Esbern Snare har gjort en forskel i Guineabugten

REDAKTIONEL NOTE: Dette er en artikel fra fagbladet Lederne Søfart til fri afbenyttelse. Bladet udkommer 4. maj. 

Tekst: Pia Elers
Fotos: Søværnet

Selv er han ikke i tvivl om, at Esbern Snare og besætningen er lykkedes med det, de blev sendt afsted for – at skabe større tryghed for handelsskibene i farvandet.

”Vi tog altså ikke derned for at slå nogen ihjel,” er det første, kommandørkaptajnen siger – med henvisning til de fire formodede pirater, der blev skudt og dræbt under en skudveksling med Esbern Snares besætning. ”Lige i situationen da det skete, var det ret ubehageligt. Men efterhånden, som vi fik det bearbejdet og fik undersøgt hændelsesforløbet, stod det klart, at vi ikke kunne have ageret anderledes,” pointerer Lars Povl Jensen, der nu har været tilbage i Danmark et par måneder og lige siddet med hele sagsmappen om Operation Meridian, som den danske anti-piratmission blev døbt.

”Jeg ved godt, at der har været kritik af vores mission. Selvfølgelig især fordi vi pludselig stod med fire tilfangetagne pirater, som vi ikke kunne komme af med, fordi der ikke var lavet nogen aftaler med Nigeria eller andre lande i regionen. Nogle kritikere mente, vi skulle have ventet med at tage derned, til der var faldet nogle aftaler på plads. Det er jeg ikke enig i, for jeg synes, vores indsats har bevist, at der var behov for os i Guineabugten,” påpeger Jensen og uddyber: ”Man kan sådan set bare kaste et blik på statistikken. Den viser nemlig, at efter at vi kom derned, så er al pirateri uden for territorialgrænserne stort set stoppet – altså uden for den nationale 12 milegrænse. Der er ganske enkelt registreret et fald på over 80 procent.”

Ildkamp med pirater
Men lad os spole tiden tilbage til 24. november 2021 – en dag ingen af de ombordværende på Esbern Snare nogensinde vil kunne slette af deres erindring. Om morgenen havde de fået et varsel fra MDAT-GOG – et fransk-britisk overvågningscenter, hvor de holder øje med al skibstrafik i området – herunder eventuelle piratfartøjer, og hvor handelsskibene også kan melde deres positioner ind. Det var sådan et varsel, Esbern Snare reagerede på – om øget risiko for pirateri i et specifikt område.

”Vi sætter os ned og kigger på det her område – cirka 50 gange 50 sømil, og så vurderer vi, hvilke skibe der kan være potentielle mål for piratangreb. Her udpeger vi tre, som vi mener, er højrisiko skibe og beslutter at sende vores helikopter afsted ned mod dem. Og det er her, vi opdager den her hurtigtgående motorbåd – en skiff – som vi er ret overbevist om er et piratfartøj, og vi får dette bekræftet, da helikopteren når frem til fartøjet. Da vi er 60 sømil fra dem, sætter vi RHIB’en (specialbygget gummibåd) med vores frømænd afsted,” beretter Lars Povl Jensen og fortæller videre:

”Da de formodede pirater opdager os, sætter de farten op til 30 knob og prøver at komme væk. Og her har vi faktisk det problem, at de tre handelsskibe begynder at komme for tæt på. Vi er bange for, at hvis vi lader piraterne slippe afsted – altså hvis ikke vi får dem stoppet og afvæbnet – at så vil de angribe et af de skibe på vejen ind til kysten. Vi er bekymrede for, om piraterne kan finde på at tvinge sig adgang til et af de her handelsskibe og bruge besætningen som menneskeligt skjold.”

På Esbern Snare træffer de nu en afgørende beslutning, og det er, at piraterne skal stoppes. Helikopteren kalder dem over radioen og skyder derefter varselsskud foran piratfartøjet. Da frømændene kort tid efter kommer frem til fartøjet, åbner piraterne ild, hvorefter frømændene svarer igen.

”Herefter følger nogle nervepirrende minutter, indtil vi får meldingen om, at alle er uskadte og i god behold,” fortæller skibschefen videre. ”Inden da bruger vi ret meget energi på at få fat i de her tre handelsskibe og få dem til at ændre kurs væk fra piraterne, hvilket de så også gør, da det går op for dem, at de er i farezonen. Lidt senere får vi en mail fra et af skibene – et hollandsk handelsskib – hvori der står: ”Tak fordi I var der – havde I ikke været det, havde vi nok inden længe siddet inde i en nigeriansk jungle.”

Værdig omgang med de døde
I mellemtiden er Esbern Snare kommet så tæt på gerningsstedet, at de kan sætte to andre både i vandet med blandt andre de udsendte fra militærpolitiet, der skal i gang med at samle bevismateriale og lave gerningsstedsundersøgelse. Og det skal gå ret stærkt, eftersom piraternes båd er på vej til at synke. Samtidig bliver skibets boarding-hold sendt afsted for at bjærge ligene af de dræbte pirater og få de øvrige fire nu tilfangetagne pirater fragtet over til fregatten. Her bliver tre af dem anbragt bag lås og slå, mens den fjerde hårdt sårede bliver båret ind på skibets hospital.

”Ligene af de omkomne bliver taget ombord nede ved hækrampen og bliver ført direkte op til helikopterhangaren, hvor vi har en ekstra proviantcontainer stående, og der bliver de lagt på køl. Det er kun militærpolitiet og hospitalspersonalet, der er til stede – og så vores præst. Alle andre beder vi om at trække væk, for der er ingen grund til, at alle involveres i den her dramatiske situation,” forklarer skibschefen. ”Og så handler det også om at vise de døde respekt. Vi er jo bare ude på en opgave og har ikke noget personligt forhold til de der mennesker, og så vil vi bare gerne opføre os anstændigt. Og da de er kristne, laver vi også en lille kort ceremoni for dem, inden de lægges på køl. Præsten beder Fadervor og lyser velsignelsen over dem. I virkeligheden er det vel et udtryk for vores kristne livssyn, at der findes tilgivelse, og at vi også kan hjælpe folk over på en rigtig side, når nu de har forladt os.”

Best Management Practice

Der går ikke mere end tre uger, før Esbern Snare er i aktion igen – denne gang dog knap så dramatisk. Igen får de et varsel om, at noget er under opsejling, og på rekognoscering opdager helikopteren, at der ligger en piratbåd på siden af det græsk-ejede fragtskib Tonsberg. Det ser ud til, at piraterne allerede på det tidspunkt har været ombord og taget seks gidsler. Dem sejler de nu afsted med i høj fart. Af frygt for at bringe gidslernes liv i fare afstår helikopteren fra at gøre yderligere.

”Vi kommer desværre ikke frem tids nok til, at vi kan forhindre gidseltagningen. Men vi sender selvfølgelig straks vores boarding-hold derover for at skabe lidt ro og se, hvad vi ellers kan hjælpe med. Det viser sig også snart, at der er brug for vores lægehold, fordi piraterne har skudt og såret et af besætningsmedlemmerne, så ham får vi fragtet over til vores hospital. Det siger jo også noget om, at de her pirater ikke er bange for at bruge magt, når de kommer ombord. Der er altså folk, der dør af det her pirateri,” pointerer Lars Povl Jensen og tilføjer, at Tonsbergs besætning desværre ikke ligefrem havde udvist det, der hedder Best Management Practice (BMP) – altså forberedt sig på at skulle ind i et piratområde, og det gjorde dem til et oplagt angrebsmål. De havde godt nok rullet den specielle pigtråd – razor blade wire – ud hele vejen rundt, men ikke gjort det fast, så derfor var det en smal sag for piraterne bare at løfte op i det og så kravle hen over lønningen. For at skabe ekstra sikkerhed havde de på Tonsberg fået installeret overvågningskameraer, så man f.eks. kunne se, om der kom uventede gæster. Men her var problemet bare, at ingen ombord tilsyneladende holdt øje med kameraerne.

”Besætningen følte sig ret tryg, fordi der var hele otte meter fra dækket ned til havoverfladen. Men eftersom ingen tjekkede, hvad der var på de der overvågningsbilleder, så lykkedes det altså piraterne at snige sig op på siden af dem. Det viste sig, at piraternes skiff havde ligget helt inde ved skibet i hele ti minutter, inden de blev opdaget. Og da var det for sent, for der var det lykkedes dem at få smidt stigen op og få fat i rælingen og komme ombord. Efterfølgende lykkedes det dem så at tage seks gidsler, som de skyndte sig at sejle væk med, da de opdagede, at vi var på vej for at komme Tonsberg til undsætning,” fortæller Lars Povl Jensen, der sammen med andre officerer fik udarbejdet en rapport om ”lessons learnt” – altså hvordan de enkelte skibe kan gardere sig bedre mod piratangreb. Disse rapporter er sendt til den internationale brancheorganisation Bimco, diverse sikkerhedsfirmaer og Danske Rederier.

Orlogspræstens vigtige funktion
Herefter var kvoten for dramatiske hændelser ved at være opbrugt – i hvert fald gled det stille og roligt frem mod jul, og der begyndte atter at indfinde sig en form for rolig hverdag ombord på fregatten. Hvor skruen bare drejer, kabyssen bakker op, og de daglige rutiner kører, som de skal. Men som chefen siger, var der selvfølgelig en hel del ting, der skulle bearbejdes efter de dramatiske hændelser, der jo skete præcis en måned før juleaften. For ham var der ingen tvivl om, at det var rigtig godt for hele besætningen at have en præst ombord.

”Det er meget forskelligt, hvordan de enkelte besætningsmedlemmer reagerer. Det er klart, at læger og sygeplejersker, der har deres daglige arbejde på traumecenteret på Rigshospitalet, ikke bliver synderligt påvirket af at se en mand med et ben, der er halvt skudt af. Og selvom vi som sagt skånede så mange som muligt for synet af dræbte og sårede, så er det da lidt sært at sejle rundt med fire fanger og fire døde pirater. Der er jo ingen sømænd, der bryder sig om at sejle med lig i lasten. Så der var helt klart nogen, der havde brug for at få talt om alt det, der var hændt, og her havde vores præst en vigtig funktion,” pointerer Lars Povl Jensen.

For Michael Hemmingsen, der til daglig er sognepræst ved Esajas Kirken på Østerbro, var det første gang, han skulle ud på en længere mission som orlogspræst. Det skulle vise sig at blive en mindeværdig tur på alle parametre, som han konstaterer, og især rollen som sjælesørger blev pludselig meget konkret efter skudvekslingen mellem frømænd og pirater. For selvom hele besætningen er professionelle soldater, så kan der godt være brug for en, der lægger øre til ens bekymringer af den ene eller den anden slags.

”Udover at holde gudstjenester og være med til at arrangere sociale sammenkomster ombord er en af mine vigtige opgaver at være den person, alle kan komme til, hvis de har noget på hjerte. Når du er herude som præst, har du ingen rang. Jeg er ligemand med den person, jeg taler med – uanset om det er en menig, eller det er chefen ombord. Og nok så vigtigt – jeg har tavshedspligt, så alt, hvad vi taler om, er fortroligt, ” forklarer Hemmingsen og medgiver, at denne hans første udsendelse som orlogspræst blev meget speciel oplevelse – præget af dramatiske hændelser omkring konfrontationen med piraterne. Og han var også meget opmærksom på, at der i dagene efter var lidt flere end vanligt, der havde brug for en samtale med ham. Samtidig var han den eneste, de tilfangetagne pirater havde mulighed for at tale med.

”Jeg er jo præst for hele skibet og altså også for de tilfangetagne, som kommer fra et område i Nigeria, hvor de er kristne. Så jeg spurgte, om de ville have besøg. Det ville de gerne, og derfor lagde jeg vejen forbi med jævne mellemrum. Men jeg var også bevidst om, at det er lang tid for en besætning at have mennesker ombord, som kunne have slået nogle af vores folk ihjel. For vi er jo modstandere eller fjender, når det kommer til sådan en konfrontation. Men der er også altid et menneske bag modstanderen, og det er jo præstens fornemmeste opgave også at huske det. Og jeg kan i hvert fald stå inde for, at alle er blevet behandlet ordentligt, værdigt og medmenneskeligt,” pointerer Hemmingsen.

Ligesom skibschef Lars Povl Jensen blev orlogspræsten afløst sidst i januar og sejlede hjem med søsterskibet Absalon. Egentlig skulle Operation Meridian være fortsat frem til maj – måske ovenikøbet med udsigt til forlængelse – men sådan kom det ikke til at gå. Den 18. februar besluttede regeringen, at Esbern Snare skulle vende snuden hjemad for at kunne indgå i Danmarks forhøjede beredskab i Østersøen, og dermed var det slut med de lune tropenætter i Guineabugten – i hvert fald i denne ombæring.

”I en ny sikkerhedssituation vil jeg da håbe, vi kunne komme på sådan en opgave igen, fordi jeg virkelig mener, vi har gjort det mere trygt for handelsskibene at sejle på det vestlige Afrika. Og det kan godt være, vi kommer til at lyde lidt selvfede,” siger kommandørkaptajnen med et stort grin, ”men vi har altså fået ganske mange henvendelser fra søfolk ude på skibene, hvor de siger, de var glade for, at vi var der. Så indtil videre må vi vel bare konstatere, at vores opgave i Guineabugten er ”mission accomplished.”