Varmt nyt i en kold tid: Bygningsejere i Aarhus sparer energi svarende til 600 parcelhuse
I en tid med stigende energipriser er danskerne for alvor begyndt at se på varme- og elregningen. Også hos de store bygningsejere i Aarhus er der stort fokus på lavere energiforbrug, og det mærkes direkte i EU-projektet Energispring Aarhus.
I Energispring Aarhus er 32 partnere, som repræsenterer 5,5 mio. kvm bygninger inden for kontor, handel, institutions- og etageboligbyggeri i Aarhus Kommune, gået sammen i et netværk med ét fælles mål: At reducere energiforbruget.
Projektet, der er støttet af EU’s Regionalfond med ca. 1,8 mio. kr., arbejder på to fronter: Dels har partnerne tilmeldt ca. 1,7 mio. kvm bygningsmasse i Kredsløbs database, hvor de har mulighed for løbende at overvåge energiforbruget og sammenligne med andre partnere. Desuden har Energispring Aarhus samlet de 32 partnere i et netværk, hvor der udveksles ideer og erfaringer.
Partner: Godt redskab i dagligdagen
Hos Kollegiekontoret i Aarhus, der administrerer ca. 5.000 boliger på 32 kollegier, er projekt- og driftschef Kim S. Møller glad for databasen:
”Vi har givet Kredsløb adgang til vores forbrugsdata, og nu kan vi på hver matrikel, som vi administrerer, følge energiforbruget. Det er et fantastisk godt redskab i dagligdagen, for dermed kan vi lynhurtigt se, hvis et kollegium halter lidt efter.”
Og det virker: I løbet af projektets to første år er der via databasen registreret et fald i forbruget af varme med 10.650 MWh. Det svarer til det årlige varmeforbrug i knap 600 parcelhuse på 150 kvm med to voksne og to børn.
I Kredsløb har partnerne i Energispring Aarhus gratis adgang til værktøjer, forbrugsdata og netværk. Netværket er opbygget, fordi Aarhus Kommune vil tættere på sine kunder i Kredsløb. Og det er lykkedes, siger netværksleder Casper Høgh Sønnichsen fra Kredsløb:
”Vi har udover netværksmøderne holdt kurser for partnernes varmemestre og ejendomsinspektører, og vi har derfor nu en endnu bedre dialog med dem, der faktisk går ude i bygningerne og skruer på ventilerne.”
Bygningsejere med klimastrategier
Energispring Aarhus kan dog ikke tage æren for hele energibesparelsen, understreger Casper Høgh Sønnichsen:
”Mange virksomheder har været i gang i nogle år og har det som en del af deres strategi og målsætning at bruge mindre energi og belaste klimaet mindre.”
Det gælder blandt andet mejerikoncernen Arla, som kom med i Energispring Aarhus lige før sommerferien. Nu overvåges energiforbruget i hovedsædet i Viby J og udviklingscentret Arla Innovation Centre i Skejby, sammenlagt ca. 60.000 kvm, via databasen i Kredsløb. Morten Asferg, maskinmester i Global Facility hos Arla, fortæller:
”Vi har siden sidste år reduceret varmeforbruget med 19 pct., men vi vil længere ned, og derfor meldte vi vores adresser ind til databasen i juni.”
Han tilføjer, at Arla arbejder efter FN’s Verdensmål og har som en del af sin strategi at reducere det samlede energiforbrug og koncernens klimaaftryk:
”Vi har forskellig baggrund og forskellige måder at løse tingene på. Derfor ser vi frem til at deltage i netværket i Energispring, hvor vi håber at få inspiration med hjem og give vores idéer og erfaringer videre til andre.”
EU-projektet slutter med udgangen af 2022, hvor støtten fra EU’s Regionalfond ophører. Casper Høgh Sønnichsen håber og tror på, at projektets resultater videreføres:
”Det har taget tre år at nå hertil, hvor vi er i dag med 32 partnere og et velfungerende netværk. Travle bygningsejere sætter tid af til netværksmøderne, og Energispring Aarhus er en del af kommunens klimaplan. Vi leverer resultater.”
Resultater i Energispring Aarhus
- 32 partnere med 370 bygninger deltager i EU-projektet.
- 5,5 mio. kvm bygningsmasse er repræsenteret, og Kredsløb overvåger energiforbruget i 1,7 mio. kvm.
- Det samlede forbrug af varme er reduceret med 10.650 MWh siden medio 2020. Ifølge Dansk Energi bruger en gennemsnitsfamilie på to voksne og to børn i et 150 kvm stort hus 18.100 kWh om året på varme.
- Den samlede reduktion af CO2 er på 498 tons.
- Kredsløb er Aarhus Kommunes forsyningsselskab, der leverer fjernvarme til 330.000 borgere og genanvender affald for 174.000 husstande i Aarhus Kommune.
FAKTA Om Energispring Aarhus
Energispring Aarhus er et professionelt netværk, hvor private bygningsejere sammen med Kredsløb (Aarhus AffaldVarme) og Aarhus Kommune sætter fokus på energibesparelser gennem benchmarking i en database, videndeling og tæt samarbejde. Målet er:
1. At projektet omfatter 4 mio. m2 (20 pct.) af den samlede bygningsmasse i Aarhus Kommune primært inden for erhvervs- og etagebyggeri, og at en stor del af bygningsmassen indmeldes til benchmarking i en database hos Kredsløb.
2. At bygningsmassen, der indmeldes til benchmarking, opnår en gennemsnitlig samlet energibesparelse (el og varme) på 15 pct. over en 5-årig periode.
Projektet drives af Kredsløb og er støttet med ca. 1,8 mio. kr. fra EU’s Regionalfond. Energispring Aarhus startede i marts 2020 og slutter med udgangen af 2022.
Læs mere om Energispring Aarhus i Erhvervsstyrelsens projektdatabase
Læs mere om Energispring Aarhus på projektets hjemmeside
FAKTA Om EU’s Regionalfond
I perioden 2014-2020 investerede EU's Regionalfond, Socialfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter for at skabe vækst og beskæftigelse i hele landet.
Regionalfondsprogrammet for 2014-2020 var målrettet bedre vækstvilkår for små og mellemstore virksomheder, der spiller en vigtig rolle i at skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark.
Derfor medfinansierede EU's Regionalfond projekter, der skulle:
- Styrke virksomhedernes innovationsevne
- Udarbejde vækstplaner for virksomhederne
- Hjælpe virksomhederne med at blive mere ressourceeffektive
- Understøtte bæredygtig, grøn byudvikling i kommuner med
Nøgleord
Kontakter
Hvis du vil vide mere om Energispring Aarhus, kan du kontakte:
Søren Munch, DE Kommunikation, 3529 1775 og SorMun@erst.dk
eller Rikke Angel, DE Kommunikation, 3529 1789 og RikAng@erst.dk
Billeder
Information om Erhvervsstyrelsen
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
”Jeg er bare en glad fiskemand, der har forstand på fisk”18.4.2024 12:49:10 CEST | Pressemeddelelse
Steffen Tvilling har fået ind med modermælken, hvordan Fiskehallen skulle drives, hvad kunderne efterspørger og generel viden om fisk og bæredygtighed. Men dokumentation om nye, grønne krav og klimaet vidste han ikke, hvordan han skulle gribe an.
”Kunderne vælger os til på grund af vores grønne kompetenceløft”18.4.2024 09:17:05 CEST | Pressemeddelelse
Hos handels- og produktionsvirksomheden STEFFCA har direktør Martin Steffensen og hans kolleger fundet ud af, at ESG-rapportering er mere end bare en døgnflue. Og at arbejdet med virksomhedens klimaaftryk gør en masse godt for både økonomien, samvittigheden og omdømmet.
”Vi skal stå knivskarpt for ellers bliver kunderne væk”9.1.2024 12:36:48 CET | Pressemeddelelse
På Langelands vestkyst, midt i naturen og et stykke fra alfarvej ligger Emmerbølle Strand Camping – Feriepark Langeland. Et ganske velbesøgt ferieparadis, som hvert år kan prale af ca. 85.000 overnatninger.
KøKN Renovering fik en grønnere profil: “Jeg sminker ikke lig, men tænker bæredygtigt”20.12.2023 14:29:57 CET | Pressemeddelelse
For godt et år siden gik Michael Momme Secher fuld tid i sin virksomhed KøKN Renovering, der udskifter dele i køkkener, så kunder får deres drømmekøkken i en billigere og mere bæredygtig version. Han fik hjælp fra SMV:Grøn til at tænke bæredygtighed ind i hele grundstammen i virksomheden.
Nordjylland skal være grønt knudepunkt i Europa18.12.2023 09:22:55 CET | Pressemeddelelse
Hirtshals Havn skal årligt lagre 800.000 tons CO2, som efterfølgende skal skibes ud til Nordsøen og pumpes ned i undergrunden. I dag drøfter partnerskabet bag det nordjyske erhvervsfyrtårn de videre ambitioner og visioner for udvikling af en af fremtidens grønne styrkepositioner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum