Regering og partiledere: Sammen skal vi skabe et Danmark i udvikling, uanset postnummer

Som alle andre i det danske land er Landdistrikternes Fællesråd underlagt coronaepidemiens betingelser. Derfor afholdes fællesrådets årsmøde dette år digitalt. Det samme gælder videohilsnerne fra én minister og fire partiledere, som fællesrådet har modtaget forud for sit årsmøde, der afholdes fredag.
Og er der noget, de fem politikere kan enes om, så er det, at Danmark er for lille til store forskelle. Her er et udpluk af deres budskaber til landdistrikterne.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S):
- Vi skal tage et opgør med centraliseringen af Danmark. Så der er udvikling, muligheder, arbejdspladser og velfærd i hele vores land. Det har en værdi i sig selv, at beslutninger træffes tæt på dem, det vedrører. Danmark er for lille til store forskelle.
- Det kræver indsigt. Det kræver viden, og det kræver sådan nogle som jer, der er med til at samle det. Jeg føler, jeg har fingeren meget godt på pulsen, når det kommer til min egen hjemstavn. Og jeg nyder også mine ture rundt i landet som landdistriktsminister. Men det er jo jer, der har indsigten i alle andre folks hjemstavne. I kender alle landdistrikterne.
Se Simon Kollerups videohilsen her
Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen:
- Da vi sad i regering, flyttede vi en lang række statslige arbejdspladser fra hovedstaden og ud andre steder af landet. Dengang var der organisationer, som sagde: Det kan ikke lade sig gøre. Men senest har en rundspørge i Jyllands-Posten vist, at selvfølgelig kan det godt lade sig gøre at rekruttere kvikke hoveder - også uden for København. Jeg hader at være ham, der siger det, men jeg siger det alligevel: Det sagde vi jo!
- Nu fortsætter vi så kampen i oppositionen. For de frie skoler, for infrastruktur der gør, at det er muligt at bo og arbejde i hele Danmark og for virksomheder, sådan så vi sikrer, at man godt kan etablere sig og drive en virksomhed alle steder i vores pragtfulde land. Så med andre ord: Landdistrikterne kan fortsat regne med Venstre.
Se Jakob Ellemann-Jensens videohilsen her
Radikale Venstres politiske leder Morten Østergaard:
- Igennem hele det her forår og Coronakrisen har vi oplevet, at meget er forandret. Det har fået os til at stoppe op og spørge os selv: Hvad er meningen? Mange ting er blevet udfordret, men vi har måske også fundet en ny værdi i det nære og det tætte. Fundet ud af, at det, der virkelig er det centrale for os, at uanset hvor vi bor, uanset hvem vi er, så gælder det om at skabe et samfund, hvor man er fri til at leve meningsfulde liv.
- I ly af coronakrisen har vi lavet en udligningsreform, der stopper den bevægelse, der var mod gradvis dårligere velfærd, dårligere kommunal service uden for de store byer. Det er et godt og vigtigt skridt til at sikre en ordentlig kommunal service uanset, hvor i Danmark man er, fordi det er ikke postnummeret, der skal afgøre, hvilken velfærd borgerne får.
Se Morten Østergaards videohilsen her
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl
- Det er en målsætning for os i Dansk Folkeparti, ligesom det er for jer, at vi har et Danmark i balance. Det er ikke noget, vi har opnået endnu. Det er et langt, sejt træk, som skal sikre, at vi kommer derhen. De initiativer, der er taget, kan vi jo glæde os over. Men der er meget at gøre endnu.
Formanden for Dansk Folkeparti nævner også det Nærhedsudspil, Socialdemokratiet fremlagde før valget i 2019:
- Vi vil straks efter sommerferien tage det her emne op med den socialdemokratiske regering og bede om, at der bliver fremlagt en plan for, hvordan man udmønter de valgløfter, man havde før valget sidste år. Det er vores håb, at der kommer mere konkrete ting bag ordene, så vi får noget handling, så det også er med til at skabe et Danmark i større harmoni og i større balance.
Se Kristian Thulesen Dahls videohilsen her
SF's formand Pia Olsen Dyhr
- Kære Landdistrikternes Fællesråd: Rigtig godt årsmøde. I har jo masser at diskutere, for det er jer, der er med til at sørge for, at vi har Danmark i balance. Det handler om, at vi skal sørge for godt internet i hele Danmark – vi skal jo ikke have lommer, hvor man ikke kan snakke i telefon eller for den sags skyld komme på internettet. Det er jo absurd i en tidsalder, hvor vi i den grad har brug for det. Ikke mindst set i lyset af corona, hvor rigtig mange mennesker har været hjemsendt og har haft brug for det.
- Vi skal også sørge for, at man har velfærd i hele Danmark. Det er altså ikke kun i storbyerne, man skal opleve, at der kommer en politimand, når man ringer. Der skal også være biblioteker, der skal være læger, og derfor har vi sammen med Socialdemokraterne tilbage i valgkampen foreslået, at der skal være de her velfærdscentre i hele Danmark.
Se Pia Olsen Dyhrs videohilsen her
Nøgleord
Kontakter
Eva Østergaard, kommunikations- og pressekonsulent i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk
Billeder

Information om Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikternes Fællesråd er en partipolitisk neutral interesseorganisation, der arbejder for at skabe bedre rammevilkår for landdistrikter og yderområder i Danmark.
Vi tæller 55 kommuner og fire regioner, der tilsammen repræsenterer over 4 millioner danskere. Medlemmerne er tillige en række landsdækkende organisationer, de lokale aktionsgrupper samt et større antal landsbyer og landdistriktsråd.
Følg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikternes Fællesråd: Ny bestyrelse med både nyvalg og genvalg16.5.2025 12:45:17 CEST | Pressemeddelelse
På Landdistrikternes Fællesråds generalforsamling den 16. maj i Skive var der valg til bestyrelsen. Der blev valgt to nye bestyrelsesmedlemmer, samt genvalg til fem nuværende bestyrelsesmedlemmer. Dermed går organisationen endnu et år i møde med et stærkt mandat i ryggen.
Landdistrikter: Rigide regler for pengeinstitutters udlån bremser erhvervsudvikling og bolighandler16.5.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Landet over kæmper lokalsamfund i landdistrikterne for at skabe erhvervs- og boligudvikling, men meget stramme regler for pengeinstitutters kreditvurdering spænder ben for udlån, selvom økonomien og tilbagebetalingsevnen er sund hos virksomheden eller den potentielle boligkøber, erfarer Landdistrikternes Fællesråd.
Forenet Kredit og Landdistrikternes Fællesråd åbner ny ansøgningsrunde til Grøn Boligrotation i landdistrikterne8.5.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Forenet Kredit og Landdistrikternes Fællesråd har netop åbnet en ny ansøgningsrunde til projekt Grøn Boligration i Landdistrikterne, som henvender sig til landsbyer landet over. Ambitionen med Grøn Boligrotation er at støtte landsbyer og kommuner i at skabe flere attraktive seniorvenlige boliger og sætte skub i energirenoveringen af landsbyernes eksisterende parcelhuse af ældre dato
Landdistrikter: Fremtidens kollektive transport og mobilitet kalder på flere løsninger28.4.2025 06:13:35 CEST | Pressemeddelelse
Busser og tog er rygraden i den kollektive transport, men det skal suppleres med flere transportformer, såsom flextrafik, taxi, samkørsel og delebiler. Sådan lyder nogle af hovedbudskaberne i nyt udspil fra Landdistrikternes Fællesråd, der viser vejen til bedre mobilitet i hele landet.
Hvem skal være Årets Landsby 2025?15.4.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
I år uddeles prisen til en landsby, hvor der er ’Fællesskab for Fremtiden’ og hvor borgerne står sammen om at håndtere nogle af de udfordringer, der kendetegner verden af i dag. Send en ansøgning før din nabolandsby, og senest den 13. juni 2025 kl. 12.00.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum