Fremover skal bygningsdrift kunne svanemærkes
Det er ikke kun opførelsen af nye bygninger, der belaster miljø og klima – også driften spiller en væsentlig rolle. Derfor foreslår Nordisk Miljømærkning, at man i fremtiden også skal kunne certificere bygningsdrift med Svanemærket. Forslaget til kriterier er netop sendt i høring, og branchen har dermed mulighed for at kommentere på kravene.

Der er et enormt miljø- og klimapotentiale i at optimere og effektivere driften af vores bygninger. Fx store kontorbygninger. Det potentiale vil Svanemærket gerne være med til at forløse, og derfor har Nordisk Miljømærkning netop lanceret forslag til kriterier for ejendomsdrift. Kravene omfatter både den daglige drift og den løbende vedligeholdelse af bygninger.
Svanemærket har allerede mange års erfaring med både nybyggeri og bygningsrenovering – og ejendomsdrift er et helt naturligt næste skridt:
"Markedet har efterspurgt muligheden for at kunne svanemærke bygningsdrift. Det har vi bl.a. oplevet fra flere bygherrer, der står bag svanemærket nybyggeri – for de ved godt, at en sund og ressourceeffektiv drift er vigtig for at bevare værdien af de bygninger, de netop har fået opført”, fortæller Heidi Bugge, kriteriechef i Miljømærkning Danmark.
Et af formålene med de nye krav er netop at passe godt på den del af bygningsmassen, der allerede er optimeret og har en høj kvalitet. Det andet formål er at forbedre en del af den eksisterende bygningsmasse gennem vedligeholdelse og optimeret drift.
”På den måde kan vi løfte bygningsmassen til et mere energieffektivt niveau samt sikre at driften udføres optimalt i forhold til ressourceforbrug. Det er der både økonomisk og miljømæssig fornuft i”, siger Heidi Bugge.
Der er lagt op til, at det både skal være muligt at certificere drift af beboelsesejendomme, kontorejendomme samt institutionsejendomme som fx skoler og daginstitutioner.
Krav inden for otte områder
Svanemærket er et holistisk mærke, der ser på alle relevante miljøparametre i livscyklus, og det afspejler sig også i kravene til bygningsdrift, hvor Nordisk Miljømærkning har lagt op til at stille obligatoriske krav inden for otte forskellige hovedområder.
Et af hovedområderne er indeklima, hvor der er lagt op til, at man skal kontrollere den eksisterende bygning for bl.a. skimmelsvamp og PCB – og at de materialer, som man bringer ind i bygningen i forbindelse med vedligeholdelse, fx skal leve op til skrappe kemikaliekrav. To andre vigtige hovedområder er energi og vand, hvor kravene skal være med til at begrænse forbruget af ressourcer. Der er bl.a. fokus på at sikre en løbende forbedring af det enkelte byggeris energiperformance.
Svanemærkets krav spiller sammen med EU-taksonomien
”Når vi taler ejendomsdrift, spiller klimaforandringer også en væsentlig rolle, og her er Svanemærkets krav relevante i forhold til EU-taksonomien. Svanemærket stiller krav om, at potentielle risici skal identificeres og analyseres – og om at der skal træffes foranstaltninger for både at tilpasse sig klimaforandringerne og afbøde dem,” siger Heidi Bugge og tilføjer:
”På den måde er Svanemærket tænkt som et godt redskab for fx investeringsfonde, der oplever øget krav om bæredygtighedsrapportering på deres ejendomsportefølje og drift af de enkelte ejendomme.”
Svanemærket er også et stærkt kommunikationsværktøj til at bygge bro mellem lejer og driftsvirksomhed, da mange lejere er fortrolige med Svanemærket. 93 % af danskerne kender Svanemærket, og 66 % af ser efter mærket, når de vælger produkter.
Svanemærkets forslag til kriterier for bygningsdrift er i høring frem til den 5. juni og forventes at blive lanceret ultimo 2024. Du kan se høringsforslaget her: https://www.svanemaerket.dk/hoering-ejendomsdrift.
Svanemærkets krav til ejendomsdrift er opdelt i otte hovedområder:
- Management
- Energi
- Klimaforandringer
- Indeklima
- Vand
- Genanvendelse, genbrug og affaldshåndtering
- Udemiljø og biodiversitet
- Servicer og produkter
Om Svanemærket
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Svanemærket er holistisk og ser på alle relevante miljøparametre i hele produktets livscyklus. På den måde fremmer Svanemærket cirkulær økonomi, effektiv brug af ressourcer og biodiversitet – og reducerer klimabelastningen og brugen af skadelige kemikalier. Svanemærket er det mest kendte miljømærke i Norden.
Kontakter
Lisa Olufson KlæsøeMiljømærkning Danmark
Tlf:39 96 61 06Tlf:27 12 93 69lio@ecolabel.dkBilleder

Om Miljømærkning Danmark
Miljømærkning Danmark har ansvaret for Svanemærket og EU-Blomsten i Danmark og fungerer som uafhængig kontrolinstans i forhold til de officielle miljømærker. Miljømærkning Danmark er en selvstændig enhed hos Dansk Standard.
Svanemærket
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Læs mere på www.svanemaerket.dk.
EU-Blomsten
EU-Blomsten (EU Ecolabel) er EU’s officielle miljømærke. EU-Blomsten blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen for at bidrage til mere bæredygtig produktion og forbrug. Læs mere på www.eublomsten.dk.
Følg pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Hold jul med omtanke – 10 tips til en grønnere jul8.12.2025 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
Vil du gerne holde en lidt mere miljøvenlig jul i år? Små ændringer i julevanerne kan gøre en stor forskel.
Black Friday: Så meget belaster vores køb af tøj miljøet28.11.2025 06:20:00 CET | Pressemeddelelse
Danskernes Black Friday-køb har store konsekvenser for miljø og klima. Alene tøjindkøbet ved sidste års helt store shoppedag kan anslås at have kostet mere end 2 mia. liter vand og over 1 mio. kg kemikalier.
EU Ecolabel slår rekord4.11.2025 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
Antallet af produkter certificeret med det officielle europæiske miljømærke EU Ecolabel fortsætter med at stige, og der er nu mere end 109.000 certificerede produkter og serviceydelser i Europa.
Private virksomheder øger deres grønne indkøb markant27.10.2025 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
En ny indrapportering fra en række store, danske virksomheder viser, at virksomhedernes indkøb af miljømærkede produkter og servicer er øget markant. Det er især, når det kommer til møbler, kantiner og rengøringsservices, at der i stigende grad købes grønnere ind.
Danske supermarkeder er europamestre i miljømærkede produkter9.10.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark er det land, hvor det er nemmest at træffe de gode valg som miljøbevidst forbruger – det viser en ny mystery shopping-undersøgelse af miljømærkernes udbredelse på udvalgte produktområder i 13 europæiske lande. Den slår samtidig fast, at det ikke er dyrere at købe de miljømærkede produkter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum