European Energy A/S

Power-to-X-anlæg skal levere grøn fjernvarme til Aabenraas borgere

Del
Verdens største e-metanolanlæg kommer ikke blot til at producere grønne brændstoffer, men også levere grøn varme til borgerne i Aabenraa. European Energy har indgået en aftale med Aabenraa Fjernvarme om at levere overskudsvarme fra e-metanolanlægget. Samlet vil anlægget levere varme til 3.300 husstande.

European Energy har indgået en aftale med Aabenraa Fjernvarme om at aftage overskudsvarmen fra det kommende e-metanolanlæg ved Kassø i Aabenraa Kommune. Det betyder, at der vil komme mere klimavenlig og billig fjernvarme ud i nettet.

Anlægget skal producere e-metanol, men under processen med at konvertere brint og kuldioxid til e-metanol vil der være en del overskudsvarme. Overskudsvarmen kommer nu borgerne i Aabenraa Kommune til gavn, da den kan indgå som en del af varmeforsyningen i kommunen. Samlet set har anlægget potentiale til at kunne levere varme til 3.300 husstande.

- Vi er meget glade for aftalen med Aabenraa Fjernvarme. Samarbejdet kan vise borgerne i Aabenraa Kommune, at der er lokale, grønne gevinster, når der kommer vedvarende energiprojekter i området. Samtidig vil samarbejdet komme til at give værdifuld viden til, hvordan vi får mest muligt ud af verdens største e-metanolanlæg, og dermed også hvordan man i praksis kan lave sektorkobling med andre fremtidige Power-to-X-projekter, fortæller Rene Alcaraz Frederiksen, Head of Project Economics & Optimization, Power-to-X, fra European Energy.

- Vi er rigtig glade for denne aftale, vi har indgået med European Energy. Jo mere overskudsvarme, vi kan benytte i vores fjernvarmesystem fremfor at producere det selv, jo bedre. Når vi kan bruge ressourcer, der er til overs hos andre, i stedet for at producere selv, så er det win-win for alle: For klimaet, vores kunder, European Energy og for os selv. Anlægget vil desuden bidrage med vigtig viden om, hvordan vi integrerer og drifter denne type sektorintegration, udtaler Tommy Palmholt, CEO hos Aabenraa Fjernvarme.

Power-to-X baseret direkte på lokal grøn strøm
E-metanolanlægget kommer til at være koblet direkte på Nordens største solpark i Kassø og kører derfor delvist på lokalt produceret grøn strøm. Placeringen af anlægget gør, at Aabenraa Fjernvarme kommer til at etablere en varmeledning ud til anlægget tæt på Kassø transformerstation.

- Den kommende rørledning er dimensioneret således, at det er meget nemt for os at koble ekstra overskudsvarme på den til vores fjernvarmesystem fra fx datacentre eller de andre varmekilder fra PtX anlægget, slutter Tommy Palmholt.

European Energy forventer i løbet af få år, at der kan opsamles endnu mere overskudsvarme i takt med, at man får mere erfaring i driften.

En del af finansieringen af integrationen mellem European Energy’s PtX-anlæg og Aabenraa Fjernvarme kommer fra Det sydjyske erhvervsfyrtårn, som er et samarbejdsprojekt, hvor en række organisationer, virksomheder, universiteter og de sydjyske kommuner har organiseret sig i ’Komitéen for Grøn Energi og Sektorkobling’.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har foreløbigt tildelt Erhvervsfyrtårnet 105 mio. kr. fra REACT-EU til 13 sydjyske test- og demonstrationsprojekter samt uddannelsesinitiativer med fokus på grøn energi og sektorkobling.

Fyrtårn Syd har været med til at udpege fjernvarmeprojektet som et af de lovende eksempler på sektorkobling – det vil sige energiløsninger, der går på tværs af de traditionelle energisektorer og kobler de forskellige energiformer tættere sammen.

- Vi er glade for at have bidraget til, at dette projekt kan realiseres og være et foregangsprojekt for andre i regionen for, hvordan man kan ophæve silotænkning indenfor energiområdet og dermed udvikle de effektive og fleksible energiløsninger, som vi har brug for i den grønne omstilling, som aktuelt haster mere end nogensinde, siger Steen Brødbæk, der er formand for den Komitéen for Grøn Energi og Sektorkobling.

Udover European Energy og Aabenraa Fjernvarme deltager også Aalborg Universitet og Syddansk Universitet i udviklingen af den nye fjernvarmeløsning.

Fakta:

- Anlægget er koblet direkte på solcelleparken i Kassø og skal producere grøn metanol til bl.a. Mærsk første fossil fri containerskib.

- Den grønne brint produceres ved at spalte vand gennem tilførsel af solcellestrøm i et elektrolyseanlæg

- Overskudsvarmen fra produktionen kommer i første omgang fra overskud ved den proces hvor bl.a. brint omdannes til metanol.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om European Energy A/S

European Energy A/S
European Energy A/S
Gyngemose Parkvej 50
2860 Søborg

https://europeanenergy.com

Følg pressemeddelelser fra European Energy A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra European Energy A/S

Markant opbakning til Lillebælt Syd Vindmøllepark blandt borgerne i Assens og Sønderborg Kommune29.12.2022 11:30:00 CET | Pressemeddelelse

European Energy har fået foretaget en Megafonundersøgelser i Assens kommune for at afdække borgernes holdning til Lillebælt Syd Vindmøllepark, som European Energy arbejder på at opføre i det sydlige Lillebælt i samarbejde med Sønderborg Forsyning. I forbindelse med de kystnære vindmølleprojekter er det en del af selskabets almindelige procedure at undersøge borgernes holdning til projektet. Undersøgelserne viser generelt en stor opbakning til European Energys projekter og den grønne omstilling, hvilket også er tilfældet for borgerne i Assens kommune. ”Vores undersøgelse viser, at der er stor opbakning blandt borgerne i Assens kommune til en vindmøllepark i det sydlige Lillebælt. Et flertal på 69% af borgerne har en positiv holdning til vindmølleparken, mens det omvendt er under hver femte af borgerne, der er negative. Samtidig er størstedelen heller ikke bekymrede for negative konsekvenser af en vindmøllepark, og stort set samtlige borgere i Assens kommune bakker generelt op om nye pro

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye