Bredt forlig med fokus på børn, unge og voksne med særlige behov

Del

Syv af Gladsaxe Byråds otte partier og en løsgænger indgik onsdag aften et bredt budgetforlig. Forliget giver blandt andet en indsprøjtning på et trecifret millionbeløb til Gladsaxes børn, unge og voksne med særlige behov, men indeholder også nye tiltag i forhold til byudvikling og bæredygtig omstilling.

Trods et stramt budget lykkedes det onsdag aften partierne i Gladsaxe Byråd at indgå et bredt budgetforlig, som tilgodeser Gladsaxes børn, unge og voksne med særlige behov med et trecifret millionbeløb. Skarpe prioriteringer sikrede desuden, at der også blev plads til nye aktiviteter inden for blandt andet byudvikling og bæredygtig omstilling. Og en ekstra pose penge på 8,6 mio. kr. fra regeringen i sidste øjeblik gjorde, at de mest indgribende spareforslag kunne tages af bordet igen. Det gælder blandt andet en planlagt besparelse på lejrskoler, beskæring af aktiviteter i plejeboligerne og en nedjustering af den offentlige åbningstid om fredagen i Gladsaxe og Bagsværd svømmehaller. 

22 ud af 25 byrådsmedlemmer er med i forliget
Bag budgetforliget står Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, løsgængeren Suleman Naim, Danmarksdemokraterne og Gladsaxe SocialKonservative. Dermed bakker 22 ud af 25 byrådsmedlemmer op om den økonomiske retning, som er lagt for Gladsaxe Kommunes økonomi i de kommende år.

- Med de udfordringer vi har på det specialiserede område og de stramme, økonomiske rammer vi som kommune er underlagt, er jeg utrolig glad for, at vi er så mange, der sammen har kunnet blive enige om, hvordan vi skal prioritere vores økonomi i det kommende år, så vi ikke kun lapper huller, men reelt fortsat udvikler vores by. Det vil jeg gerne takke min byrådskolleger i forligskredsen for. For netop i svære tider, er det utrolig vigtigt, at vi politikere formår at stå sammen og finde fælles løsninger. For det er godt for vores borgere og virksomheder og det er godt for Gladsaxe, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.

200 mio. kr. til børn og unge med særlige behov
Ligesom i resten af landet stiger antallet af børn og unge i Danmark, som får diagnoser og mistrives i folkeskolen, voldsomt. Og selvom området det seneste år har fået tilført 120 mio. kr. ekstra, er behovet fortsat voksende. 
Erfaringerne viser, at børn klarer sig bedst som voksne, hvis de får den hjælp, de har brug for i den almindelige folkeskole. Derfor arbejdes der med en række indsatser, som først og fremmest skal sikre, at flere børn og unge så tidligt som muligt kan få den rette støtte i den almindelige folkeskole. Det er en stor, faglig omstilling, som kræver tid og ressourcer at gennemføre. Derfor tilføres området 200 mio. kr. ekstra over de kommende fire år med 80 mio. kr. det første år, faldende til 30 mio. kr. det fjerde, hvor tiltagene må forventes at være fuldt implementeret. 

Øget brug af co-teaching i skolerne
For at styrke trivslen og fagligheden i folkeskolen afsættes der i 2024 4,1 mio. kr. til at øge brugen af co-teaching i skolerne. Co-teaching går ud på, at to undervisere sammen skaber inkluderende undervisning til gavn for alle elevers faglige og sociale udvikling.

Særlige forløb for højt begavede børn
Som led i indsatsen for at skabe deltagelsesmuligheder for alle skal de særligt tilrettelagte forløb for højtbegavede og særligt fagligt dygtige elever, som flere skoler har udviklet, udbredes til alle Gladsaxes folkeskoler. Målet er at skabe læringsmiljøer, som understøtter det enkelte barns behov og potentialer.

Styrket indsats for unge i udsatte boligområder
Den planlagte besparelse på den tværgående ungeindsats UNiG rulles tilbage. I stedet styrkes den tværfaglige indsats overfor unge over 18 i udsatte boligområder med fokus på fritidstilbud, socialpædagogisk støtte, job, uddannelse og bolig.

Foreningslivet skal understøtte unges mentale sundhed og trivsel 
Flere børn og unge skal have gavn af de positive fællesskaber, som findes i foreningslivet. For at sikre positive og mentalt sundhedsfremmende fritidsfællesskaber til Gladsaxes unge afsættes der 50.000 kr. til kompetenceforløb for foreninger, der giver trænere og frivillige værktøjer til at kunne arbejde med inkluderende. 
 
Flere socialrådgivere til forebyggende indsats
For at styrke den forebyggende indsats i forhold til udsatte familier, ansættes der 3 mio. kr. årligt til flere socialrådgivere. 

21 mio. kr. ekstra årligt til voksne med særlige behov
Flere voksne med handicap og psykosociale udfordringer har brug for bo- og dagtilbud. Derfor afsættes der 21 mio. kr. ekstra årligt til voksne med særlige behov. Samtidig arbejdes der med at forbedre den socialpædagogiske indsats, så flere voksne med særlige behov får mulighed for at få støtte i eget hjem.

Flere sygeplejersker til plejeboligerne
I Gladsaxes plejeboliger er der i dag en sygeplejerske om aftenen og i weekenden for hvert plejecenter, uanset størrelse. Det har vist sig at være for lidt i forhold til de største plejecentre. Derfor afsættes der godt 800.000 kr. årligt på at øge antallet af sygeplejersker i aftenvagterne.

Flere medarbejdere med psykiatriske kvalifikationer
Gladsaxe har en gruppe beboerne i plejeboliger med psykiatriske udfordringer og diagnoser, psykisk sårbarhed og misbrug. Disse beboere har et højere støtte- og aktivitetsbehov end de øvrige beboere. Derfor afsættes der 1,5 mio. kr. årligt til flere medarbejdere, som har erfaring og kvalifikationer inden for psykiatriområdet. 

Opgaveudvalg om udvikling af ny bydel i Bagsværd
For at sikre at den nye bydel, som er planlagt på Ringbo-grunden, bliver et attraktivt boligområde og mødested for borgerne i Bagsværd, nedsættes der et §17 stk. 4 -opgaveudvalg. Opgaveudvalget skal bestå af relevante parter med erfaring i by- og boligudvikling, innovative og bæredygtige boliger og forskellige boligformer.  Opgaveudvalget skal blandt andet sikre dialog mellem borgere i lokalområdet og developere. 

Ventetiden på lokalplanarbejdet skal ned
Gladsaxe Kommune arbejder aktivt med at skabe gode byrum, gode boliger og godt byggeri. Det har øget behovet for nye lokalplaner og revision af de eksisterende. Derfor afsættes der 1,2 mio. kr. årligt til ansættelse af to ekstra byplanlæggere.

Genbrug af byggematerialer i nyt børnehus
I forbindelse med byggeriet af det nye, svanemærkede børnehus, Ny Bakkely, i Bagsværd, bliver der nedrevet to villaer. For at understøtte bæredygtigt byggeri skal det undersøges, om byggematerialerne fra de to villaer, kan genbruges i byggeriet af det nye børnehus.

LED i lyssignaler sparer penge
Mange lyssignaler i Gladsaxe har i dag glødepærer med et højt strømforbrug. Derfor afsættes der 2,5 mio. kr. i 2024 til at udskifte glødepærerne til LED-teknologi. Det giver fra 2025 en besparelse på 240.000 kr. årligt. 

Store sportsbegivenheder
Store sportsbegivenheder samler mange mennesker og skaber en god stemning i byen. Derfor ønsker Gladsaxe Kommune at markere sig som en sportsvenlig kommune og vil være velvilligt indstillet på at bidrage, når der kommer store sportsbegivenheder til Gladsaxe.

Spareforslag taget af bordet
Kort før budgetforhandlingerne gik i gang, meldte finansministeren ud, at den nationale økonomi var bedre end forventet og afsatte 650 mio. kr. ekstra til fordeling mellem kommunerne. Med en ekstra pose penge på 8,6 mio. kr. valgte forligspartierne at tage en række spareforslag af bordet igen. Det betyder at:

•    Budgettet til lejrskolerne i folkeskolen bevares uændret. 
•    aktiviteter i plejeboligerne bevares på nuværende niveau.
•    Åbningstiden for offentligheden om fredagen i Gladsaxe og Bagsværd svømmehaller bevares uændret.
•    Robotstøvsugere hos borgere, som modtager rengøring, indfases over en længere periode end først forudsat.
•    Der indgås en ny aftale med Gladsaxe Svøm om varetagelse af svømmeundervisning i kommunens folkeskoler.

Nye aktiviteter finansieres af omprioriteringer
Budgetforliget afspejler, at selvom økonomien, ligesom i landets øvrigt kommuner, er stram på grund af de økonomiske rammer, som regeringen har lagt for kommunernes økonomi, har Gladsaxe fortsat en sund og robust økonomi og et højt serviceniveau. Men for at kunne finansiere de øgede udgifter til børn-unge og voksne med særlige behov og samtidig fortsat udvikle vores by og iværksætte nye og nødvendige initiativer, er kommunen tvunget til at prioritere. Derfor gennemgår de politiske fagudvalg hvert år alle aktiviteter inden for deres områder for at se, om der er penge, der kan bruges bedre. Det kan være aktiviteter, der ikke blev helt så dyre, som forventet eller kan gøres billigere. Det kan være aktiviteter, som ikke længere er relevante. Eller det kan være områder, hvor Gladsaxe har et serviceniveau, som ligger over niveauet i andre kommuner. 

Gladsaxe skal spare 30 millioner på administration
Udover de mange millioner, som skulle findes til det specialiserede område, har regeringen som en del af regeringsgrundlaget pålagt kommunerne en bunden opgave med at spare på administrationen. Det betyder, at Gladsaxe Kommune skal spare 9 mio. kr. i 2024 – et beløb, som gradvist hæves til 30 mio. kr. årligt i 2030. For at sikre, at kerneopgaverne løses bedst muligt med færre medarbejdere, har kommunen sat gang i en analyse, som skal resultere i konkrete forslag til besparelser på tværs af organisationen, så de udførende enheder understøttes bedst mulig i at skabe værdi for kommunens borgere og virksomheder.

Store anlægsprojekter fortsætter
Gladsaxe fortsætter med at gennemføre de mange, store anlægsprojekter, som er planlagt de kommende år for at udvikle byen til gavn for borgere og virksomheder. Første spadestik er netop taget til et nyt Sundheds- og Beskæftigelseshus i den gamle politistation på Fremtidsvej. Der bygges ny skøjtehal og det tidligere Blågård Seminarium, nu Mørkhøj Part er ved at blive renoveret. Byggeriet af nye og svanemærkede børnehuse og nye læringsmiljøer på skolerne fortsætter. Og kommunen er i gang med at planlægge og udvikle det tidligere Ringbo i Bagsværd til en helt ny bydel med boliger, ny skole og nye idrætsfaciliteter. Og så er Gladsaxe sammen med 10 omegnskommuner og Region Hovedstaden ved at lægge sidste hånd på Hovedstadens Letbane, som forventes færdig i 2025.

Revidering af anlægsbudgettet skal sikre likviditeten
For at kunne gennemføre det ambitiøse anlægsbudget, uden at presse likviditeten, har forligspartierne besluttet at udskyde og droppe en række aktiviteter og projekter i anlægsprogrammet. De nye eldrevne renovationsbiler, som skal købes som led i hjemtagelsen af affaldsopgaven, skal finansieres via lån. Samtidig skal der igen løbende spares penge op i ’Puljen til strategiske investeringer i kernevelfærd’, fx ved salg af ejendomme eller andre indtægter. Målet er at sikre, at der fortsat er penge til at gennemføre de planlagte anlægsinvesteringer.

Uændret skat og tilpasset grundskyld
Skat og dækningsafgift bevares uændret på henholdsvis 23,6 procent og 10,1 promille. Grundskyld, som i dag er på 23 promille, ændres til 5,9 promille som en konsekvens af de nye, offentlige vurderinger af grundværdier. 

Hele budgetforliget for 2024-2027, oversigten over fagudvalgenes omprioriteringer og den samlede oversigt over anlægsinvesteringer de kommende 15 år er vedlagt som dokumenter.

Kontakter

Borgmester Trine Græse, trine.graese@gladsaxe.dk eller 39 57 50 01
Kommunikationschef Ulla Baden, ulla.baden@gladsaxe.dk eller 22 76 56 22

Repræsentanter for forligspartierne:
Kristine Henriksen, Socialdemokratiet, kristine.henriksen@gladsaxe.dk eller 24 27 37 49
Astrid Søborg, Venstre, astrid.soeborg@gladsaxe.dk eller 28 14 65 44
Henrik Sørensen, Det Konservative Folkeparti, henrik.soerensen@gladsaxe.dk eller 22 17 28 06
Serdal Benli, Socialistisk Folkeparti, serdal.benli@gladsaxe.dk eller 27 20 88 60
Christina Rittig Falkberg, Radikale Venstre, christina.rittig.falkberg@gladsaxe.dk eller 40 14 33 95
Suleman Naim, udenfor parti, suleman.naim@gladsaxe.dk eller 26 49 11 49
Susanne Damsgaard, Danmarksdemokraterne, susanne.damsgaard@gladsaxe.dk eller 61 68 28 61
Lars Abel, Gladsaxe SocialKonservative, lars.abel@gladsaxe.dk eller 40 30 30 75

Vedhæftede filer

Følg pressemeddelelser fra Gladsaxe Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Gladsaxe Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye