Hver 2. forbruger synes, at det er svært at træffe grønnere valg
Et nyt forbrugerstudie viser, at miljø fortsat står højt på danskernes dagsorden. Næsten 6 ud af 10 forsøger at belaste miljøet mindst muligt og føler et ansvar for at vælge mere miljøvenlige produkter. Men studiet viser også en række barrierer for et grønnere forbrug. Bl.a. oplever mange et samfund præget af en brug og smid væk-kultur og greenwashing.
Mere end halvdelen af danskerne forsøger at belaste miljøet mindst muligt og føler et ansvar for at vælge mere miljøvenlige produkter.
"Forbrugerstudiet bekræfter os i, at danskerne gerne vil være med til at bidrage til den grønne omstilling, hvilket er meget positivt. Men studiet peger også på nogle af de barrierer, som forbrugerne oplever i forhold til at træffe grønnere valg," siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.
For selvom holdningerne er ambitiøse, halter handlingerne stadig efter. Dette skyldes bl.a., at 5 ud af 10 forbrugere oplever, at det er svært at se, om produkter er bedre miljøvalg, og størstedelen af danskerne mener ikke, at hverken myndigheder, virksomheder eller forbrugere reelt gør nok for at bidrage til mere bæredygtigt forbrug og produktion.
Behov for at gøre op med ”brug og smid væk”
Studiet peger bl.a. på et behov for at fremme mere cirkulære produkter: 7 ud af 10 danske forbrugere har nemlig oplevet, at det er billigere at købe nyt end at reparere det, de allerede har, og 7 ud af 10 mener, at produkter er bevidst fremstillet til at have en kort levetid.
Der er samtidig brug for at gøre det lettere for forbrugerne at træffe grønnere valg: Mere end hver 2. forbruger oplever, at det kræver en ekstra indsats at finde mere miljøvenlige produkter.
Forbrugerne har lav tillid til virksomheders miljøkommunikation
Mange har svært ved at navigere i junglen af grønne påstande. Næsten 7 ud af 10 danskere tror, at virksomheder ofte overdriver, hvor miljøvenlige deres produkter er, og 6 ud af 10 er ofte irriteret over, at produkter markedsføres som ”grønne” uden en god forklaring.
Når det kommer til mærker, har mere end hver 4. forbruger fravalgt et produkt, fordi det ikke var miljømærket, og kun 2 ud af 10 har tillid til, at et produkt er et godt miljøvalg, når det er mærket med producentens eget miljømærke. For 6 ud af 10 danskere er det nemlig afgørende, at mærkningsordninger er objektive og uafhængige.
”Svanemærket, det officielle nordiske miljømærke, er netop sat i verden for at gøre det let for forbrugerne at træffe bedre miljøvalg. Vælger man et svanemærket produkt, kan man være sikker på, at det lever op til nogle af verdens skrappeste miljøkrav, og at det er certificeret af en uafhængig tredjepart. Svanemærket er svært at få, men let at vælge – og det er netop det, vi sætter fokus på i den fællesnordiske kampagne, som man over de kommende uger kan se folde sig ud i Danmark”, siger Martin Fabiansen.
Mere end 9 ud af 10 danskere kender Svanemærket, og 2 ud af 3 ser efter mærket, når de skal vælge varer.
SVANEMÆRKETS NYE KAMPAGNE
Svanemærkets nye kampagne »Svært at få« løber fra den 29. maj 2023 og fire uger frem i alle de nordiske lande – den kan bl.a. ses på TV, outdoor og sociale medier. Målet med kampagnen er at minde forbrugerne om, hvad Svanemærket er, og at de kan bruge Svanemærket til at træffe bedre valg for miljø, klima og sundhed. Kampagnen er udviklet med støtte fra Nordisk Ministerråd. Læs mere her: https://www.svanemaerket.dk/forbruger/kampagne
SVANEMÆRKET
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Svanemærket er holistisk og ser på alle relevante miljøparametre i hele produktets livscyklus. På den måde fremmer Svanemærket cirkulær økonomi, effektiv brug af ressourcer og biodiversitet – og reducerer klimabelastningen og brugen af skadelige kemikalier. Svanemærket er en af verdens skrappeste miljøcertificeringer – og det mest kendte miljømærke i Norden.
FAKTA FRA FORBRUGERSTUDIE (DANSKE TAL)
Holdninger
- 62 % forsøger at belaste miljøet mindst muligt.
- 57 % føler et ansvar for at vælge mere miljøvenlige produkter.
- 56 % mener, at det kræver en ekstra indsats at finde mere miljøvenlige produkter.
- 56 % finder det ofte svært at se, om produkter er bedre miljøvalg.
- 70 % mener, at produkter er bevidst fremstillet til at have en kort levetid.
- 72 % har oplevet, at det var billigere at købe et nyt produkt end at reparere det produkt, de allerede havde.
- 23 % mener, at forbrugerne gør nok for at bidrage til miljømæssigt bæredygtigt forbrug og produktion.
- 22 % mener, at private virksomheder gør nok for at bidrage til mere miljømæssigt bæredygtigt forbrug og produktion.
- 23 % mener, at myndighederne gør nok for at bidrage til mere miljømæssigt bæredygtigt forbrug og produktion.
Greenwashing og tillid
- 68 % tror, at virksomheder ofte overdriver, hvor miljøvenlige deres produkter er.
- 59 % er ofte irriteret over, at produkter markedsføres som »grønne« uden en god forklaring.
Svanemærket og andre miljømærker
- 93 % kender Svanemærket (YouGov, januar 2023)
- 66 % ser efter Svanemærket, når de skal vælge varer.
- 62 % mener, at det er afgørende, at mærkningsordninger er objektive og uafhængige ift. de produkter, de certificerer.
- 19 % har tillid til, at et produkt er et bedre miljøvalg, når det er mærket med producentens eget miljømærke.
- 29 % har fravalgt et produkt, fordi det ikke var miljømærket.
Kilde: ”Nordic Consumer Sustainability Index” gennemført af IPSOS Norge på vegne af Svanemærket, Nordisk Miljømærkning, 2022.
Nøgleord
Kontakter
Pressekontakt, Lisa Olufson Klæsøe, tlf. 39 96 61 06
Billeder
Links
Om Miljømærkning Danmark
Miljømærkning Danmark har ansvaret for Svanemærket og EU-Blomsten i Danmark og fungerer som uafhængig kontrolinstans i forhold til de officielle miljømærker. Miljømærkning Danmark er en selvstændig enhed hos Dansk Standard.
Svanemærket
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Læs mere på www.svanemaerket.dk.
EU-Blomsten
EU-Blomsten (EU Ecolabel) er EU’s officielle miljømærke. EU-Blomsten blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen for at bidrage til mere bæredygtig produktion og forbrug. Læs mere på www.eublomsten.dk.
Følg pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Nyt PFAS-udspil fra regeringen – sådan undgår du PFAS allerede i dag25.4.2024 10:56:12 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen vil indføre dansk forbud mod PFAS i tøj og sko. Det skriver miljøministeriet i dag i en pressemeddelelse. Allerede nu kan man undgå PFAS ved at gå efter Svanemærket.
Mindre end halvdelen af danskerne ved, hvornår de bør bruge solcreme25.4.2024 08:05:57 CEST | Pressemeddelelse
Kun 45 % af danskerne ved, at man bør beskytte sig mod solens stråler, når uv-indekset rammer 3. Det viser en ny undersøgelse. Samtidig ønsker mange danskere mere viden om solcreme. Derfor sætter Svanemærket og Kræftens Bekæmpelse sammen fokus på solbeskyttelse.
Fremover skal bygningsdrift kunne svanemærkes15.4.2024 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Det er ikke kun opførelsen af nye bygninger, der belaster miljø og klima – også driften spiller en væsentlig rolle. Derfor foreslår Nordisk Miljømærkning, at man i fremtiden også skal kunne certificere bygningsdrift med Svanemærket. Forslaget til kriterier er netop sendt i høring, og branchen har dermed mulighed for at kommentere på kravene.
Ny byggevareforordning vedtaget - Svanemærket kan fortsat benyttes10.4.2024 17:40:58 CEST | Pressemeddelelse
Nu er der godt nyt for alle dem, der gerne vil den grønne omstilling. Den endelige revision af byggevareforordningen er nemlig netop vedtaget, og her understreges det, at det fortsat er muligt at bruge officielt anerkendte miljømærker som fx Svanemærket og EU Ecolabel på byggevarer. Det oprindelige forslag fra Kommissionen betød ellers et forbud mod dette.
Mere miljøvenlig ferie til campingfolket10.4.2024 07:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Nu er der godt nyt til det stigende antal danskere, der har har fokus på miljø og klima, når de vælger ferie. Antallet af miljømærkede campingpladser vokser nemlig rundt om i Europa og er oplagte destinationer for dem, der gerne vil afsted på camping, fordi de elsker naturen og samtidig gerne vil være med til at passe bedre på den.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum