Udlændinge- og Integrationsministeriet

Danmark og seks andre lande opfordrer til at styrke Dublin-samarbejdet

Del
Sammen med Østrig, Belgien, Frankrig, Tyskland, Holland og Schweiz har Danmark vedtaget en fælles erklæring om styrkelse af Dublin-samarbejdet.

I går mødtes udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek med sine ministerkollegaer fra Østrig, Belgien, Frankrig, Tyskland, Holland og Schweiz.

På mødet blev de enige om en fælles erklæring, der opfordrer til at styrke Dublin-samarbejdet. Det skal bl.a. ske ved, at EU-Kommissionen og EU-agenturer hjælper medlemslande med at styrke deres asyl- og indkvarteringsforhold, hvis det er nødvendigt, og sikre den nødvendige kapacitet til at leve op til reglerne. Det kan eksempelvis være, når lande som Østrig, Belgien, Holland og Italien oplever et stort migrationspres.

De syv lande bag erklæringen opfordrer desuden til, at EU-Kommissionen følger op på, at medlemslandene lever op til deres Dublin-forpligtelser. Og at emnet løbende bliver sat på den politiske dagsorden.

Kaare Dybvad Bek deltager ved rådsmødet for retlige og indre anliggender i Bruxelles i dag torsdag d. 9. marts. Her forventes Dublin-samarbejdet også at være en del af drøftelserne.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek udtaler:

”I de seneste år har Dublin-samarbejdet været udfordret. Der har eksempelvis været problemer med at overføre asylansøgere til de medlemslande, hvor de først blev registreret.

Jeg er derfor glad for, at Danmark i fællesskab med de seks andre lande peger på, hvordan vi kan styrke Dublin-samarbejdet. Det er helt afgørende, at det fungerer. Samarbejdet hjælper os blandt andet med at undgå asylshopping, hvor asylansøgere, der allerede har fået afslag i et EU-land, kan rejse videre og på ny søge asyl i et andet EU-land. Og så skal vi ikke glemme, at Dublinsamarbejdet er en forudsætning for et effektivt Schengensamarbejde.”

Læs den fælles erklæring (nyt vindue åbner)

Information om Udlændinge- og Integrationsministeriet

Udlændinge- og Integrationsministeriet
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K

+45 61 98 40 00http://uim.dk/

Følg pressemeddelelser fra Udlændinge- og Integrationsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udlændinge- og Integrationsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye