Lægestudiet i Aalborg øger sin popularitet markant
Lægestudiet i Aalborg har øget sin popularitet blandt uddannelsessøgende unge, og markant flere af dem har medicin på Aalborg Universitet (AAU) øverst på listen over uddannelsesønsker. Det fremgår af årets første ansøgningsrunde til landets videregående uddannelser, kvote 2, som havde frist 15. marts.
I alt 1.354 unge har i år søgt om optagelse på AAU’s lægestudie via kvote 2. Det er 175 flere end sidste år og en stigning på næsten 15 procent. Endnu mere iøjnefaldende er stigningen i antallet af ansøgere, som har medicin i Aalborg som førsteprioritet. Den er på næsten 62 procent – fra 146 sidste år til 236 i år.
De første læger uddannet på AAU dimitterede sidste sommer. Hovedparten af dem er blevet i Region Nordjylland, som gennem flere år har manglet læger. Netop ønsket om at afhjælpe regionens lægemangel var medvirkende til, at AAU for nylig blev tildelt yderligere 50 pladser på medicinstudiet, så det samlede optag i 2017 kommer op på 150.
Dekan på AAU’s Sundhedsvidenskabelige Fakultet Lars Hvilsted Rasmussen peger netop på de første dimittender og det øgede optag som årsager til medicinstudiets fremgang i kvote 2-ansøgertallene.
- Med de første AAU-uddannede læger har de unge kunnet konstatere, at Medicin i Aalborg er en uddannelse, som fungerer, og at de, som har gennemført den, har været glade for studiet. Samtidig er de 50 ekstra studiepladser jo et kvalitetsstempel fra ministeriet. Sammenlagt skaber det en tillid til, at man får en rigtig god uddannelse, når man læser til læge på AAU, siger Lars Hvilsted Rasmussen.
Han fortsætter:
- Det ser således ud til, at vores medicinstudie får den ønskede regionale effekt. Nu kan vi se, at uddannelsen også bliver mere populær hos de unge. Det er en meget positiv udvikling – både for regionen og for universitetet.
Det samlede ansøgertal til AAU’s lægestudie kan stadig stige, da fristen for at søge ind via kvote 1 først er 4. juli. Uddannelser med adgangsbegrænsning får dog ofte hovedparten af ansøgningerne i kvote 2, hvor optag ikke kun er betinget af karaktergennemsnit, og hvor ansøgeren også har mulighed for at blive bedømt i kvote 1.
Sidste år havde medicinstudiet på AAU i alt 1.592 ansøgere, hvoraf 261 eller 16,4 procent havde uddannelsen som førsteprioritet. Uddannelsen krævede i 2016 et karaktergennemsnit på 10,8.
Generelt oplevede AAU igen i år en stigning i antallet af kvote 2-ansøgere. I alt 8.294 ansøgninger fik universitetet, hvilket er godt 450 mere end sidste år eller en stigning på næsten 6 procent. Alene medicinstudiet står for næsten 40 procent af den samlede stigning.
Andelen af ansøgere, som har en uddannelse på AAU som førsteprioritet, er også en anelse højere end sidste år og ligger på 30 procent. Her står medicinstudiet for over halvdelen af stigningen.
Nøgleord
Kontakter
Dekan Lars Hvilsted Rasmussen, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AAU, tlf. 20 10 58 37, e-mail dekan-sund@adm.aau.dk
Studiechef Lone Vestergaard, AAU, tlf. 20 94 16 53, e-mail lov@adm.aau.dk
Information om Aalborg Universitet
Siden 1974 har Aalborg Universitet (AAU) leveret viden, udvikling og højt kvalificerede kandidater til omverdenen. Inden for uddannelse er universitetet kendt for sit problembaserede projektarbejde, PBL – også kendt som Aalborg-modellen – mens AAU er blandt verdens førende forskningsinstitutioner inden for bl.a. elektronik og energiteknik. Et af AAU’s særkender er også et omfattende samarbejde med erhvervslivet, og Dansk Industri fremhæver AAU som det gode eksempel på samarbejde mellem universitet og virksomheder. AAU havde i 2016 over 20.000 studerende og godt 3.500 medarbejdere fordelt på campusser i Aalborg, Esbjerg og København.
Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Nye tal for integration: Danskerne blander sig mere og mere7.5.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny forskning viser, at befolkningen i stigende grad blander sig på tværs af etnisk baggrund.
Danmarks bedste unge hackere tørner sammen til De Danske Cybermesterskaber 20253.5.2025 06:13:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er kamp om titlen som Danmarks bedste hacker under 25 år og en plads på det danske Cyberlandshold ved De Danske Cybermesterskaber d. 3. maj 2025
Ny dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet30.4.2025 16:31:08 CEST | Pressemeddelelse
Cheflæge og forskningsleder ved Sygehus Lillebælt, Karina Dahl Steffensen, ansættes som dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet. Hun leder i dag Center for Fælles Beslutningstagning og er også professor ved SDU. Hun tiltræder den 1. august 2025.
Flest kvinder får KOL – men behandlingen bygger på mænd28.4.2025 09:32:23 CEST | Pressemeddelelse
Flere kvinder end mænd bliver ramt af KOL, men alligevel bygger det meste af den viden, vi har om sygdommen, primært på mandlige patienter. Det vil forskere fra Aalborg Universitet nu ændre med et nyt forskningsprojekt, der dykker ned i kønsforskelle i sygdomsforløbet.
Læger skal kunne henvise til sociale fællesskaber24.4.2025 11:24:17 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt EU-forskningsprojekt undersøger, om sociale henvisninger fra praktiserende læger kan hjælpe sårbare grupper videre til sundhedsfremmende tilbud i lokalsamfundet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum