Danske forskere kæmper for at finde smitteveje for coronavirus i Danmark

En gruppe forskere på Aalborg Universitet med professor MSO Mads Albertsen i spidsen har kastet al deres energi og ekspertise ind i kampen mod spredning af coronavirus. Deres våben er et laboratorium i verdensklasse og ekspertviden om analyse og identifikation af bakterier. Forskerne er sammen med Aalborg Universitetshospital, Hvidovre Hospital og Statens Serum Institut nu i fuld gang med at generere og analysere coronavirussens arvemateriale - kaldet genomer.
- Coronavirus ændrer hurtigt genetisk kode. Det gør det vanskeligt at udvikle vacciner. På den anden side betyder det, at vi gennem DNA-analyser af coronavirussens genomer kan følge, hvordan virus spreder sig, udtaler professor MSO Mads Albertsen fra Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.
Forskerne benytter sig af sekventering, der er analyse og registrering af arvemassen. Sekventeringen kan afklare, om coronavirus er introduceret flere gange i Danmark, eller om alle tilfælde kan føres tilbage til eksempelvis de danske skiturister, der blev smittet med coronavirus på ferie i Østrig eller Italien.
- Hvis nye genomer fra coronavirus er løbende tilgængelige for sundhedsmyndighederne og kobles med kliniske og epidemiologiske oplysninger, giver de mulighed for at identificere introduktion af virus fra udlandet og mulige smitteveje i samfundet og på hospitaler, udtaler virusforsker og professor Anders Fomsgaard fra Statens Seruminstitut.
I forhold til de generelle rutinemæssige sekventeringsanalyser, som foregår på hospitalerne, vil forskerne i projektet benytte sig af en nyere teknologi, som tillader analyse af data samtidig med, at den bliver genereret i realtid. Derfor kan svar leveres i løbet af timer i stedet for dage.
- Lokal mulighed for at sekventere prøver gør det muligt at optimere vores diagnostiske tests, således at nye virusvarianter ikke undslipper påvisning. Samtidig giver den patientnære analyse mulighed for en hurtig intervention ved smittetilfælde mellem patienter på hospitalet, udtaler overlæge Kristian Schønning fra Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Hvidovre Hospital.
Forskningen i smittevejene for coronavirus tager afsæt i forskerteamets nuværende projekt ”Microflora Danica”, som har til formål at identificere alle bakterier i Danmark. De samme metoder kan modificeres til at analysere genomer fra coronavirus. Efter en kort telefonisk kontakt med Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden), der støtter Microflora Danica projektet med 30 mio. kroner, gik det stærkt:
- Vi fik etableret kontakt til Hvidovre hospital, Statens Seruminstitut og Aalborg Universitetshospital. Herefter godkendte Rektor for Aalborg Universitet, at vi åbnede begrænset aktivitet i laboratoriet, og vi fik grønt lys fra fonden til midlertidigt at omdirigere alle penge og personer fra Microflora Danica projektet. Så med dags varsel havde vi et team på ti personer, der nu arbejder på fuld tid med projektet, udtaler professor MSO Mads Albertsen fra Aalborg Universitet.
Poul Due Jensens Fond har aktivt opfordret bevillingshavere til at gøre en forskel, hvor de kan, og garanterer indtil videre, at projektet kører videre for fuld kraft:
- Da det stod klart for os, hvor omfattende skadevirkningerne af corona-epidemien vil blive, skrev vi straks ud til alle vores bevillingsmodtagere og opfordrede dem til at dreje deres aktiviteter i retning af corona-bekæmpelse. Mads Albertsen og hans kolleger var allerede i gang, og det kan vi kun bakke op om, fortæller fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted.
Internationale perspektiver
I flere andre lande er lignende konsortier enten blevet etableret eller er lige på trapperne. I sidste uge offentliggjorde UK et konsortie, hvor 20 millioner pund skal sikre analyse af så mange coronavirus-genomer som muligt. De danske genomer kommer også til at indgå i de verdensomspændende databaser for, at forskere over hele verden kan samarbejde om at forstå og bekæmpe den globale coronavirus-pandemi.
Fakta: Virus, evolution og sekventering
Når en ny virus kaster sig over menneskeheden, kan den være særdeles dødelig. Mæslinger, influenza og andre smitsomme sygdomme slog en stor del af menneskeheden ihjel i første runde. Men da levende mennesker smitter bedre end døde, har virus normalt behov for at udvikle sig i retning af mindre dødelighed for at overleve på sigt.
Den aktuelle coronavirus har fundet et smart trick - nemlig at smitte via raske smittebærere. Derfor har den ikke nødvendigvis behov for at udvikle sig i en mildere retning med mindre dødelighed.
Virus udvikler sig fra vært til vært. Det tager derfor ikke lang tid for den at gennemgå flere generationer i udvikling. Ved at følge virusspredning, smittekæder og den genetiske udvikling kan forskerne måske bidrage til, at vi kan sætte mere effektivt ind over for smittespredning.
Processen med at analysere ændringerne i virusgenomer kaldes sekventering og består i at bestemme rækkefølgen af bogstaver i den generiske kode. Ved at sammenligne ændringer i den generiske kode mellem virus fra forskellige patienter kan der laves et stamtræ for virus.
- Sekventering er en af hjørnestenene i molekylær diagnostik og gennem dette projekt bringer vi vores erfaringer fra personlig medicin i spil til at prøve at forstå, om der er en sammenhæng mellem forskellige varianter af virus og deres påvirkning af patienterne, udtaler overlæge, Henrik Krarup, leder af Afdeling for Molekylær Diagnostik på Aalborg Universitetshospital.
Kontakt:
Mads Albertsen, Professor MSO, Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet
M: (+45) 22 93 21 91, e-mail: ma@bio.aau.dk
Anders Fomsgaard, MD Professor og virusforsker, Statens Serum Institut
M: (+45) 22 60 11 23, e-mail: Presse@ssi.dk
Kim Nøhr Skibsted, fondsdirektør, Poul Due Jensen Fonden, Grundfos
M: (+45) 30 52 50 20, e-mail: kskibsted@grundfos.com
Henrik Krarup, leder af Afdeling for Molekylær Diagnostik, Aalborg Universitetshospital
T: (+45) 97 66 56 30, e-mail: h.krarup@rn.dk
Kristian Schønning, overlæge, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Hvidovre Hospital
T: (+45) 21 28 75 04, e-mail: ksch0010@regionh.dk
Nøgleord
Kontakter
Mads Albertsen, Professor MSO, Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet
M: (+45) 22 93 21 91, e-mail: ma@bio.aau.dk
Anders Fomsgaard, MD Professor og virusforsker, Statens Serum Institut
M: (+45) 22 60 11 23, e-mail: Presse@ssi.dk
Kim Nøhr Skibsted, fondsdirektør, Poul Due Jensen Fonden, Grundfos
M: (+45) 30 52 50 20, e-mail: kskibsted@grundfos.com
Billeder

Information om Aalborg Universitet
Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Prøve- og karakterfrihed kan skabe gode betingelser for trivsel, motivation og faglig fordybelse, men ikke uden at noget sættes i stedet for11.4.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse af fri- og efterskoler der arbejder med prøve- og karakterfrihed viser, at langt hovedparten af eleverne er glade for at gå i skole, motiverede for skolearbejdet og oplever sig selv som fagligt stærke. Men det er langt fra uden udfordringer at fjerne prøver og karakterer. Det kræver nemlig en stærk feedback-kultur at give eleverne en fornemmelse af, hvor de står uden karakterer.
Flere børn skal på banen: Nyt træningskoncept sætter legen i centrum10.4.2025 11:06:56 CEST | Pressemeddelelse
Børn skal lege, når de træner. Det giver trivsel og skaber sociale bånd. Aalborg Universitet har i samarbejde med LykkeLiga udviklet et træningskoncept, der gør legen til en del af håndboldtræningen.
Kulturtilbud forbedrer sårbare unges mentale helbred og får dem i gang med uddannelse eller job9.4.2025 13:02:35 CEST | Pressemeddelelse
En undersøgelse fra Aalborg Universitet viser, at projektet 'Kulturvitaminer for Unge' i Aalborg Kommune har forbedret de unges oplevelse af egen mental sundhed og givet dem mod på uddannelse eller arbejde. Hvis man skal lykkes med kulturtilbud til unge, er det vigtigt at have fokus på deres motivation og at skabe sociale fællesskaber for dem, siger forskeren bag undersøgelsen.
Patienter og sundhedspersonale efterlyser ikke-religiøse samtaler om sorg og tab - forsker og chefjordemoder har udviklet filosofisk dialogværktøj7.4.2025 10:34:09 CEST | Pressemeddelelse
Patienter og pårørende har ofte brug for eksistentielle samtaler om meningen med livet, når de oplever spædbarnsdød eller skal forberede sig på at sige farvel til et familiemedlem. Nu har en forsker på Aalborg Universitet sammen med chefjordemoderen fra Aalborg Universitetshospital udviklet et dialogværktøj til dem, som ikke nødvendigvis ønsker at tale med en præst eller psykolog.
Forskere fra Aalborg Universitet gør det muligt at forvandle beskidt plastikaffald til rent bioplast4.4.2025 06:47:00 CEST | Pressemeddelelse
Banebrydende forskning fra bl.a. Aalborg Universitet har fundet en måde, hvorpå beskidt og ulækkert udsmidt plastik kan få nyt liv.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum