EU igangsætter sin største indsats nogensinde for bedre at beskytte forbrugere og miljøet mod hormonforstyrrende stoffer
Det danskledede projekt hedder ERGO (EndocRine Guideline Optimisation) og samler 16 partnere fra universiteter, nationale styrelser og store industrikoncerner omkring forbedret testning af kemikalier. Hver dag bliver nye kemikalier taget i brug, og der findes nu mere end 20.000 registrerede stoffer i EU's databaser. Kemikalier med hormonforstyrrende effekter har betydning for både mennesker og dyrs helbred. Hos mennesker kan hormonforstyrrende stoffer blandt andet påvirke forplantningsevnen og hjernens udvikling.
”Bevillingen fra EU betyder, at vi nu kan udvide vores forskning i hormonforstyrrende kemikaliers påvirkning af både dyr og mennesker. Det er et meget vigtigt skridt, ikke bare for os forskere, men for hele befolkningen, fordi det i sidste ende betyder større sikkerhed for både mennesker og miljø”, siger Henrik Holbech.
Hurtigere og mere effektive testmetoder er vigtige for vores miljø og sundhed
ERGO vil de kommende 5 år forske i forbedring af testmetoder til at påvise, om kemikalier skader menneskers og dyrs hormonsystemer. Hovedvægten kommer til at ligge på stofskiftehormoner (skjoldbruskkirtlens hormoner), fordi nogle af de største mangler i testmetoderne er identificeret netop dér.
Man bliver bedre og bedre til at bruge computermodeller og cellebaserede tests til at forudsige skadelige effekter af kemikalier, men vi er endnu ikke nået så langt, at vi kan undgå forsøg på dyr, hvis vi vil sikre, at kemikalier ikke skader mennesker og miljø. I dag er såkaldt farevurdering af kemikalier opdelt i tests, der skal beskytte mennesker (hvor man oftest bruger gnavere som mus og rotter), og tests, der skal beskytte dyr i miljøet (hvor man for eksempel bruger fisk og padder). ERGO vil bryde den opdeling ved at vise, at resultater fra forsøg med fisk og padder kan forudsige skadelige effekter i pattedyr og omvendt.
Projektet vil udnytte, at skjoldbruskkirtlens hormonsystem stort set er ens i pattedyr, fisk og padder. Fordelene ved at bruge fisk og padder, er, at testene ofte er hurtige og billige. Det betyder, at man efter få dage eller uger kan se, om et kemikalie har en negativ påvirkning. På den måde kan man bruge resultaterne som et ’early warning’-system ved kemikalier, som skal undersøges nærmere for miljø- og helbredsskadende effekter.
En bedre sammenhæng mellem testene på gnavere og andre hvirveldyr vil give hurtigere viden om hormonforstyrrende effekter, og problematiske stoffer kan derfor forbydes eller udfases mere effektivt. Industrien vil også få mere effektive værktøjer, når man bliver bedre til at bruge viden på tværs af dyregrupper, og man vil med tiden kunne mindske brugen af forsøgsdyr, hvilket er et stort ønske i både Danmark og EU.
Et koordineret samarbejde i EU, hvor Danmark har stor forskningsmæssig indflydelse
EU har dannet et såkaldt Cluster bestående af ERGO og de 7 andre projekter, så forskningsindsatsen kankoordineres, og resultater kan sammenlignes og kombineres og dermed skabe synergi imellem projekterne. ERGO skal sammen med et svensk projekt lede Clusteret fra midt 2020 til slut 2021.
Det er ikke tilfældigt, at det er en forskningsgruppe fra SDU, der skal lede et af de store projekter. Danmark har, med Miljøstyrelsen som facilitator, været ledende inden for forskning i hormonforstyrrende stoffer i EU i mange år. Det skyldes specifikke bevillinger til forskerne, samt at Miljøstyrelsen gennem de sidste 15 år har ledet et netværk af forskere fra blandt andet SDU, DTU og Rigshospitalet, der mødes og udveksler viden og erfaringer flere gange årligt. Det tværfaglige netværk giver danske forskere et forspring i forhold til forskere i andre lande. Udover den danske ledelse af ERGO er forskere fra DTU med som partnere i to af de syv andre bevilgede projekter, hvilket understreger den store danske indflydelse på EU's håndtering af hormonforstyrrende stoffer.
Fakta:
- Den samlede bevilling fra EU’s Horizon 2020-program er på ca. 375 millioner kroner til 8 søsterprojekter
- SDU-projektet kaldes ERGO, hvilket står for EndocRine Guideline Optimization. Det ledes af lektor Henrik Holbech fra Økotoksikologisk gruppe, Biologisk Institut på Syddansk Universitet
- ERGO’s bevilling består af 45 millioner kroner fra EU og 7,5 millioner kroner fra industrielle partnere
- Projektet løber fra 1. januar 2019 til 31. december 2023
- Blandt de øvrige samarbejdspartnere er universiteter i Heidelberg, Antwerpen og Århus, den tyske miljøstyrelse, L'Oréal og BASF
- Der har været international lancering af ERGO og søsterprojekterne d. 29.-31. januar i Antwerpen og Bruxelles
ERGO lanceres på SDU den 22. februar 2019 kl. 10.30-14.30.
Presse & medier er velkomne til at deltage. Kontakt Helle Lyngborg hely@sdu.dk for nærmere information og tilmelding.
Kontakter
For yderligere information, kontakt Helle Lyngborg på tlf. 31 45 06 70 eller e-mail hely@sdu.dk eller Henrik Holbech på tlf. 65 50 27 70/29 63 07 94 eller e-mail: hol@biology.sdu.dk
Information om Syddansk Universitet
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Ny professor vil styrke forskningen i kampen mod aggressiv hjernekræft24.4.2025 10:32:27 CEST | Pressemeddelelse
Helge Thisgaard udnævnes til professor i medicinsk fysik ved Forskningsenheden for Nuklearmedicin, Klinisk Institut, SDU og OUH den 1. maj.
Stort forskningsprojekt: Ny robotteknologi skal ruste danske virksomheder til en usikker verden10.4.2025 08:23:54 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra SDU Robotics er sammen med 22 andre partnere en del af forsknings- og innovationsprojektet MADE REACT. Ved hjælp af nye teknologiske løsninger skal de gøre dansk industri mere modstandsdygtig i en foranderlig verden. Projektet er støttet af Innovationsfonden og har et samlet budget på mere end 100 millioner.
Nye IT- og STEM-uddannelser godkendt til SDU Vejle8.4.2025 14:00:12 CEST | Pressemeddelelse
Otte nye IT- og STEM-uddannelser bliver fundamentet for et internationalt forsknings- og uddannelsesmiljø på den nye campus.
Nu kan du få ægte foie gras uden tvangsfodring8.4.2025 09:38:21 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Max Planck Instituttet og Syddansk Universitet (SDU) har udviklet en effektiv måde at lave foie gras af ænder og gæs, som ikke er blevet tvangsfodrede. Teknologien er patenteret, og håbet for fremtiden er, at den også vil kunne bruges til f.eks. plantebaserede fødevarer.
Ny klinisk professor i hæmatologi ved Odense Universitetshospital og SDU7.4.2025 11:00:12 CEST | Pressemeddelelse
Overlæge, dr. med. Kim Theilgaard-Mönch er pr. 1. september 2025 udnævnet til klinisk professor i hæmatologi ved Odense Universitetshospital (OUH) og Klinisk Institut ved Sydansk Universitet (SDU).
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum