Kliniker med unikt forskertalent får Skou-prisen 2018

Hofteled. Knæled. Albueled og fingerled. Alle former for led med instabilitet eller gigtsygdom er omdrejningspunkt for den forskning og kliniske praksis, som årets modtager af Jens Christian Skou-prisen Maiken Stilling brænder for.
Maiken Stilling arbejder både som forsker og underviser på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og som speciallæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. Den dobbelte ansættelse er ikke usædvanlig, men det er Maiken til gengæld. Kun ganske få talenter kommer i betragtning til Healths store forskningspris.
Ny tilgang til ortopædkirurgisk udredning og diagnostik
Maiken Stilling har dedikeret sin forskning til at forbedre holdbarhed og funktionalitet af ledproteser hos patienter med slidgigt. Bl.a. har hun og hendes forskerteam udviklet en automatiseret teknologiplatform (AutoRSA), der kvalitetssikrer nye implantater og operationsteknikker. Hun har også stået i spidsen for den forskning, der har udviklet og valideret en ny billeddiagnostisk metode, Dynamisk RSA. Begge metoder er implementeret i forskningssammenhæng og har vakt stor international interesse.
”Når vi bruger Dynamisk RSA, kan vi med én enkelt undersøgelse af den bevægelse eller ledbelastning, der giver patienten smerter, visualisere fx instabilitet og dysfunktion i et led med ledbåndsskade eller ledprotesers mikrobevægeler i en knogle. Og det giver os en helt ny indsigt i og forståelse af både problem og behandling,” siger Maiken Stilling.
Hun er den tredje modtager af Jens Christian Skou-prisen, der blev stiftet i 2016.
Jeg er utroligt stolt og også lidt overvældet
”Det er en stor personlig anerkendelse at få Jens Christian Skou-prisen. En pris opkaldt efter en nobelprismodtager. Det er overvældende. Der er mange talentfulde og engagerede forskere på Health, så jeg føler mig i den grad særligt udvalgt. Samtidig er prisen et motiverende skulderklap til min forskergruppe, forskningsfeltet og ortopædkirurgisk forskning i det hele taget,” siger Maiken Stilling.
Med de 100.000 kr., der følger med prisen, kan hun igangsætte det næste udviklingsprojekt tidligere end forventet. Det skal forbedre AutoRSA-analysesoftwaren og implementere Dynamisk RSA som klinisk rutineundersøgelse.
Går altid den ekstra mil
Det er institutleder Jørgen Frøkiær og klinisk lærestolsprofessor Kjeld Søballe, begge fra Institut for Klinisk Medicin, der har indstillet Maiken Stilling til den prestigefyldte pris. Og de er i særdeleshed imponerede over, hvordan hun med stort overskud formår at kombinere fuldtidsarbejde i klinikken med forskning på højeste internationale niveau.
”Maiken gør det vanvittigt godt. Hun er et talent ud over det sædvanlige. Så kort kan det siges. Hun er en fremragende forsker, en dygtig og nytænkende kliniker, og så er hun daglig leder for tre fastansatte medarbejdere samtidig med, at hun er vejleder for ti ph.d.-studerende og tre forskningsårsstuderende,” fortæller Kjeld Søballe og fortsætter:
”Det er kendetegnende for Maiken, at hun altid springer over, hvor gærdet er højst. Fx har hun ikke ’bare’ fulgt de obligatoriske interne og eksterne forskningsvejlederkurser. Næ, hun har såmænd også taget en international projektlederuddannelse på Harvard Business School for at stå bedst muligt rustet til sit ansvar og sine opgaver som hhv. forskningsleder og vejleder. Og det er typisk Maiken og hendes indstilling. Hun imponerer mig gang på gang,” siger Kjeld Søballe.
Jens Christian Skou-prisen er for de dygtigste talenter
Jens Christian Skou-prisen uddeles en gang om året til en særligt lovende ung forsker, som har præsteret fremragende forskning inden for et eller flere af det sundhedsvidenskabelige fakultetets forskningsområder.
Prisen uddeles til en ung forsker i international særklasse. Vedkommende skal være ekstraordinært talentfuld inden for sit forskningsfelt og have dokumenteret en usædvanlig kreativitet og produktivitet i sin forskning.
Vil du vide mere?
Læs mere om Jens Chr. Skou-prisen i artiklen ”Ny pris på Health skal hædre forskertalenter”
Læs mere om sidste års prismodtager Simon Glerup i artiklen ”Ekstraordinært forskertalent får Jens Christian Skou-prisen 2017”
Nøgleord
Kontakter
Lektor, speciallæge og ph.d. Maiken Stilling
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Ortopædkirurgisk Afdeling
Mobil: 51 48 20 33
Mail: maiken.stilling@clin.au.dk
Billeder
Information om Aarhus Universitet: Health
Health er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse.
Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab.
Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Nu skal læger også uddannes i Herning14.4.2025 12:00:22 CEST | Pressemeddelelse
Medicinstuderende fra Aarhus Universitet får nu mulighed for at gennemføre deres kliniske del af medicinuddannelsen ved Regionshospitalet Gødstrup i Herning. Kandidatoptaget er netop blevet godkendt af Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Aarhus Universitet får ny professor i ortodonti11.4.2025 09:24:38 CEST | Pressemeddelelse
Peter Stoustrup er fra d. 1. april 2025 ny professor i ortodonti på Institut for Odontologi og Oral Sundhed ved Aarhus Universitet. Professoratet styrker både forskning og uddannelse i tandregulering og dentofaciale lidelser og sikrer udvikling af fremtidens ortodontiske behandlingstilbud.
Ny forskning baner vej for bedre behandling af slagtilfælde7.4.2025 13:20:02 CEST | Pressemeddelelse
Danske forskere har fremlagt en ny detaljeret kortlægning, om hvordan blodkarrene i hjernen reagerer efter et slagtilfælde. Resultaterne kan føre til bedre behandling og færre komplikationer for patienterne, vurderer forsker.
Ny forskning giver bedre indblik i kroppens forsvar mod skadeligt hæmoglobin27.3.2025 14:04:54 CET | Pressemeddelelse
CD163 er måske ikke verdens mest spændende navn. Men bag det gemmer sig en af kroppens vigtigste forsvars-receptorer, som træder til når røde blodceller går i stykker og frigiver skadeligt hæmoglobin. Nu har forskere fra Aarhus Universitet som de første i verden kortlagt, hvordan CD163 arbejder.
Partnerskab for Børneforsknings forskningsprogram 2025 har stærkt fokus på små børns vilkår20.3.2025 10:12:41 CET | Pressemeddelelse
Partnerskab for Børneforskning annoncerer forskningsprogrammet for 2025, der blandt andet fokuserer på vilkår for børn i alderen 0-6 år. Der søges praksisnær forskning i samarbejde mellem forskningsinstitutioner, pædagogiske uddannelser og kommunal og pædagogisk praksis, med mulighed for at søge op til 6-8 mio. kr. Ansøgningsfrist er 16. september 2025.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum