Udlændinge- og Integrationsministeriet

Skærpet kontrol efter mistanke om snyd ved indfødsretsprøven

Del

Som følge af en konkret mistanke om snyd ved indfødsretsprøven afholdt i går d. 29. november er der blevet iværksat en række tiltag.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) blev i sidste uge orienteret om, at Fyns Politi havde mistanke om, at der ville være forsøg på snyd ved de indfødsretsprøver, der blev afholdt i går. Det skulle foregå ved, at der møder personer op med forfalskede identifikationspapirer og tager prøven i en tilmeldt ansøgers navn mod betaling.

På den baggrund besluttede styrelsen at føre skærpet tilsyn ved de fem største prøvesteder. To af stederne bistod eksperter i form af biometriker og dokumenttekniker fra Nationalt ID-center. Politiet var desuden til stede ved en række prøvesteder.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har fået oplyst fra politiet, at i alt 10 personer blev anholdt den 29. november 2023 på grund af mistanke med snyd med indfødsretsprøven. Heraf er størstedelen efterfølgende løsladt igen, mens to personer i dag fremstilles i grundlovsforhør.

SIRI’s skærpede tilsyn fandt ikke derudover tegn på forfalskede dokumenter eller anden snyd.

SIRI vil fremadrettet styrke kontrollen, så risikoen for snyd mindskes. Styrkelsen af kontrollen vil ske med inddragelse af eksperter fra Nationalt ID-center.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek udtaler:

”Når vi hører fra politiet, at de har mistanke om snyd med indfødsretsprøven, så tager vi det meget, meget alvorligt. Jeg tager på det kraftigste afstand fra eventuel snyd, og jeg vil gerne understrege, at konsekvensen ved et forsøg på snyd ved at bruge forfalskede identitetspapirer kan være en dom for dokumentfalsk. Med sådan en dom kan man være udelukket fra at få dansk statsborgerskab i en årrække eller permanent alt efter hvilken straf, man idømmes.

Dansk statsborgerskab er et kæmpe privilegium, og derfor er det selvfølgelig ikke noget, som man skal snyde sig til. Fremover vil vi gøre endnu mere for at sikre, at forsøg på snyd bliver opdaget.”

SIRI har ført skærpet tilsyn med de fem største prøveafholdere, der tilsammen dækker omkring 44 procent af prøvedeltagerne.

SIRI har desuden indhentet assistance fra Nationalt ID-center, der med biometrikere og dokumentteknikere bistod ved tilsynet ved Studieskolen på Frederiksberg og Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter. Endelig var politiet til stede ved en række prøvesteder.

Følg pressemeddelelser fra Udlændinge- og Integrationsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udlændinge- og Integrationsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye