”Hvis vi vil producere træ i Danmark, skal vi gøre det ordentligt”

I 135 år er der rullet træ til gulve og kvalitetsmøbler ud fra det hæderkronede PA Savværk i Korinth på Sydfyn, men tiden er en anden end i 1885. I dag stilles der krav om grøn omstilling, bæredygtige produkter og råvarer samt cirkulær økonomi, og det stiller store krav til virksomheden.
Men den grønne omstilling rummer også enorme muligheder, lyder det fra direktør Kim Axelsen, som har drevet familiefirmaet siden 2006 og netop har gennemført en omfattende cradle-to-cradle-certificering med hjælp fra et grønt strukturfondsprojekt.
Se den grønne historie om PA Savværk i videoen "EU gør Fyn grønnere"
For ham er der flere bundlinjer i grøn omstilling og bæredygtighed: Det kan betale sig i længden, vi skylder miljøet det, og vi vil gerne.
"Hvis vi vil producere træ i Danmark, skal vi gøre det ordentligt. Og vi vil gerne være med til at tage et samfundsansvar og leve op til de krav, som en certificering stiller,” siger Kim Axelsen.
Fik samlet grøn plan
I det regionalfondsstøttede projekt ”Øget vækst gennem cirkulære forretningsmodeller i SMV’er” (CØ SMV), drevet af LD Cluster i Herning, fik hans virksomhed en samlet plan for den grønne omstilling. Dels en cradle-to-cradle-certificering og dels værktøjer til at måle blandt andet materialeforbruget og den samlede CO2-belastning i virksomhedens produkter.
"Vi har i 10 år haft bæredygtighedsstemplet FSC på råtræet, men vi vil gerne rundt om hele forretningen og vise kunderne, præcist hvordan produktet er blevet til, og hvor meget CO2-belastning, kunderne kan spare miljøet for ved at købe vores produkt,” forklarer Kim Axelsen.
Han tilføjer, at den grønne omstilling går direkte ind i hans virksomheds forretningsmodel.
Grøn omstilling og bæredygtighed er det mest oplagte område, hvor vi kan adskille os positivt fra konkurrenterne. Efterhånden vil alle vores konkurrenter inddrage bæredygtighed i deres produkter og produktion, men vi er allerede nu i fuld gang med at producere grønt i Danmark, og vi kan gøre det noget grønnere end vores konkurrenter.”
Den fynske savværkdirektør oplever en stigende interesse for bæredygtigt produceret træ, ikke mindst dansk dyrket træ, som er produceret lokalt og bearbejdet lokalt i en forsyningskæde som PA Savværks. Savværket undlader blandt andet at sende træ til Kina i en container til billigere forarbejdning, som det er skik på markedet.
"Vi vil gerne synliggøre for verden og kunderne, at træ er et bæredygtigt materiale. Vi fælder det lige rundt om hjørnet, vi sender det ikke til Kina til forarbejdning, men forarbejder det på vores to fabrikker, og det ender som kvalitetsmøbler, som står i 50 år hos fru Jensen, eller i massive plankegulve, som ligger i vores boliger i en menneskealder,” understreger Kim Axelsen.
Ambitiøse grønne mål
PA Savværk har også på andre punkter gennemført en grøn omstilling:
- Virksomheden har siden januar 2020 kørt på 100 pct. grøn strøm, og dieseldrevne køretøjer udfases gradvist til fordel for el.
- Mange års arbejde med energibesparelser har fået en ekstra skrue med overgang til LED-pærer, bedre isolering, tilpasning af maskinstørrelse til det reelle behov og et skift til en dampløsning, der bruger mindre energi.
- Desuden arbejder PA Savværk på en bedre udnyttelse af restprodukter i forarbejdningen, fx til lister, og i 2021 bliver der sat fokus på affaldssortering.
På langt sigt har PA Savværk endnu større grønne ambitioner om cirkulær anvendelse af gulve og nye træsorter. Når et plankegulv efter et langt liv tages op, skal det kunne genanvendes og få et nyt liv. Desuden introducerer savværket i 2021 en ny type produkter baseret på nåletræ. Håbet er at få danskerne til at købe flere gulve produceret fra nåletræ, som vokser ca. dobbelt så hurtigt som traditionelt løvtræ og dermed binder mere CO2 i produkterne.
"Det er ambitiøse mål, men det bliver vigtigt i forretningen fremover. Den bæredygtige skov kan ikke stå alene, for kunderne vil i fremtiden gerne betale for at bidrage til bæredygtigheden, men de vil også gerne vide, hvor meget bæredygtighed der er i det enkelte produkt,” slutter Kim Axelsen.
FAKTA Om ”Øget vækst gennem cirkulære forretningsmodeller i SMV’er” (CØ SMV)
CØ SMV er et treårigt strukturfondsprojekt, som giver virksomheder mulighed for at se på deres ressourceanvendelse og de forretningsmæssige potentialer ved cirkulær økonomi. EU’s Regionalfond har støttet projektet, der også rummer en særlig indsats i Region Sjælland, med sammenlagt 19,3 mio. kr.
Læs mere om projektet i Erhvervsstyrelsens projektdatabase
Læs mere om den særlige indsats på Sjælland i projektdatabasen her
Læs mere om CØ SMV på projektets hjemmeside
FAKTA Om grønne virksomhedsindsatser under EU’s Regionalfond
Her gennemføres indsatser, hvor SMV'er dels får afdækket deres potentiale til at blive mere energi- og ressourceeffektive, dels får sparring og rådgivning i forhold til at udarbejde og implementere cirkulære forretningsmodeller.
Aktiviteter kan fx være:
- Opbygning af netværk, inkl. samarbejde med kunder og leverandører mv.
- Tilknytning af en rådgiver, der har erfaring med cirkulær forretningsudvikling
- Rådgivning hos videninstitution om fx teknologi
- Rådgivning til beregning af investeringsbehov og forventede resultater
- Udvikling af business cases og rentabilitetsanalyser af cirkulære forretningsmodeller
Nøgleord
Kontakter
Kim Axelsen, adm. direktør, PA Savværk, 62 65 10 09 og ka@pa-sav.dk
Pernille Jacobsen, marketingansvarlig, PA Savværk, 62 65 10 09 og pj@pa-sav.dk
Billeder



Information om Erhvervsstyrelsen
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Nye investeringer i pyrolyseprojekter skal udvikle og skalere nye grønne produkter og løsninger3.4.2025 09:23:08 CEST | Pressemeddelelse
Investeringer i grøn teknologi kan føre til innovation og vækst, skabe nye jobmuligheder, og reducere afhængigheden af importerede fossile brændstoffer. Men der er også betydelige omkostninger forbundet med at skifte fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder, modernisere infrastruktur og implementere nye teknologier, og flere grønne teknologier er fortsat på et stadie, hvor der er teknologisk usikkerhed. Nye pyrolyseprojekter understøtter derfor teknologiudvikling, modning, test og demonstration samt opskalering igennem hele værdikæden.
Øgede investeringer i udvikling, test og forskning skal styrke virksomhedernes konkurrenceevne på CCUS-området3.4.2025 09:21:37 CEST | Pressemeddelelse
Danske virksomheder har gode muligheder for at indtage en styrkeposition i et voksende marked for CCUS-teknologier ved at udvikle og levere økonomisk bæredygtige og skalerbare CCUS-løsninger. Investeringer i grøn teknologi og kompetenceudvikling hos fire ambitiøse CCUS-projekter skal bidrage til både kommerciel og bæredygtig vækst.
Ny indsats skal få flere SMV’er ind i grønne leverandørkæder31.1.2025 12:36:18 CET | Pressemeddelelse
Nu får små og mellemstore virksomheder i Syd- og Nordjylland mulighed for at styrke deres forudsætninger for at levere til store virksomheder, der arbejder med teknologier som CO2-fangst, -lagring og -anvendelse, power-to-X, pyrolyse og cirkulær økonomi. Virksomhederne kan få støtte på mellem en og fem mio. kr. til blandt andet investeringer, køb af rådgivning og indsigt i nye markeder, som kan styrke deres position i værdikæden.
100 mio. kr. til udvikling af Power-to-X i Syd- og Nordjylland9.12.2024 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Indstillingsudvalget for Fonden for Retfærdig Omstilling har bevilget 100 mio. kr. til fire projekter i Syd- og Nordjylland. Gennem teknologisk udvikling, investeringer og kompetenceudvikling skal projekterne styrke værdikæderne og øge konkurrencedygtigheden på Power-to-X-området.
”Kunderne og jeg er drevet af en fælles passion for godt håndværk”16.10.2024 08:57:12 CEST | Pressemeddelelse
Perioden, hvor det meste af verden lå underdrejet af Coronapandemien, har fået skyld for meget. For Jennie Dai gav den tilhørende nedlukning imidlertid mulighed for at stoppe op og tage arbejdslivet op til revision. Skulle hun fortsætte karrieren som jurist i et af landets største pengeinstitutter, eller skulle hun måske prøve noget helt andet?
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum