DI - Dansk Byggeri

Varmt sommerhusmarked går usikker fremtid i møde

Del
Sommerhusene har været i høj kurs de senere år, og antallet af handler er skudt i vejret. Også priserne er flere steder i landet steget kraftigt sammenlignet med 2014. Men med den nuværende coronakrise går sommerhusmarkedet en usikker fremtid i møde, vurderer Dansk Byggeri.

Der var godt gang i sommerhussalget sidste år. Med mere end 8.500 handler er 2019 det år, hvor flest sommerhuse har skiftet hænder i perioden 2004-2019. Det viser en analyse fra Dansk Byggeri, der bygger på de seneste tal fra Finans Danmark.

- Bedre vilkår for at låne penge, stigende friværdier i egen bolig og en samfundsøkonomi i god form frem til starten af 2020 er noget af det, der har været med til at skubbe sommerhussalget i vejret, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Jacob Hangaard.

Men mens antallet af handler stort set kun har kendt én vej, nemlig opad, siden 2011, er fremtidsudsigterne for sommerhusmarkedet nu blevet mere usikre.

- På den ene side gør udbruddet af coronavirus, som har lukket grænserne og stoppet rejseaktiviteten, nu sommerhusferien i Danmark endnu mere tillokkende for danskerne selv. Og danskernes stigende klimabevidsthed kombineret med en række varme danske somre de senere år kan gøre sommerhusene mere eftertragtede. Men når det gælder salg af sommerhuse, kan coronapandemien også betyde, at der bliver lagt en dæmper på handelsaktiviteten, ligesom vi ser på det ordinære boligmarked. Salget af sommerhuse risikerer faktisk at blive ramt hårdere end det øvrige boligmarked, fordi sommerhuse er et luksusgode, som man typisk sparer på, hvis privatøkonomien bliver ramt, siger Jacob Hangaard.

Hvilke effekter, der ender med at veje tungest, kommer blandt andet til at afhænge af, hvor lang tid krisen og nedlukningen af dele af samfundet varer, og i det hele taget hvor hårdt arbejdsmarkedet og økonomien bliver ramt, vurderer han.

Flest handler på Vest- og Sydsjælland

Analysen fra Dansk Byggeri viser, at salget af sommerhuse er steget i samtlige landsdele i 2019. Med lidt over 2.500 handler er Vest- og Sydsjælland den landsdel, hvor der er solgt flest sommerhuse. Også i Nordsjælland har aktiviteten været høj. Her har lidt over 1.400 sommerhuse skiftet hænder. På Bornholm og Østsjælland skiftede henholdsvis 123 og 113 sommerhuse ejer.

- De store forskelle skyldes blandt andet, at der nogle steder er flere sommerhuse end andre steder. Men efterspørgslen spiller også en stor rolle i forhold til, hvor hurtigt sommerhusene bliver solgt, og dermed har det betydning for antallet af handler, siger Jacob Hangaard.

Stigende priser

Sommerhusenes stigende popularitet har fået kvadratmeterpriserne til at stige i stort set alle landsdele – med undtagelse af Vestjylland og Østsjælland, hvor de er faldet sammenlignet med 2018. På Fyn er priserne steget med cirka 10 procent sammenlignet med 2018. I Nordsjælland, Sydjylland og på Vest- og Sydsjælland har der været stigninger på henholdsvis cirka tre, fire og fem procent. Sammenligner man med 2014, er prisstigningerne større.

- Den stigende efterspørgsel på sommerhuse har sendt priserne yderligere i vejret det seneste år. Nu må vi se, hvordan priserne bliver påvirket af den nuværende coronakrise, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Jacob Hangaard.

Kontakter

Økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Jacob Hangaard, jha@danskbyggeri.dk, telefon 61 66 53 58
Pressemedarbejder Sarah Stendorf Meier, sam@danskbyggeri.dk, telefon 28 93 43 94

Links

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye