Eva - Danmarks Evalueringsinstitut

Unge på erhvervsuddannelserne har højere trivsel og er mere motiverede

Del
Få unge vælger en erhvervsuddannelse lige efter grundskolen. Men unge, der gør, trives i højere grad med det, de laver, end deres kammerater i gymnasiet. Samtidig er de mere motiverede for at gå der og har følt mindre pres i 9. klasse. Det viser en undersøgelse fra EVA.

1. marts er deadline for valg af ungdomsuddannelse. Og det er ingen hemmelighed, at erhvervsuddannelserne kæmper med at tiltrække nok unge til at kunne dække behovet for faglærte på arbejdsmarkedet. I 2021 søgte ca. 70 % af de unge ind på gymnasiet, mens det kun var 20 %, der ville på en erhvervsuddannelse.

Men de unge, som rent faktisk finder vej ind på en erhvervsuddannelse, har det i mange henseender bedre på deres ungdomsuddannelse end unge i gymnasiet.

Det viser en undersøgelse fra Danmarks Evalueringinstitut (EVA), der har fulgt omkring 5000 unge, fra de gik i 8. klasse, til de er startet på en ungdomsuddannelse.

Af undersøgelsen fremgår det, at unge, der har valgt at starte på en erhvervsuddannelserne efter 9. eller 10. klasse, ’scorer højere’ på en række parametre som god trivsel, motivation for uddannelse, og hvor sikre de er på, at uddannelsen er det rigtige valg for dem, end unge, der er startet på en gymnasial uddannelse.

Fx svarer 51 % af de unge på erhvervsuddannelserne, at de er helt enige i, at de er motiverede for at gå på deres uddannelse, mens det gælder 36 % af de unge i gymnasiet. 45 % af de unge på erhvervsuddannelserne er helt enige i, at de trives med det, de laver. Det gælder for 35 % af de unge i gymnasiet.

”Det er ret interessant, at selvom det kan ses som det atypiske at vælge en erhvervsuddannelse efter grundskolen, så er det også et valg, som mange unge trives rigtig godt med” siger seniorkonsulent Mathilde Hangaard fra EVA, der står bag undersøgelsen.

Fakta: De unge på erhvervsuddannelserne ift. de unge på gymnasiet

  • Føler sig mere sikre på, at deres uddannelse er den rigtige for dem.

  • Trives i højere grad med det, de laver.

  • Er mere motiverede for at gå deres uddannelse.

  • Føler sig mindre pressede.

Eud-unge er tidligere afklarede

Forklaringen kan ligge i, at unge på erhvervsuddannelser har gjort sig mange af de svære overvejelser om interesser og fremtidigt erhverv, inden de starter på en ungdomsuddannelse.

”Det er krævende at vælge en erhvervsuddannelse. Man skal have et ret dybt kendskab til egne interesser og evner og samtidig have modet til at vælge anderledes end flertallet,” siger Mathilde Hangaard.

Undersøgelsen dokumenterer, at de unge, der er startet på en erhvervsuddannelse, i 9. klasse scorede højere i en vurdering af, hvor godt de kender sig selv, deres interesser og styrker, end deres klassekammerater, der i dag går i gymnasiet.

De unge, der har valgt en erhvervsuddannelse, følte også generelt et mindre pres over deres fremtidige valg af uddannelse og job i 9. klasse, end de unge, der har valgt gymnasiet.

”Rent statistisk ser vi, at jo mere indsigt den unge har i egne styrker og interesser i 9. klasse, jo større er sandsynligheden for, at den unge vælger en erhvervsuddannelse – og jo mindre pres har den unge oplevet,” siger Mathilde Hangaard.

Fakta: Erhvervsuddannelseselever har følt mindre pres over valg af uddannelse

  • 46 % af unge, der starter på erhvervsuddannelse, føler stort pres over valg af uddannelse og job i 9. klasse
  • 61 % af unge, der starter i gymnasiet, føler stort pres over valg af uddannelse og job i 9. klasse. 

Nøgleord

Kontakter

Links

Information om Eva - Danmarks Evalueringsinstitut

Eva - Danmarks Evalueringsinstitut
Eva - Danmarks Evalueringsinstitut
Tidemansvej 1
4300 Holbæk

35 55 01 01http://www.eva.dk/

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) gør uddannelser og dagtilbud bedre - gennem evalueringer, analyser og redskaber, som bidrager til at udvikle kvalitet. Vores viden bruges på alle niveauer - fra institutioner og skoler til kommuner og ministerier.

Følg pressemeddelelser fra Eva - Danmarks Evalueringsinstitut

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Eva - Danmarks Evalueringsinstitut

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye