Grønt i Odense: Cristiana sælger emballagefri dagligvarer - andre genbruger elektronik og kasseret tekstil
Forbrugere, der drømmer om en mere bæredygtig livsstil med mindre affald, flere genbrugsprodukter og lokale og økologiske produkter i køkkenet, har fået nye fynske adresser at handle ind på.
Regionalfondsprojektet ”Cirkulær i Odense”, der er forankret i Odense Renovation under Odense Kommune, har over tre år hjulpet ti spændende iværksættervirksomheder i Odense-området i gang eller videre med deres bud på bæredygtighed, grøn omstilling og cirkulær økonomi.
En af dem er Silo Marked, Odenses første og Danmarks tredje emballagefri og bæredygtige dagligvarebutik. I butikken i Nørregade er plasticemballagen erstattet af kundernes egne beholdere, og de fleste varer er lokale og økologiske.
”Det er jo ikke, fordi det er dyrere. Det er bare lidt mere besværligt,” siger en kunde, der netop har fået fyldt bønner, gryn og ris i sine egne glas.
Butikkens indehaver, Cristiana Cardoso, har travlt med arbejdsdage på op til 12 timer, og hun er meget glad for støtten fra EU-projektet under opstarten.
”Det er dejligt at opleve, at Odense Renovation, Odense Kommune og EU’s Regionalfond involverer sig i at hjælpe små grønne initiativer i gang - det er supervigtigt for den grønne omstilling," forklarer Cristiana Cardoso.
Hun har kunnet holde åbent under hele COVID-19-krisen, fordi Silo Marked er en fødevarebutik. Og hun har klaret sig uden regeringens hjælpeordninger, fordi hun som nystartet iværksætter ikke kunne dokumentere nedgang i omsætningen. I stedet har hun tænkt kreativt og lavet forskellige markedsføringstiltag, og det er stort set lykkedes at holde salgsbudgettet.
”Det er en stor lettelse for mig at se, at vi har klaret os igennem COVID-19-krisen, og jeg får masser af god respons på konceptet fra kunderne. Så efter at have eksisteret i tre måneder tror jeg stadig på, at forretningen bliver en succes.”
Rester og affald kan skabe værdi
De mange nye iværksættere er gode eksempler på, at principperne i cirkulær økonomi kan bruges til at skabe nye bæredygtige, unikke produkter - og arbejdspladser – ud af restproduktion fra andre virksomheder.
Efter tre års arbejde har Odense-projektet nu leveret resultater:I den cirkulære økonomi ses affald som en ressource, der skal aflaste miljøet, og samtidig skal det give mening økonomisk for virksomhederne og for samfundet.
- Ti virksomheder er hjulpet i gang eller på vej med produkter og ydelser inden for den cirkulære økonomi.
- Tre af virksomhederne er allerede ude af projektet og klarer sig på markedsvilkår.
”Vi er ved at nå vores mål i projektet, men iværksætterne bliver ved med at komme. Vi synes virkelig, at vi har bidraget til at sætte fart på en dagsorden med bæredygtighed og cirkulær økonomi,” siger Winie Evers, projektleder for cirkulær økonomi i Odense Renovation.
Tekstil-iværksættere genbruger
Flere af projektets tekstil-iværksættere har gjort bæredygtighed og genanvendelse til en central del af virksomhedens værdikæde.
Fx producerer designer Morten Underbjerg under brandet Le Pirol strikvarer i en bæredygtig proces – blandt andet bruges der økologiske råvarer, og produktionen er hjemtaget til danske syersker i Herning. Og designeren Bára Àstvaldsdóttir var allerede i gang med sit street wear-brand BaraBara, inden EU-projektet dukkede op. Hun har fået EU-støtte til rådgivning og sparring om yderligere udvikling af konceptet, som er baseret på restpartier fra andre virksomheder.
Også virksomheden Akuja har fået øje på mulighederne i kasserede tekstiler og er i gang med at udvikle en vokalboks foret med kasserede tekstiler, der kan lejes til hjemmestudiebrug.
Flere af virksomhederne i det EU-støttede projekt har gjort en stor lokal indsats for at inddrage Odense-borgerne i den grønne omstilling. I bydelen Bolbro åbnede for kort tid siden genbrugshuset ”Bronx – kaffe og krea”, hvor der skabes fællesskaber omkring upcycling og kreativt genbrug, så mere bliver repareret eller brugt igen. Også Timbernests produkter har en social dimension; virksomheden udvikler prototyper af byrumsmøbler, hvori kasserede tekstiler indgår.
Affald i én proces – værdi i en anden
”Cirkulær i Odense” har også gode eksempler på, at produkter, der betragtes som affald i én produktion, kan have værdi i en anden – og at genanvendte affaldsprodukter kan sælges. EU-projektet har hjulpet iværksætterne i foreningen Re-Circle Hub med at bevise, at der kan skabes værdi ud af elektronikaffald, som virksomheder ikke længere kan bruge.
Re-Circle Hub er desuden med til at starte et pilotprojekt, ”For godt til skrot”, der sætter fokus på den elektronik, som indsamles på genbrugsstationerne. Projektet skal undersøge, hvor meget kommerciel værdi, der er i affaldselektronikken. Re-Circle Hub blev grundlagt i 2019 som et resultat af et forskningsprojekt i cirkulær økonomi på Syddansk Universitets Lifecycle Center og drives af engagerede specialister i bæredygtighed. Re-Circle Hub forlænger levetiden på virksomheders brugte elektronik ved at indsamle og distribuere den til andre, som kan bruge den – enten til videresalg og eventuel reparation eller til almennyttige formål. På den måde sætter virksomheder et mindre klimamæssigt fodaftryk, når de skrotter elektronikken, og bliver samtidig mere bæredygtige.
Og tilbage i Silo Marked i Nørregade forsøger Cristiana Cardoso ikke bare at skabe en grøn levevej for sig selv, men også at ændre danskernes livsstil i en mere bæredygtig retning med Odenses første emballagefri og bæredygtige dagligvarebutik.Mange af hendesprodukter er lokale, hvilket reducerer transportomkostningerne, og kunderne kan samtidig støtte lokal produktion.
Har mødt stor velvilje
Hun har mødt stor velvilje under etableringen af butikken – blandt andet har frivillige hjulpet hende med startkapital via en crowd funding-kampagne, der skaffede 83.000 kr. via 350 donationer. Hun tror fuldt og fast på, at tiden er til en forretning som hendes, men det vil kræve lang tid og en stor indsats at få forbrugerne til at ændre indkøbsvaner, siger hun.
”Jeg har lavet markedsundersøgelser forinden, og jeg ved, at der er et marked derude. Mange synes godt om grøn omstilling og bæredygtighed, men derfra og til at ændre sine vaner er der trods alt et stykke,” siger Cristiana Cardoso.
Hendes første ambition er at få butikken til at løbe rundt. Derefter kan det tænkes, at sortimentet skal udvides med onlinesalg, flere varetyper, blandt andet kølevarer og grøntsager. Projektleder Winie Evers er begejstret for den emballagefri dagligvarebutik, der giver borgerne i kommunen et reelt valg:
”Borgerne efterspørger et handlerum, og vi kan via partnerskaber som det her vise, at der er en anden måde at være forbruger på. At vi med vores handlinger kan påvirke klimaet og skabe lokal efterspørgsel og produktion.”
FAKTA Om ”Udvikling af innovative affaldsløsninger til understøttelse af cirkulær økonomi”
Projektet startede i januar 2017 og afsluttes i august 2021. EU’s Regionalfond har støttet projektet med 2,3 mio. kr. Odense Kommune er operatør på projektet og har Odense Renovation og Vandcenter Syd, Odense, som partnere.
Det overordnede mål med projektet er at skabe vækst i arbejdspladser i Odense Kommune inden for cirkulær økonomi. Det sker via partnerskabsaftaler med virksomheder, som allerede tilbyder eller har en ambition om at tilbyde produkter og ydelser inden for den cirkulære økonomi. Fokuspunkter: Ressourcekredsløb, affaldshåndtering, direkte genbrug, produktdesign og reparation.
Læs mere om projektet i Erhvervsstyrelsens projektdatabase
Læs mere om ”Cirkulær i Odense” på projekthjemmesiden
FAKTA Om EU’s Regionalfond
I perioden 2014-2020 investerer EU's Regionalfond, Socialfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.
Regionalfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet bedre vækstvilkår for små og mellemstore virksomheder, der spiller en vigtig rolle i at skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark.
Derfor medfinansierer EU's Regionalfond projekter, der skal:
- Styrke virksomhedernes innovationsevne
- Udarbejde vækstplaner for virksomhederne
- Hjælpe virksomhederne med at blive mere ressourceeffektive
- Understøtte bæredygtig, grøn byudvikling i kommuner med over 30.000 indbyggere
Læs mere om EU’s Regionalfond og indsatsen i byerne hos Erhvervsstyrelsen
Nøgleord
Kontakter
Hvis du ønsker at vide mere om projektet, kan du kontakte Winie Evers, konsulent i cirkulær økonomi ved Odense Renovation, på 21 67 16 06 og we@odenserenovation.dk
Billeder
Information om Erhvervsstyrelsen
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
81 mio. kr. til udvikling af CCUS-teknologi til gavn for både klima og arbejdspladser27.6.2024 12:48:02 CEST | Pressemeddelelse
Virksomheder, offentlige aktører og udbydere af uddannelsesforløb kan nu søge op til 81 mio. kr. til udvikling af værdikæder inden for fangst, anvendelse og lagring af CO2 fra Fonden for Retfærdig Omstilling. EU-fonden er målrettet indsatser i Nord- og Sydjylland.
158 mio. kr. skal sætte ekstra skub til udviklingen af pyrolyseteknologi27.6.2024 09:46:32 CEST | Pressemeddelelse
Virksomheder i Nord- og Sydjylland, der arbejder med pyrolyse, kan nu få et økonomisk rygstød fra Fonden for Retfærdig Omstilling. De kan søge op mod 158 mio. kr. til at udvikle, demonstrere og skalere pyrolyseaktiviteter. En hjælp, der skal få sat ekstra fart på klimaomstillingen.
”Vi satser fuldt ud på digital transformation i en analog virkelighed”17.6.2024 12:18:17 CEST | Pressemeddelelse
Indtil for nylig var autolakererbranchen langt hen ad vejen analog. Autolakereren modtog typisk en bil – oftest en forsikringssag – med en rapport under vinduesviskeren. Arbejdet blev udført og bilen blev leveret tilbage til kunden. Forsvandt rapporten i processen var det en udfordring at få faktureret arbejdet, da dokumentationen var væk. Et system med plads til forbedringer.
”Jeg er ikke sikker på, at danskerne er klar til insekter endnu, men det bliver de.”7.6.2024 10:10:03 CEST | Pressemeddelelse
Det summer hos ENORM Biofactory A/S i Flemming lidt uden for Horsens. Her flyver godt 50 mio. tropiske soldaterfluer rundt og formerer sig. Larverne bliver til olie og mel. Med hjælp fra to EU-projekter, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støttede, blev virksomheden kvalitetscertificeret og fik sparring i finansieringsprocessen.
”Vi har fået døde data til at blive levende data”6.5.2024 10:55:17 CEST | Pressemeddelelse
Igennem 20 år har medejer Morten Nielsen samlet data om energiforbruget i virksomheden 3N Lakering, uden at de er blevet brugt til noget. Nu lever gamle og nye tal i en database, som både gør nytte for virksomheden og giver informationer til kunderne, som mange af dem efterspørger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum