Københavns Kommune Socialforvaltningen

Københavns Kommune søger ikke varmepuljen

Del

Et enigt Socialudvalg i Københavns Kommune har besluttet, at landets største kommune ikke vil søge regeringens varmepulje. Det kan ikke betale sig, fordi det koster mere i løn til medarbejdere at søge puljen, end hvad kommunen kan få retur fra staten.

Lige nu kan landets kommuner igen søge om at få refunderet deres ekstraudgifter til dækning af borgernes høje udgifter til varme, gas og el. Formålet er at kompensere kommunerne, når de mange ansøgninger om hjælp tikkede ind på grund af de hastigt stigende elpriser og galoperende inflation.

Der kommer ikke en ansøgning til den statslige pulje fra Københavns Kommune. Det har et enigt Socialudvalg besluttet.

Årsagen er, at de administrative udgifter til at søge puljen langt overstiger den kompensation, som kommunen ville få fra staten.

”Regeringens varmepulje er ved at være en farce. På trods af utallige advarsler i løbet af efteråret 2022 har regeringen fastholdt de stramme kriterier for, hvornår vi kan hjælpe borgerne. Jeg er bange for, at de 25 mio. kroner kommer til at samle støv i statskassen. I første runde fik alle landets kommuner kun 2 ud af 100 mio. kroner i kompensation. Det viser tydeligt, at der er brug for, at regeringen ændrer kriterierne nu,” siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL).

Foreløbige udregninger fra Københavns Kommune viser, at kommunen skulle have penge op af lommen for at søge puljen. Selv hvis der i denne runde kommer flere ansøgere end til Varmepulje 1, er forventningen, at kommunen kun ville kunne ansøge om ca. 100.000 kroner i Varmepulje 2. Det vil maksimalt kunne medføre et statsligt tilskud på omkring 20.000 kroner, når alle udgifter til blandt andet revisorer er fratrukket. Men det er uden de udgifter, kommunen har til sagsbehandlere, der skal opfylde dokumentations- og registreringskrav for puljerne.

Erfaringer fra Varmepulje 1 viste, at sagsbehandlere skal bruge mellem 60-80 arbejdstimer ekstra til gennemgang og ansøgning. Det svarer til mellem 18-28.000 kroner, og dermed mere end der kommer retur til kommunekassen. 

I efteråret førte kritik fra flere kommuner til, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering præciserede mulighederne for at yde hjælp til borgernes ekstraordinært høje energiregninger. Socialforvaltningen har gennemgået omkring 650 sager fra første ansøgningsrunde af varmepuljen. Den gennemgang viste, at den nye praksis førte til, at to borgere, som i første omgang havde fået afslag, fik bevilliget hjælp.

Socialborgmesteren har nu sendt et brev til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen for at få et møde, hvor en ændring af de stramme kriterier er på dagsordenen.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Socialforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Socialforvaltningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye