Stor undersøgelse viser sammenhæng mellem cannabismisbrug og psykiske lidelser
Cannabis er et af verdens mest udbredte illegale rusmidler. Nu kobler ny, dansk forskning et cannabismisbrug med udvikling af psykiske sygdomme i højere grad end hidtil antaget.
Registerdata fra flere end seks millioner danskere indgår i et studie, som sandsynliggør, at et misbrug af cannabis øger risikoen for både psykotisk og ikke-psykotisk depression og bipolar lidelse.
”Når vi tager højde for forskelle i bl.a. køn, alder, socioøkonomi og familiehistorik, ser vi, at cannabismisbrug er forbundet med næsten en fordoblet risiko for at udvikle depression og en 2-3 gange højere risiko for at udvikle bipolar lidelse hos både mænd og kvinder,” siger ph.d.-studerende Oskar Hougaard Jefsen fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet. Han er førsteforfatter på studiet, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift JAMA Psychiatry.
Ifølge Sundhedsstyrelsen har hver tredje dansker under 25 år røget hash. Den nye undersøgelse fokuserer dog kun på personer, som har et så betydeligt forbrug af cannabis, at de er registreret med en misbrugsdiagnose - fx fordi de har været i kontakt med behandlingssystemet eller det øvrige sundhedssystem.
Flere lande legaliserer cannabis
Flere studier har sandsynliggjort, at et stort forbrug af cannabis ikke er harmløst for menneskers psykiske sundhed. Blandt andet peger tidligere undersøgelser på, at cannabismisbrug kan øge risikoen for at udvikle skizofreni. Men risikoen for andre psykiske sygdomme har indtil videre været knap så godt belyst.
Det er de blevet nu, hvor forskere fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet har analyseret data fra landsdækkende sundhedsregistre som Landspatientregisteret, Det Psykiatriske Centrale Forskningsregister og Lægemiddelstatistikregisteret.
”Studiet er det største af sin slags i verden, og det peger på, at cannabismisbrug også er forbundet med en øget risiko for at udvikle depression og bipolar sindslidelse. Resultaterne maner til forsigtighed, når det gælder brug af cannabis. Det gælder både for mennesker, der er i forhøjet risiko for psykisk sygdom, og for politikere og andre beslutningstagere, som diskuterer mulighederne for legalisering af cannabis,” siger Oskar Hougaard Jefsen.
Et stigende antal lande legaliserer produktion og salg af cannabis til medicinsk og rekreativt brug. Siden 2018 har praktiserende læger i Danmark kunnet udskrive recepter på lægemidler baseret på cannabis til patienter som et led i en forsøgsordning, der også giver virksomheder og privatpersoner mulighed for at producere cannabis til medicinsk eller industrielt brug.
Studiets resultater er værd at tage med i overvejelserne, når det gælder legalisering og kontrol af cannabisbrug, mener Oskar Hougaard Jefsen.
”Vi bør forske mere i, om der er mennesker, for hvem cannabis er særligt skadeligt. Det ville kunne styrke forebyggende tiltag,” siger han og tilføjer, at der især er behov for mere viden om de dosisafhængige effekter af cannabisbrug på hjerne, kognition og adfærd og identifikation af risikofaktorer for overgang fra cannabismisbrug til psykiatriske lidelser.
Intet endegyldigt bevis
På trods af indikationerne i studiet, er det dog vigtigt at understrege, at det ikke er endegyldigt bevist, at cannabis forårsager de nævnte psykiske sygdomme, pointerer Oskar Hougaard Jefsen.
Han kan fx ikke udelukke, at en udiagnosticeret depression eller bipolar lidelse har ført en del af personerne i registerundersøgelsen til et cannabismisbrug – så sygdommen har resulteret i misbruget og ikke omvendt.
”Men når vi ser en forhøjet sygdomsrisiko – selv 10 år efter cannabismisbrugsdiagnosen er registreret – så tror jeg ikke, at selvmedicinering kan være hele forklaringen. Det virker usandsynligt, at så mange skulle gå med udiagnosticeret sygdom så længe,” siger han.
”Danske registerdata giver os en unik mulighed for at tage højde for mange af de afgørende faktorer, der kan påvirke resultaterne. Men endegyldigt bevismateriale ville kræve et lodtrækningsforsøg, hvor man satte en gruppe mennesker til at ryge store mængder cannabis for at se, om de var i højere risiko for at udvikle psykisk sygdom på sigt, og sådan et studie ville selvfølgelig være uetisk,” siger han.
Bag om forskningsresultatet
- Studiet er en registerbaseret, epidemiologisk kohorteundersøgelse af 6.651.765 personer født i Danmark før 2006, og som har boet i Denmark mellem 1995 og 2021. Der optræder lige mange mænd og kvinder i studiet.
- Samarbejdspartnere er lektor Carsten Hjorthøj, seniorforsker Annette Erlangsen og klinisk professor Merete Nordentoft – alle tre fra Københavns Universitet.
- Læs mere i den videnskabelige artikel: https://jamanetwork.com/journals/jamapsychiatry/article-abstract/2804862
Kontakter
Ph.d.-studerende Oskar Hougaard Jefsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin - Forskningsenheden for Psykoser
Telefon: +45 30 11 20 66
Mail: oskar.jefsen@clin.au.dk
Professor og overlæge Ole Mors
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin - Forskningsenheden for Psykoser
Telefon: +45 29 47 97 80
Mail: ole.mors@clin.au.dk
Billeder
Links
Information om Aarhus Universitet: Health
Health er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse.
Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab.
Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Nu skal læger også uddannes i Herning14.4.2025 12:00:22 CEST | Pressemeddelelse
Medicinstuderende fra Aarhus Universitet får nu mulighed for at gennemføre deres kliniske del af medicinuddannelsen ved Regionshospitalet Gødstrup i Herning. Kandidatoptaget er netop blevet godkendt af Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Aarhus Universitet får ny professor i ortodonti11.4.2025 09:24:38 CEST | Pressemeddelelse
Peter Stoustrup er fra d. 1. april 2025 ny professor i ortodonti på Institut for Odontologi og Oral Sundhed ved Aarhus Universitet. Professoratet styrker både forskning og uddannelse i tandregulering og dentofaciale lidelser og sikrer udvikling af fremtidens ortodontiske behandlingstilbud.
Ny forskning baner vej for bedre behandling af slagtilfælde7.4.2025 13:20:02 CEST | Pressemeddelelse
Danske forskere har fremlagt en ny detaljeret kortlægning, om hvordan blodkarrene i hjernen reagerer efter et slagtilfælde. Resultaterne kan føre til bedre behandling og færre komplikationer for patienterne, vurderer forsker.
Ny forskning giver bedre indblik i kroppens forsvar mod skadeligt hæmoglobin27.3.2025 14:04:54 CET | Pressemeddelelse
CD163 er måske ikke verdens mest spændende navn. Men bag det gemmer sig en af kroppens vigtigste forsvars-receptorer, som træder til når røde blodceller går i stykker og frigiver skadeligt hæmoglobin. Nu har forskere fra Aarhus Universitet som de første i verden kortlagt, hvordan CD163 arbejder.
Partnerskab for Børneforsknings forskningsprogram 2025 har stærkt fokus på små børns vilkår20.3.2025 10:12:41 CET | Pressemeddelelse
Partnerskab for Børneforskning annoncerer forskningsprogrammet for 2025, der blandt andet fokuserer på vilkår for børn i alderen 0-6 år. Der søges praksisnær forskning i samarbejde mellem forskningsinstitutioner, pædagogiske uddannelser og kommunal og pædagogisk praksis, med mulighed for at søge op til 6-8 mio. kr. Ansøgningsfrist er 16. september 2025.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum