I disse dage kan vi med glæde læse nyheder om, at der allokeres midler til at hjælpe mennesker, der lever i fattigdom eller konfliktområder i kampen mod COVID-19.I en global krise som denne er vi netop nødt til at have et særligt perspektiv for verdens fattigste og konfliktramte, som kan blive hårdest ramt af COVID-19: Verdensomspændende næstekærlighed!

Herhjemme kan vi træffe valg. Vi kan blive hjemme i vores trygge rammer og vi kan få mad hver eneste dag. Vi bliver informeret om udviklingen, og vi har myndigheder, der vejleder os i, hvad vi skal gøre. Vi har strukturer, der effektivt kan sættes i gang for at forhindre smitte og behandle de syge. Det skal vi være taknemmelige for i en tid, hvor vi også er udfordret af isolation, frygt og fremtidsscenarier. Men vi har håb.

Mange afrikanere bliver ikke advaret
Når jeg tænker på mennesker i verdens fattigste egne, er det helt andre billeder, jeg ser i min indre biograf. I flygtningelejre bor mennesker så tæt, at isolation er svær at forestille sig i praksis. For slumområder gælder det samme, foruden at hygiejnen er dårlig og adgangen til rent vand er begrænset. Smitten kan spredes lynhurtigt.

I landsbyerne i Afrika er oplysning en udfordring. Mange stater er svage og kan ikke levere den samme form for oplysning og respons, som vi kender herhjemmefra. Store dele af befolkningen er dårligt uddannet, og mange kan ikke læse. Adgang til rent vand er sparsom. Sundhedsfaciliteter udgøres af en dårligt udstyret klinik med mangel på kompetent personale og medicin.

I en landsby i Sydsudan går mine kolleger rundt med en megafon for at oplyse den helt uvidende befolkning om ganske basale forebyggelsesmetoder mod smitten. Undgå kontakt, vask hænder. Der findes ingen stat til at løfte den opgave, og det er desværre ikke et enestående eksempel. Lige nu er det netop den type indsats, der er behov for, og organisationer som min egen er afgørende aktører.

Der kommer også en tid efter COVID-19
Vi må heller ikke glemme, at der kommer en tid efter COVID-19. Hvor de mange igangværende nødhjælps- og udviklingsindsatser skal fortsætte, så vi også fortsat kan afhjælpe global fattigdom. For eksempel vil det være kritisk at sikre, at verdens børn kommer tilbage i skole efter krisen.

Verdens fattigste og konfliktramte er én stor risikogruppe, fordi de i forvejen er udsatte. De har ikke den samme modstandskraft til at imødegå smittespredning. Dårlig hygiejne, under- og fejlernæring og basale helbredsproblemer er desværre hverdagen for rigtig mange mennesker i verden. Det hverken kan eller må vi se stiltiende på.

Det er glædeligt, at regeringen med opbakning fra et bredt flertal i Folketinget har allokeret midler til Corona-respons blandt verdens fattigste. Det er der brug for. Må vi nå det i tide.