstemmelse med sandheden og fortæller, at de har overtaget faktureringen for et andet elselskab, og blot lige skal bruge kundens oplysninger.

Det er selvfølgelig ulovligt, men vigtigst af alt er det resultatet af samme moral, samme slaraffenland og samme udnyttelse af samfundets svageste, fordi konsekvenserne er forsvindende små.

Kære Klimaminister og Kære Justitsminister. Det her sker på jeres vagt, og det er simpelthen ikke godt nok. Og det går i høj grad ud over den almindelige forbruger, som igen og igen bliver udsat for skrupelløse selskaber, der højst risikerer at få et lille smæk over fingrene. Hvor længe vil I acceptere det?

Med venlig hilsen

Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII Koncernen

Kontakter

For yderligere information, kontakt venligst

Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII Koncernen, på telefon 23 23 71 18

Ann Warren, pressechef i EWII, telefon 51 15 25 55 eller anwa@ewii.com

Om EWII

EWII er en dansk energikoncern, der sælger grøn strøm og hurtigt, stabilt internet til både private og erhverv i hele landet. En koncern, der ønsker at gå forrest i den grønne omstilling med udviklingen af intelligente løsninger og fleksible lagrings- og energisystemer.

I Trekantområdet er EWIIs forsyningsselskab TREFOR leverandør af vand, fjernvarme og elnet, ligesom selskabet driver elnettet på Bornholm. Det er grøn infrastruktur med fokus på høj forsyningssikkerhed.

EWII opbygger et netværk af offentlige ladestandere til elbiler med mere end 4000 ladepunkter fra Københavns Lufthavn i Øst til Hvide Sande i Vest, og i Trekantområdet udruller EWII fibernet til samtlige husstande.

Koncernen er selvejende og forbrugerstyret med en historie, der strækker sig over mere end 150 år. På tværs af organisationen har koncernen mere end 400.000 kunderelationer og -forpligtelser, og EWII er med knap 700 ansatte en af Trekantområdets største private arbejdspladser.

Følg pressemeddelelser fra EWII A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra EWII A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye