Nordfyns er en af Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner

Del

De fleste fynske kommuner er blevet mere erhvervsvenlige det seneste år. Fem ud af de syv kommuner, der er med i årets erhvervsvenlighedsundersøgelse fra DI, er gået frem. Og én kommune skiller sig særligt ud - nemlig Nordfyns, der overordnet bliver kåret som Danmarks femte bedste kommune at drive virksomhed i.

Der er flere lyspunkter i årets undersøgelse. Odense går pænt frem og opnår det bedste resultat i 11 år, Nyborg er årets fynske højdespringer med et hop fremad på listen på 12 pladser, og Kerteminde kæmper sig støt og rolig opad.

- De fynske virksomheder bliver overordnet set mere og mere tilfredse med kommunernes erhvervsvenlighed, som stiger for fjerde år i træk. Det vidner om, at politikere og embedsmænd i kommunerne er blevet mere lydhøre over for virksomhederne. Men der er stadig meget store forskelle kommunerne imellem og masser af opgaver og udfordringer at tage fat på i de kommende år, siger formand for DI Fyn Poul Strandmark.   

Den største er ubetinget arbejdskraft. En ting er virksomhederne på tværs af Fyn enige om, nemlig at arbejdskraften skal prioriteres højest på kommunekontorerne det kommende år. Kun i to kommuner, Assens og Kerteminde, er infrastruktur højere på virksomhedernes dagsorden.

- Kampen om kvalificerede medarbejdere er skærpet, og bliver kun hårdere de kommende år. Kommunerne kan ikke trylle, men de kan hjælpe med at opkvalificere og formidle nogle af de medarbejdere, som virksomhederne allerede mangler nu. Et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv er helt afgørende her, og det samme gælder i folkeskolerne og i gymnasierne, hvor vi skal have flere unge til at interessere sig for en faglært uddannelse og karriere, siger Poul Strandmark.  

Samlet set er de fynske kommuner placeret i midten i undersøgelsen med en gennemsnitlig 49. plads ud af 92 kommuner.

Nordfyns Kommune er danmarksmester i dialog og information

Nr. 5 (8 sidste år)

Nordfyns Kommune er ikke blot Fyns bedst placerede kommune igen i år, det er samtidig den eneste kommune i hele undersøgelsens top-ti, der ikke ligger i Jylland! De lokale virksomheder er endda så tilfredse med kommunens information, og den dialog de har med Nordfyns politikere og embedsmænd, at kommunen på det område stryger helt til tops som landets bedste.

- At være Danmarksmester i information og dialog er et resultat af en målrettet og kontinuerlig indsats. Det gælder både blandt politikerne med den afgåede borgmester Morten Andersen i spidsen og på kommunekontoret. Evnen og viljen til at lytte til hinanden og tale sammen er ganske enkelt forudsætningen for at skabe fremgang til fælles bedste. Og vi ser frem til et lige så godt og konstruktivt samarbejde med borgmester Mette Landtved-Holm, siger Poul Strandmark.

At servicen er i top afspejles også i de øvrige kategorier. Nordfyns Kommune er placeret på en imponerende tredjeplads i kategorierne overordnet erhvervsvenlighed, sagsbehandling og brug af private leverandører. Mens der desværre er en tilbagegang i kategorien uddannelse. Her er andelen af elever med høj trivsel i folkeskolen faldet lidt, og det halter med karaktergennemsnittene ved folkeskolens afgangseksamen.

-   Til gengæld er der stor, og stigende, søgning til erhvervsuddannelserne blandt Nordfyns 9. og 10. klasse elever. Det er vi rigtig glade for i DI Fyn, da mange af vores virksomheder allerede nu mangler kvalificerede faglærte. En udfordring der bliver større de kommende år, siger DI Fyns formand Poul Strandmark.

Odense Kommune opnår det bedste resultat i 11 år

Nr. 66 (72 sidste år)

Med en fremgang på seks pladser opnår Odense den bedste placering siden 2013, og der er fremgang over stort set hele linjen. Kommunen bliver placeret bedre i otte ud af de ti kategorier i DI’s Erhvervsklimaundersøgelse. Kun når det gælder den grønne udvikling og virksomhedernes vurdering af den overordnede erhvervsvenlighed er det gået tilbage siden sidste år.

Med en samlet plads som nummer 66 i LE-undersøgelsen, er Odense den næstbedst placerede af de fire største kommuner i Danmark, kun overgået af Aalborg på en 52. plads. De lokale virksomheder er blandt andet blevet mere tilfredse med de lokale veje, som kommunen har brugt flere penge på, og kategorien infrastruktur og transport får en flot placering i år.

- Her er det dog værd at bemærke, at resultatet er indsamlet, før debatten om den meget omdiskuterede mobilitetsplan i Odense begyndte. Store dele af erhvervslivet i kommunen frygter, at eventuelle hastighedsnedsættelser, lukning af veje osv., som stadig diskuteres politisk, vil gå ud over de lokale virksomheder og handlende, og i DI Fyn følger vi spændt den videre proces, siger foreningens formand Poul Strandmark.

Han glæder sig over, at der er fremgang på både uddannelses- og arbejdskraftområdet, som har stor politisk bevågenhed i Odense Kommune.

- Men selv om søgningen til erhvervsuddannelserne blandt folkeskolens afgangselever steg lidt i år, er der stadig en udfordring her. Vi har brug for flere faglærte over alt på Fyn og oplever heldigvis, at flere skoler er interesserede i at samarbejde med de lokale virksomheder. På vores ønskeseddel er blandt andet en obligatorisk erhvervspraktik for alle skoleelever og et tættere skole-virksomhedssamarbejde, siger Poul Strandmark.

Nyborg Kommune er årets højdespringer på Fyn

Nr. 46 (58 sidste år)

Nyborg er årets højdespringer på Fyn og kommunens erhvervsvenlighed og er nu tilbage i den bedste halvdel på landsplan med en samlet placering til Nyborg som nummer 46.

- Det er dejligt, at Nyborg Kommune efter flere års tilbagegang viser rigtigt gode takter og springer hele 12 pladser frem. Jeg er især glad for, at virksomhederne i undersøgelsen er blevet væsentlig mere tilfredse med den dialog, de har med både politikere og embedsmænd. Vurderingen er nu så positiv, at Nyborg havner på en 11. plads i den kategori. Det vidner om en positiv og inddragende tilgang til erhvervslivet, siger formanden for DI Fyn, Poul Strandmark.

Nyborg har klaret sig bedre i stort set alle kategorier. Men svarene viser, at virksomhederne savner mere hjælp til at skaffe de nødvendige medarbejdere, på det område ligger Nyborg i bund.

- I undersøgelsen mener de lokale virksomheder, at kommunen bør prioritere netop arbejdskraft aller- højest, så her er en udfordring at tage fat på. Et andet område er kommunens brug af private leverandører, som bliver bedømt væsentlig ringere end i sidste års undersøgelse. Jeg vil opfordre til, at kommunen gennemgår sine udbudsprocesser og måske også dialogen med virksomhederne i forbindelse med udbud, siger Poul Strandmark.

Assens er Fyns næstmest erhvervsvenlige kommune - men infrastrukturen halter

Nr. 32  (16 sidste år)

Assens er med en samlet 32. plads i Lokalt Erhvervsvenlighedsundersøgelsen stadig Fyns næstbedst placerede kommune, men kunne ikke holde den flotte fremgang fra sidste år og falder 16 pladser i år.

- Det er altid svært at bibeholde en markant fremgang fra det ene år til det andet. Og tre flotte placeringer i undersøgelsens top-ti i kategorierne digitale rammer, skatter, gebyrer og erhvervsarealer og brug af private leverandører er imponerende. Når det gælder brugen af private leverandører er Assens ifølge undersøgelsen nu Danmarks fjerde bedste, og virksomhederne giver topkarakterer til kommunens udbudsproces, tidsfrister og dialog i den forbindelse, siger formand for DI Fyn Poul Strandmark.

Det er karakteristisk for Assens, at op mod 60 procent af virksomhederne i undersøgelsen mener, at kommunen bør prioritere infrastruktur og transport højest. Det er en langt større andel end i landets andre kommuner, og Assens Kommune gør da også rigtig meget, især når det gælder forbedring af det kommunale vejnet. De seneste år har kommunen brugt flere penge pr. indbygger på de kommunale veje, og ligger nu i toppen, hvad det angår, når man sammenligner med andre kommuner.  

Alligevel er de adspurgte virksomheder blevet mindre tilfredse end sidste år, især når det gælder deres medarbejderes mulighed for at komme på arbejde med kollektiv transport.

- Vi ved, at Assens byråd med borgmester Søren Steen Andersen i spidsen prioriterer infrastruktur og transport højt, og at man har øget udgifterne på området. Men kommunens placering kan man jo ikke ændre. I DI Fyn vil vi meget gerne drøfte, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at forbedre forholdene for især virksomhederne i den sydlige del af kommunen, der er særligt udfordret trafikalt, siger Poul Strandmark.

Foreningen støtter en kommende Fyn-Als forbindelse, som formentlig vil gøre det nemmere at tiltrække arbejdskraft til Assens Kommune, men det er et langsigtet projekt.  

Svendborg Kommune er fynsmester i byggesagsbehandling

Nr. 36 (40 sidste år)

Svendborg kæmper sig tilbage igen til en samlet 36. plads, som er den bedste placering, kommunen har opnået i de 13 år, DI har udgivet erhvervsvenlighedsundersøgelsen. Og der er mange lyspunkter.

Har man brug for at få behandlet en byggesag, er Svendborg nu den hurtigste kommune på Fyn og er blandt de 10 hurtigste i hele landet. Det belønner virksomhederne i undersøgelsen, som i det hele taget er mere tilfredse med den dialog, de har med kommunens embedsmænd – og den information, de modtager fra kommunen. 

- Vi kan se, at en god service og dialog med erhvervslivet betaler sig. Men der er også udfordringer at tage fat på. Virksomhederne efterlyser blandt andet flere initiativer, der fremmer den bæredygtige transport og er knap så tilfredse med kommunens brug af private leverandører som sidste år. Det er uheldigt, for mere end hver fjerde Svendborg-virksomhed i DI’s undersøgelse mener, at netop brug af private leverandører skal prioriteres højt. Det er den højeste andel på Fyn, så jeg vil anbefale en dialog med de lokale virksomheder på det område, siger Poul Strandmark.

 

Faaborg-Midtfyn Kommune bør skrue op for dialogen med virksomhederne

Nr. 76 (60 sidste år)

Udviklingen i Faaborg-Midtfyn minder til forveksling om den danske sommer. Fremgang i knap halvdelen af kategorierne men tilbagegang i resten.

- Et fald på 16 pladser ned ad listen til samlet placering  som nr. 76 er ærgerlig. Og det er bemærkelsesværdigt, at kommunen klarer sig bedre i de kategorier, som virksomhederne i undersøgelsen mener, at de skal prioritere højest – nemlig arbejdskraft, sagsbehandling samt infrastruktur og transport. Noget tyder dog derfor på, at en bedre dialog og information fra kommunen til erhvervslivet kunne rette resultatet op, siger DI Fyns formand Poul Strandmark.

Virksomhederne er især blevet mindre tilfredse med informationen fra kommunen, lige som dialogen mellem politikerne og det lokale erhvervsliv også bliver lavere bedømt end i sidste års undersøgelse. Og det halter tilsyneladende også, når det gælder kommunens sagsbehandling.

- Vi kan se i den statistiske del af undersøgelsen, at det er gået fremad med sagsbehandlingstiderne for både byggesager og sygedagpengesager, men alligevel er virksomhederne blevet mere utilfredse over hele linjen. Det skyldes muligvis, at de ikke er klar over, at sagsbehandlingen er blevet hurtigere og mere effektiv, det kunne en bedre information måske rette op på, siger Poul Strandmark.

Kerteminde Kommune arbejder sig støt og rolig fremad

Nr. 90 (93 sidste år)

Kerteminde har forladt sidste års bundplacering og kæmper sig opad. Med en fremgang i halvdelen af de 10 kategorier i DI-undersøgelsen og status quo i to, lander Kerteminde i år på en 90. plads.

Det største hop opad er i kategorien uddannelse, hvor flere undervisningstimer i folkeskolen nu varetages af lærere, der er uddannet i det pågældende fag. Lige som der er en høj andel af elever, der trives godt.

- Vi ved af erfaring, at det kan være et langt sejt træk at flytte sig opad, især fra yderpositionerne i undersøgelsen. Men fra både kommunen og Erhverv og Turisme i Kerteminde har vi oplevet en meget konstruktiv tilgang og lydhørhed overfor de lokale virksomheder og DI Fyn. Der er efterfølgende sat et målrettet arbejde i gang med at forbedre erhvervsvenligheden på flere områder, så det skal nok skal give fortsat fremgang, siger DI Fyns formand Poul Strandmark.

Der er dog stadig lang vej igen, også når det gælder dialogen. Mens virksomhederne er blevet gladere for dialogen med embedsmændene, halter det stadig med politikerne. Resultatet tyder på, at man politisk bør gøre en større indsats for at være mere synlige og imødekommende overfor de lokale virksomheder, siger Poul Strandmark. 

For yderligere information om DI Fyn: Seniorchefkonsulent Helen Jensen Mail: hje@di.dk - amo@di.dkMobil 2124 4702 Sekretær Marianne Brock Elro Mail: mabe@di.dkMobil 2840 8597

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2023

  • DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2023, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 14. år i træk DI udarbejder en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
  • 7.950 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
  • Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.
  • Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
  • 92 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De seks mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø, Dragør og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

Følg pressemeddelelser fra DI Fyn

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Fyn

Super-elev på 40+ bliver hædret med DI Fyns lærlingepris23.8.2023 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Bibi Anja Nielsen har shinet fra første dag som elev hos Super-Køl A/S i Odense, der er totalentreprenør inden for kølere og frysere til dagligvarehandel og industri. Hun nyder stor respekt overalt på virksomheden, uanset om hun løser komplicerede opgaver for teknikerne, servicerer forskellige typer af kunder eller giver den gas på dansegulvet til sommerfesten. Positiv, løsningsorienteret og ansvarsbevidst er bare nogle af de ord, der bliver sat på Bibi, som for nogle år siden tog springet og besluttede sig til at starte forfra med en ny uddannelse, selv om hun var over 40 og havde hjemmeboende børn. En bedrift, der nu bliver belønnet med DI Fyns Lærlingepris 2023.

Fynske kommuner bør lade flere private virksomheder komme til21.6.2023 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Assens og Odense er de kommuner på Fyn, der giver flest private virksomheder mulighed for at udføre nogle af de mange kommunale opgaver som f.eks. rengøring, pleje og jobformidling. Mens kommuner som Nyborg, Ærø og Langeland halter bagefter. Det er ærgerligt, at der er så store forskelle, mener formand for DI Fyn Poul Strandmark. Potentialet for at udlicitere og konkurrenceudsætte er langt større.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye